Store klangflader, Simple pop melodier og det store Anthem.
Anthony Gonzalez er hovedmanden bag M83. Han har, som M83, efterhånden eksisteret i en årrække, men har desværre ikke opnået det helt store gennembrud her i Danmark. Det seneste album ”Saturday = Youth”, har i danske sammenhænge fået en meget blandet modtagelse, mens den i internationale sammenhænge har høstet store roser af bl.a. Pitchfork m.fl. M83 er et af de tilfælde hvor stilen har det med at dele vandene, og skabe en god debat, om hvor grænsens mellem stilinspiration og originalitet går. I hvert fald bliver bandet ofte klandret for, at lyde for meget som ”My Bloody Valentine”, ”Múm”, ”Sigur Rós”, ”Mercury Rev”, ”Air” og andre. Der er ikke nogen tvivl om hvor inspirationen kommer fra, og om det er for meget vil jeg nu lade stå til åben diskussion. Men til koncert tirsdag d. 7. oktober overbeviser bandet nu alligevel undertegnede om deres, mere end momentvise, kvaliteter og deres originalitet.
Bandet består af en trommeslager, en guitarist, en kvindelige synth- og vokal samt Anthony Gonzalez på synth, guitar, samples og vokal. Og i denne besætning skaber de en af de største lyde jeg har hørt i længere tid (vores egne danske Small, er de eneste der kommer tilnærmelsesvis i nærheden af), hvilket så absolut hælder til det gode, det meste af vejen. Deres opbygninger af numrene fra noget ofte ganske afdæmpet til et klimaks er et gammelt trick, som de mestrer til fulde. Ofte fungerer deres numre faktisk bedst når de får lov at kulminere og udvikle sig oppe i det røde felt. De skift trommeslageren laver fra el- til rigtige trommer er en af elementerne, samt meget store klangflader i en kombination af synths, guitar og et stramt back-track (supplerende spor fra en computer) der supplerer bandet hele vejen igennem.
Et af bandets lidt svage sider, er omkring de vokal samples der er på nogle af deres numre, bl.a. til ”Highway of Endless Dreams”, her er det et vokalt sample der starter nummeret, og i ”Moonchild” hvor tilfældet er det samme. Det narrative, historiefortællende element de formodentlig ønsker at skabe, ved at benytte disse elementer, fungerede ikke helt så godt i live situationen som det gør de respektive studiealbums. Dette er lidt en skam da begge vokalister i bandet er yderst overbevisende, og derfor måske godt kunne påtage sig rollen, eller simpelthen udelade det i live sammenhæng. Derudover fylder bandets back-track en stor del af deres lyd, især i ekstranummeret ”coleurs” hvor vi er på grænsen til techno, og dette er også et, til dels, energi tabende element.
Ellers var første del af koncerten nok desværre bandets svageste. Lyden var ikke helt god, faktisk var den ganske enkelt for lav. Når man er inde og høre musik i denne genre, vil man gerne kunne mærke den der bund i maven og så man rent faktisk også kan mærke hvor højt til loftet der bliver spillet. Det blev der heldigvis gjort noget ved som koncerten skred frem, hvilket hjalp på at få de dynamiske elementer op til det sted under loftet, hvor de hører hjemme.
M83 tog os altså igennem deres univers på alle leder og kanter. De kan nemlig både skrive simple synth pop sange, samtidig med at de kan spille støj på den synth-prog-rock agtige måde, hvor der bliver bygget op til klimaks efter klimaks. Derudover formår de også, at skabe deciderede anthems, især nummeret ”Don’t Save Us From The Flames” skinner igennem her. Numrene fra ”Saturdays = Youth” var, herudover, også dem der klart var bedst og flest (fx. Kim and Jessie), og som for alvor bragte M83’s kvaliteter frem i lyset. Når de kan lave en kombination af de simple pop melodier, sammenkoblet med de prog-rock agtige elementer, ja så bliver det interessant at høre. I hvert fald kan man håbe at M83 går i samme retning, som der er at finde på ”Saturdays = Youth” det er her deres sande originalitets element ligger, og det her man kan håbe de finder inspirationen til at nå nye højde.
Selvom første del af koncerten måske kun kunne vurderes til en 3 stjerner, så formåede de alligevel at hive den op i sidste del af koncerten til omkring de 5 stjerner, derfor falder vurderingen et jævnt retfærdigt sted i midten, og så må man inderligt håbe at bandet formår at hive den skridtet længere op næste gang. Men hvis man stadig ikke helt ved hvor man skal placere M83’s lyd, så synes jeg såmænd bare man skal tage den næste raket ud i rummet og så kigge ud af vinduet, for det er lige der man finder M83’s univers, ufattelig højt oppe og svævende. Men de kan nå højere, og det håber jeg virkelig man får lov at opleve.
Set-liste:
Run Into Flowers
Moonchild
Kim & Jessie
We Own The Sky
Graveyard Girl
Gone
Teen Angst
Highway Of Endless Dreams
Don’t Save Us From The Flames
Skin Of The Night
X-tra
Coleurs
Links:
http://ilovem83.com
http://myspace.com/m83
Ingen kommentarer:
Send en kommentar