Troubadour med stort T
I starten af marts udgave Loney, Dear albummet ’Dear John’. Den har fået en ganske fin reception her i landet, og lever så sandelig også op til Emil Svanängens (som er Loney, Dear) tidligere albums. Loney, Dear, skulle, mandag aften i Århus, bevise for et halvfyldt Voxhall, at Dear John også bærer kvalitet som livemateriale.
Selve koncerten var især i starten, en præsentation af numre fra den nye plade, men der var så sandelig også plads til materiale fra tidligere albums senere i sættet. Det virkede umiddelbart som en rigtig fin vekslen, mellem præsentation og nostalgi.
Emil Svangängens vokal var et af de vigtigste elementer. Den særdeles kraftige falset i en kombination med resten af hans stemmerepertoire, var virkelig underbyggende og dragende. Især med supplementet af korstemmer, der var arrangeret på en meget naturlig og underbyggende måde.
I sjæleren ’I Love You (In With the Arms)’ var der rene ’a-capella’ stykker hvor Emil Svangängen, sang uden mikrofon sammen med en meget afdæmpet guitar. Selve effekten, hvor han skifter fra ’a-capella’ til at synge i mikrofonen igen i samme nummer, var Loney, Dear utrolig gode til at udnytte, og på den måde formåede de virkelig at bygge et dynamisk klimaks op, på en meget naturlig måde. Desuden inddrog han publikum til fællessang til svarkor, og det virkede rigtig godt. De stille numre er virkelig en af Emil Svangängen absolutte forcer.
Men ud over fællessang fra publikums side, på opfordring fra forsanger Svangängen, så var der så sandelig også en ’rave’ fest ind i midten af koncerten. Nummeret ’Under A Silent Sea’, hvor trance elementer pludselig dukker op og giver et forfriskende energisk input, hvor to hi-hats ’off-beater’, mens auto-pitch effekten a la Cher giver nummeret et skævt, men spændende touch.
Singlen fra den nye plade, *Airport Surroundings’, var også et af højdepunkterne, med et meget energisk ’Na-Na-Na’ kor, og trommernes pulserende rytme, der virkelig satte festen i gang. Ekstranumrene, ’Sinister In A State Of Hope’, ’I Am John’, ’Saturday Waits’ og ’Dear John’, var alle gode numre på afslutningen af en rigtig gennemført aften.
Stemningsmæssigt, var forholdende virkelig fordelagtige. Et utrolig velopdragent publikum, sugede nærmest alt til sig, og lyden var tilmed også særdeles tilfredsstillende. Men Loney, Dear var grundlaget for dette, og de beviste i særdeleshed deres værd denne aften.
Opvarmningsband ’Marching Band’ gjorde desuden også en god figur. Med en utrolig energi og en ganske lysten indie-pop dannede de et rigtig fint grundlag og en rigtig god stemning til Loney, Dear. Et meget spændende band, som helt sikkert bør checkes ud.
Links:
