mandag den 23. februar 2009

Peter Brötzmann, d. 17. februar, Voxhall

PETER BRöTZMANN CHICAGO TENTET LEVERER ET SKOLEEKSEMPEL PÅ HVORDAN FREEJAZZ SER UD I DAG.

Charlie Parker, Red Rodney, Fats Navarro, Chet Baker, Wardell Gray, Sonny Rollins, Miles Davis, John Coltrane, Stan Getz – dette er blot nogle af de navne der kæmpede deres kamp med heroinen da beboppen var på højeste I de glade 60’ere. Som bekendt var der nogle der tabte kampen mod det hvide stads, mens andre blot beskadigede deres karriere. Beboppens, eller jazzens udvikling i det hele taget, tog en drejning, som den måske ikke ville have taget – havde det ikke været for de prominente jazzmusikeres trang til stoffer.

Mange af de ovenstående navne, har skrevet historie med den genre de var en del af, men fornyelsen af beboppen var ikke tilstede. De var alle del af en bebop, der var groet fast. Der var ikke fornyelse i valg af instrumenter, der var en tendens til at lave flere strenge af soloer hen over et unisont tema med akkordsekvenser over standard repertoire – og det begrænsede.

Free Jazz – den totale frihed
Derfor var der en ung mand ved navn Ornette Coleman der i 1960 udgav pladen Free Jazz. Idéen ved netop denne plade var at skabe en absolut fri musik. At skære sig fri fra taktlinier, akkordskemaer og gængse kromatiske forløb, som fik frit spil på denne plade. Konventioner skulle brydes og det førte til flere former for fornyelse.

Free jazzens vigtigste tre elementer bestod og består i at inddrage råb, skrig og støj – lyde som ikke normalt blev betragtet som musikalske. En fuldstændig frihed til den der improviserer (med visse undtagelse hvor man må forholde sig til et tema) og til sidst, at undgå alt hvad der tenderer til orden.

Rytmegruppen fik en mere central rolle i stedet for dets rolle som supplement. Men ellers er netop free jazzens kendetegn, at det mangler fast grund under fødderne, eller en fast puls. Den bryder også til dels med de klassiske blå toner, de konventionelle skalaer og tonale harmonier. Derimod favner free jazzen: improvisation, eksperimentering af instrumentation, tone farver og polyrytmer.

Tyske Peter Brötzmann udspringer fra Free Jazz traditionen, og er måske mest kendt fra sit album Machine Gun fra 1968. Den indeholder rigtig mange af de tidligere omtalte elementer. Derudover indeholder den en aggressivitet i sit udtryk, som i 1968 ikke var hørt magen til. Navnet Machine Gun er ikke helt tilfældigt, for de salver figurer, fraser og melodier der bliver sendt af sted, kan tage pusten fra de fleste og gør det stadig.

At være ti og alligevel lyde som en enhed
Da tentetten går på scenen, er det til bifaldet fra et større publikum denne tirsdag aften på Voxhall. Scenen er forbløffende hurtig sat. Fra starten er det et pulserende inferno. Der er et mylder af figurer, toner, opgange og lyde. Men et eller andet sted fornemmer man hele tiden hvor i musikken man er.

I forvildelsen formår musikerne at finde hinanden. Det virker af og til som en skizofren person der møder sit andet jeg – den stille strukturelle og den noget mere aggressive person med trang til opfarenhed. Midt i virvaret finder bassen pludselig ind, med en figur der giver bund og sammenhæng, samtidig med at celloen tilføjer noget rumligt med sine effekter og distortede delay lyde. Det er det mørke overfor det lyse, hvilket de for eksempel gør ved at lade trombonen spille en figur med dæmper, som en slags call response med bas-saxofonen, der giver et flot modspil.

Der er et patchwork af melodifraser, hvor en melodi pludselig dukker op, det er der flere der fanger, der bliver spillet med på den, og resten af orkesteret underbygger ved sit dynamiske niveau. Crescendo – Klimaks – og så lige et klimaks mere. Lige som man tror at den blæsende lydtornado er nået højdepunktet, så rykker de igen et hak op ad klimaksniveauet.

Peter Brötzmann er fra første færd tilbageholden og lader i den grad, sit orkester vise hvilket stof de er lavet af. Selvom hele orkesteret er utrolig velspillende kan især cellist Fred Lonberg-Holm, saxofonist og klarinettist Ken Vandermark og bassist Kent Kessler fremhæves. Hele orkesteret når over koncerten at være solister, men disse tre er i særklasse. Fred Lonberg-Holm formår i den grad at skabe sin egen lyd, og uden at det kommer til at virke alt for tænkt, da han bruger mange effekter. Ken Vandermark er en af de styrende elementer i hele blæsergruppen og leverer en rigtig kraftfuld solo. Kent Kessler, en bassist med følelserne helt ude på tøjet, hans bas solo bliver spillet med indlevelse, aggressivitet og negle, en voldsom demonstration i hvordan en buesolo på en gulvbas kan tage sig ud. De to trommeslagere formår også at vise en kvalitet i deres sammenspillede solo, hvor de supplerer hinanden særdeles godt. De underdelinger den ene ikke spiller, spiller den anden. Det er følelse, passion, kløpinde og metalplader – der er med til at gøre lyden meget raffineret.

Der er dog ingen tvivl om hvem stjernen er denne aften. For i de
mange soloer Peter Brötzmann spiller, er han i sin helt egen klasse. Det er ubegribeligt, hvordan en næsten 70-årig herre kan levere så særpræget en lyd. Hans evne til at skabe den voldsomme, aggressive og næsten skrigende lyd ud fra saxofonen er unik, og hans forståelse for sine medspillere er noget der ikke kan efterlignes. Den metode hvorpå han skaber en nedadgående tone, samtidig med at han spiller figurer gør også at han oser af teknisk overskud.

Udover Peter Brötzmann, er den helt klare force for tentetten denne aften, at de formår at lyde som en enhed, og ikke som ti mand der kun kommer ind og spiller en solo i ny og næ. Nej forståelsen for sin medmusikant er i top og det fornemmer tilskueren med det samme. De formår at gøre en meget vild og formløs musik til noget utrolig følelsesladet – som sammen med de toner der bliver brugt, får de små hår til at rejse sig.

En klog mand sagde engang at jazz handler om personlighed, og sammen med Chicago tentetten er det lige hvad Peter Brötzmann er – en 67-årig en af slagsen.

Besætning I Peter Brötzmann Chicago Tentet:
PETER BRÖTZMANN - Saxofon, klarinetter
MATS GUSTAFSSON - Saxofon
JOHANNES BAUER - Saxofon
KEN VANDERMARK - Saxofon
PER-ÅKE HOLMLANDER – Tuba
FRED LONBERG-HOLM – Cello
MICHAEL ZERANG - Trommer
PAAL NILSSEN-LOVE – Trommer
JEB BISHOP - Trombone
KENT KESSLER - Bas
JOE McPHEE – Trompet

onsdag den 18. februar 2009

Niche-kvantitet og dialog - Kulturjournalistens fremtidige rolle

Kunst, Drama, Musik, Film, Bøger og så videre og så videre. Kultur.
Det er sådan alle de omtalte emner bliver kendetegnet i vores morgen/ formiddags/ weekendaviser og sådan set også i det store (fiske)net - den store 'put and take sø' på din lap-top. Kulturen bliver som et andet supermarked, opdelt i afdelinger hvor 'varen' er placeret og dermed indirekte gjort til genstand for en hvis nichekonstruktion. Lad mig uddybe.

De steder man kigger efter sin kultur på nettet, bliver i højere og højere grad et meget afgrænset sted, hvor netop DIN favorit kultur bliver anmeldt omtalt og lagt ud som forfodder. Hvis man tager musikken som eksempel:
Jeg er hip-hopper og vil gerne undersøge hvad der er hipt - jeg går på danskrap.dk og ser det her - her er kompetente hip-hop kendere eller autodedakte musik anmeldere. Hvis jeg vil læse Heavy Metal anmeldelser og omtale, så går jeg ind på heavymetal.dk eller noget tilsvarende, hvor skribenterne er frivillige og siden er drevet af frivillige. Det er folk med en reelle kompetencer opbygget via erfaring og dyrkning af den enkelte genre - de formelle kompetencer bliver, sammen med kandidatgraden - losset ad hækkenfelt til.

Det er lige præcis disse 'niche-amatør' sider, der er med til at gøre det sværere for fiskeren (læs brugeren) at definere, om det er en god eller en dårlig fisk (læs musik) der er på krogen. Brugeren har fået sværere ved at afgøre, om en side egentlig er kvalificeret til at guide dig.
Don't get me wrong. Man kan få rigtig mange konstruktive ting ud af at udforske amatør sider og finde ny inspiration. Men det er til hver en tid afgørende, at der stadig eksistere en række mere kvalificerede steder hvor eksperter kan give deres mening til kende. Netop her, er kulturjournliastens rolle vigtig. For med alskens amatør-bloggeri og sider drevet af musikfanatikere uden belæg, er det vigtigt ikke at forfalde til det subjektive uden at det kan sættes ind i et større kvalificeret perspektiv.

Dialog - et vigtigt grundelement
Det er også vigtigt at den fremtidige kulturjournalist er villig til at indgå i en diskussion om sit materiale. At inddrage de nye medier. Erik Jensen, mangeårig kulturskribent og musikanmelder ved Politiken, viser på en fornem vis hvordan sagen for eksempel kan gribes an. I et blog indlæg på det tidligere MyMusic (Nu Bandbase.dk), angriber Martin Buck, Erik Jensens metoder.
Martin Buck skriver her hvad han mener Erik Jensen mener om danske musikere:
"De beskrives som tossede, velmenende optimister, der banker på Politikens dør og ringer journalisterne op i tide og utide."
Martin Buck kritisere Erik Jensens måde, at bedrive sin gatekeeper/smagsdommer rolle på. Det ikke interessant i dette indlæg om man er enig eller uenig med disse beskyldninger, men derimod, at Erik Jensen tager til genmæle. Han forsvarer sin sag, og argurmentere overfor de kommentarer der kommer til Martin Bucks blog indlæg.

Niche-kvanitet og dialog er altså nogle af de præmisser, kulturjournalister i fremtiden skal arbejde på baggrund af, og arbejde med.
Så før du tager indbkøsvognen i hånden, og begiver dig ud i det store indkøbscenter til niche varen, bør du ruste dig med en naturlig skepsis, for det er blevet sværere for kulturjournalisten at nå igennem, men dog nemmere at indgå i en dialog, og det er den der er vigtig.