Lydmanden havde for alvor trykket på sin ’fuck button’ søndag aften på Voxhall. Aldrig før har jeg oplevet den fysiske forstand af ’the-wall-of-sound”. Mine næseben vibrerede når jeg trak vejret og jeg kunne mærke, at de små hår på mine arme bevægede sig, i takt med en fast four-to-the-floor fornemmelse.
Først var jeg skeptisk, men så indså jeg lidt efter, at det egentlig er sådan den musik skal være. Fuck Buttons, som er det band der er på tale, skal være højt og kroppen skal kunne tage den bas-blæs. Det hører simpelthen med til oplevelsen af Fuck Buttons.
Ligeså snart man indser det, åbner der sig et helt nyt musikalsk univers. Det univers Fuck Buttons centrerer sig om, er en post-rocket udgave af en digital støjrock, og det gør de med digitale samples, legetøjsmikrofoner, tromme og keyboards.
De to gutter står ved det samme elektroniske alter, hvor de bruger tribal-rytmer, primal-skrig, en fast pulserende dyb bas, plus en helt fantastisk indlevelse i den musik de kanaliserer ud via jack-kabler, synth og sample-triggere.
Bandet spillede både numre fra den nye plade Tarot Sport, men også fra deres helt fantastiske plade Street Horrrsing fra 2008. Pladerne har delt vandende, ligesom deres koncert på Roskilde Festivalen i år delte vandende - men det er ret svært at forstår.
For på Voxhall var højdepunkterne mange og især: Bright Tomorrow og singlen fra det nye album Surf Solar, stod som de stærkeste denne søndag aften. Når primal-skrigene skærer sig ind i marven på dig, når trommerne giver dine indvolde en rystetur eller når øregangene næsten er ved at give på, er Fuck Buttons stærkest.
Lys- og lydmæssigt gik det hele op i en højere enhed, lyset supplerede musikken så godt, at stemningen kom ligeså meget til udtryk via strob og flashing lights. Selvom detaljen af og til forsvandt i lydbilledet, på grund af det meget høje bas-niveau, så fornemmede man virkelig bandets udtryk.
De store lydflader stod generelt godt til Voxhalls store rum, og Benjamin John Power og Andrew Hung beviste med deres utrolig intense indlevelsesevne, at deres digitale støj æstetik har en berettigelse.
mandag den 12. oktober 2009
torsdag den 1. oktober 2009
Malcolm Middleton, d. 30. september 2009, Voxhall
Fin optræden af den ironiske sortseer fra Skotland
Jeg stødte første gang på Malcolm Middleton for nogle år tilbage, hvor jeg fik ham anbefalet. Jeg lyttede lidt til ham, og erfarede at det var nogle melankolske tekster, leveret på en forfriskende afslappet og ironisk måde. Der var, og er, ingen selvhøjtidelighed der. Ikke fordi Malcolm Middletons sange ikke kan bære det, for det kan de nu sagtens, men hele hans storbritiske-humor univers kan tale til selv den største pessimist såvel som den største optimist – og det synes jeg er lidt af en bedrift.
Jeg var naturligvis nysgerrig – for at se giraffen som man jo siger. Og i levende live ser Malcolm Middleton også lige så afslappet ud, som det tilbagelænede tekstunivers hans musik kredser om, hvor især kærlighed er emnet. For at bruge klichéen, så ligner han en ganske almindelig skotte, der ligeså godt kunne være på vej til fodboldkamp med sine ’mates’, iført en polyester zipper. Der er ikke så mange fancy-smancy dikkedarer. Ud over små vittige kommentarer indimellem, så lader han det der betyder noget, være i centrum og det er skottens sange.
Musikalsk var koncerten meget professionelt udført. De spillede en god time, og som ekstra numre, fik publikum lov til at komme med forslag til de fem studiealbums som det er blevet til – i akustisk form. Egentlig var det her, nerven i Malcolm Middletons sange kom tydeligst frem – for man tror bare på ham, når han står der med sin akustiske guitar og krænger sin sjæl og sine problemer ud. Bandet skal dog have kredit for, at levere et fint supplement i form af programmerede beats og bas, guitar, trommer og kor. Både de spidsfindige korstemmer og de støjende guitarelementer, var med til at understrege Malcolm’s fine pointer.
Selvom bandet virkede en smule matte, som muligvis glædede sig til at afslutte deres tour om en uge, så holdte de en god kontakt til publikum. Men med en så dygtig sangskriver som Malcolm Middleton, så kunne man godt have undet dem et lidt større publikum. Overordnet var det en god koncert, der på trods af et lavt energi niveau, kom flere alen over mange andre i samme genre.
Malcolm Middletons Myspace
Jeg stødte første gang på Malcolm Middleton for nogle år tilbage, hvor jeg fik ham anbefalet. Jeg lyttede lidt til ham, og erfarede at det var nogle melankolske tekster, leveret på en forfriskende afslappet og ironisk måde. Der var, og er, ingen selvhøjtidelighed der. Ikke fordi Malcolm Middletons sange ikke kan bære det, for det kan de nu sagtens, men hele hans storbritiske-humor univers kan tale til selv den største pessimist såvel som den største optimist – og det synes jeg er lidt af en bedrift.
Jeg var naturligvis nysgerrig – for at se giraffen som man jo siger. Og i levende live ser Malcolm Middleton også lige så afslappet ud, som det tilbagelænede tekstunivers hans musik kredser om, hvor især kærlighed er emnet. For at bruge klichéen, så ligner han en ganske almindelig skotte, der ligeså godt kunne være på vej til fodboldkamp med sine ’mates’, iført en polyester zipper. Der er ikke så mange fancy-smancy dikkedarer. Ud over små vittige kommentarer indimellem, så lader han det der betyder noget, være i centrum og det er skottens sange.
Musikalsk var koncerten meget professionelt udført. De spillede en god time, og som ekstra numre, fik publikum lov til at komme med forslag til de fem studiealbums som det er blevet til – i akustisk form. Egentlig var det her, nerven i Malcolm Middletons sange kom tydeligst frem – for man tror bare på ham, når han står der med sin akustiske guitar og krænger sin sjæl og sine problemer ud. Bandet skal dog have kredit for, at levere et fint supplement i form af programmerede beats og bas, guitar, trommer og kor. Både de spidsfindige korstemmer og de støjende guitarelementer, var med til at understrege Malcolm’s fine pointer.
Selvom bandet virkede en smule matte, som muligvis glædede sig til at afslutte deres tour om en uge, så holdte de en god kontakt til publikum. Men med en så dygtig sangskriver som Malcolm Middleton, så kunne man godt have undet dem et lidt større publikum. Overordnet var det en god koncert, der på trods af et lavt energi niveau, kom flere alen over mange andre i samme genre.
Malcolm Middletons Myspace
tirsdag den 7. april 2009
Loney, Dear + Marching Band, d. 6. april 2009, Voxhall
Troubadour med stort T
I starten af marts udgave Loney, Dear albummet ’Dear John’. Den har fået en ganske fin reception her i landet, og lever så sandelig også op til Emil Svanängens (som er Loney, Dear) tidligere albums. Loney, Dear, skulle, mandag aften i Århus, bevise for et halvfyldt Voxhall, at Dear John også bærer kvalitet som livemateriale.
Selve koncerten var især i starten, en præsentation af numre fra den nye plade, men der var så sandelig også plads til materiale fra tidligere albums senere i sættet. Det virkede umiddelbart som en rigtig fin vekslen, mellem præsentation og nostalgi.
Emil Svangängens vokal var et af de vigtigste elementer. Den særdeles kraftige falset i en kombination med resten af hans stemmerepertoire, var virkelig underbyggende og dragende. Især med supplementet af korstemmer, der var arrangeret på en meget naturlig og underbyggende måde.
I sjæleren ’I Love You (In With the Arms)’ var der rene ’a-capella’ stykker hvor Emil Svangängen, sang uden mikrofon sammen med en meget afdæmpet guitar. Selve effekten, hvor han skifter fra ’a-capella’ til at synge i mikrofonen igen i samme nummer, var Loney, Dear utrolig gode til at udnytte, og på den måde formåede de virkelig at bygge et dynamisk klimaks op, på en meget naturlig måde. Desuden inddrog han publikum til fællessang til svarkor, og det virkede rigtig godt. De stille numre er virkelig en af Emil Svangängen absolutte forcer.
Men ud over fællessang fra publikums side, på opfordring fra forsanger Svangängen, så var der så sandelig også en ’rave’ fest ind i midten af koncerten. Nummeret ’Under A Silent Sea’, hvor trance elementer pludselig dukker op og giver et forfriskende energisk input, hvor to hi-hats ’off-beater’, mens auto-pitch effekten a la Cher giver nummeret et skævt, men spændende touch.
Singlen fra den nye plade, *Airport Surroundings’, var også et af højdepunkterne, med et meget energisk ’Na-Na-Na’ kor, og trommernes pulserende rytme, der virkelig satte festen i gang. Ekstranumrene, ’Sinister In A State Of Hope’, ’I Am John’, ’Saturday Waits’ og ’Dear John’, var alle gode numre på afslutningen af en rigtig gennemført aften.
Stemningsmæssigt, var forholdende virkelig fordelagtige. Et utrolig velopdragent publikum, sugede nærmest alt til sig, og lyden var tilmed også særdeles tilfredsstillende. Men Loney, Dear var grundlaget for dette, og de beviste i særdeleshed deres værd denne aften.
Opvarmningsband ’Marching Band’ gjorde desuden også en god figur. Med en utrolig energi og en ganske lysten indie-pop dannede de et rigtig fint grundlag og en rigtig god stemning til Loney, Dear. Et meget spændende band, som helt sikkert bør checkes ud.
Links:
lørdag den 28. marts 2009
Lampshade - Stop Pause Play
Middelmådigt minialbum fra musikkollektivet Lampshades tredje udspil.Rebekka Maria Andersson, den kvindelige del af Lampshades vokal, har i en rum tid, beskæftiget sig med hendes solo projekt AsInRebekkaMaria. Derfor er det rart, at se Lampshade lave materiale sammen igen, da de er et ganske spændende og interessant band. De har lavet nogle fine albums før, især nogle af de allerførste ting, blandt andet samlingen ’3P’ samt deres reelle solo album ’Because Trees Can Fly’, har for denne anmelder stået som centrale punkter.
På ’Stop Pause Play’ er det er et velspillende band, og rent musikalsk fungerer Lampshade godt sammen. Forcerne er især den meget unikke kvindelige vokal og en dejligt afvekslende mandlig vokal. Et element der fungerer aldeles godt. Derudover er det gode gennemarbejdede arrangementer og grundige instrumentale elementer, der sammen med producer Nikolaj Nørlund er med til at gøre pladen bedre.
Men. ’Stop Pause Play’ virker som om vi for en stund, er blevet draget med ind i arbejdsprocessen mod et længere reelt album. Især fordi der er visse kvalitative udsving i musikken, og derfor virker det som om bandet skal have prøvet nogle sange af. Der er tre lyspunkter, og det er sådan set også det er der giver de tre stjerner i denne anmeldelse. Det er ’Silkesår’ hvor Rebkka Marias vokal, bliver flettet sammen med færøske Teiturs fine vokal – begge på dansk. ’Architecture Wounds’ hvor arrangementsarbejdet er i top, og hvor en vekslen mellem den mandlig/kvindelig vokal virker utrolig godt, samt ’Den Støjende Tid’, som er en fortolkning af et Michael Strunge digt, der med en ’ond’ guitar giver nummeret en interessant kant, igen som et fremragende supplement til Rebekka Marias vokal.
Desværre mangler de sidste tre numre lidt mere af den kant, de bruger i det sidst omtalte nummer. De dunkle og afvekslende elementer, som de viser at de kan lave, og det på en spændende måde, giver næring til en optimisme mod deres forhåbentlig kommende fuldlængde album. Her vil vi forhåbentlig se Lampshade, som et band der har sorteret det mest overflødige væk, og tilmed givet numrene kant, og turde skille sig ud, for det er der de skinner igennem.
På ’Stop Pause Play’ er det er et velspillende band, og rent musikalsk fungerer Lampshade godt sammen. Forcerne er især den meget unikke kvindelige vokal og en dejligt afvekslende mandlig vokal. Et element der fungerer aldeles godt. Derudover er det gode gennemarbejdede arrangementer og grundige instrumentale elementer, der sammen med producer Nikolaj Nørlund er med til at gøre pladen bedre.
Men. ’Stop Pause Play’ virker som om vi for en stund, er blevet draget med ind i arbejdsprocessen mod et længere reelt album. Især fordi der er visse kvalitative udsving i musikken, og derfor virker det som om bandet skal have prøvet nogle sange af. Der er tre lyspunkter, og det er sådan set også det er der giver de tre stjerner i denne anmeldelse. Det er ’Silkesår’ hvor Rebkka Marias vokal, bliver flettet sammen med færøske Teiturs fine vokal – begge på dansk. ’Architecture Wounds’ hvor arrangementsarbejdet er i top, og hvor en vekslen mellem den mandlig/kvindelig vokal virker utrolig godt, samt ’Den Støjende Tid’, som er en fortolkning af et Michael Strunge digt, der med en ’ond’ guitar giver nummeret en interessant kant, igen som et fremragende supplement til Rebekka Marias vokal.
Desværre mangler de sidste tre numre lidt mere af den kant, de bruger i det sidst omtalte nummer. De dunkle og afvekslende elementer, som de viser at de kan lave, og det på en spændende måde, giver næring til en optimisme mod deres forhåbentlig kommende fuldlængde album. Her vil vi forhåbentlig se Lampshade, som et band der har sorteret det mest overflødige væk, og tilmed givet numrene kant, og turde skille sig ud, for det er der de skinner igennem.
Fakta:
Udkom d. 26. januar 2009 på A:Larm Records
Trackliste på ’Stop Pause Play’ (Minialbum):
The Rest
123 - Lalala - Take It Back
Silkesår (Featuring Teitur)
Neon People
Architecture Wounds
Links:
Lampshade på MySpace
mandag den 23. februar 2009
Peter Brötzmann, d. 17. februar, Voxhall
PETER BRöTZMANN CHICAGO TENTET LEVERER ET SKOLEEKSEMPEL PÅ HVORDAN FREEJAZZ SER UD I DAG.Charlie Parker, Red Rodney, Fats Navarro, Chet Baker, Wardell Gray, Sonny Rollins, Miles Davis, John Coltrane, Stan Getz – dette er blot nogle af de navne der kæmpede deres kamp med heroinen da beboppen var på højeste I de glade 60’ere. Som bekendt var der nogle der tabte kampen mod det hvide stads, mens andre blot beskadigede deres karriere. Beboppens, eller jazzens udvikling i det hele taget, tog en drejning, som den måske ikke ville have taget – havde det ikke været for de prominente jazzmusikeres trang til stoffer.
Mange af de ovenstående navne, har skrevet historie med den genre de var en del af, men fornyelsen af beboppen var ikke tilstede. De var alle del af en bebop, der var groet fast. Der var ikke fornyelse i valg af instrumenter, der var en tendens til at lave flere strenge af soloer hen over et unisont tema med akkordsekvenser over standard repertoire – og det begrænsede.
Free Jazz – den totale frihed
Derfor var der en ung mand ved navn Ornette Coleman der i 1960 udgav pladen Free Jazz. Idéen ved netop denne plade var at skabe en absolut fri musik. At skære sig fri fra taktlinier, akkordskemaer og gængse kromatiske forløb, som fik frit spil på denne plade. Konventioner skulle brydes og det førte til flere former for fornyelse.
Free jazzens vigtigste tre elementer bestod og består i at inddrage råb, skrig og støj – lyde som ikke normalt blev betragtet som musikalske. En fuldstændig frihed til den der improviserer (med visse undtagelse hvor man må forholde sig til et tema) og til sidst, at undgå alt hvad der tenderer til orden.
Rytmegruppen fik en mere central rolle i stedet for dets rolle som supplement. Men ellers er netop free jazzens kendetegn, at det mangler fast grund under fødderne, eller en fast puls. Den bryder også til dels med de klassiske blå toner, de konventionelle skalaer og tonale harmonier. Derimod favner free jazzen: improvisation, eksperimentering af instrumentation, tone farver og polyrytmer.
Tyske Peter Brötzmann udspringer fra Free Jazz traditionen, og er måske mest kendt fra sit album Machine Gun fra 1968. Den indeholder rigtig mange af de tidligere omtalte elementer. Derudover indeholder den en aggressivitet i sit udtryk, som i 1968 ikke var hørt magen til. Navnet Machine Gun er ikke helt tilfældigt, for de salver figurer, fraser og melodier der bliver sendt af sted, kan tage pusten fra de fleste og gør det stadig.
At være ti og alligevel lyde som en enhed
Da tentetten går på scenen, er det til bifaldet fra et større publikum denne tirsdag aften på Voxhall. Scenen er forbløffende hurtig sat. Fra starten er det et pulserende inferno. Der er et mylder af figurer, toner, opgange og lyde. Men et eller andet sted fornemmer man hele tiden hvor i musikken man er.
I forvildelsen formår musikerne at finde hinanden. Det virker af og til som en skizofren person der møder sit andet jeg – den stille strukturelle og den noget mere aggressive person med trang til opfarenhed. Midt i virvaret finder bassen pludselig ind, med en figur der giver bund og sammenhæng, samtidig med at celloen tilføjer noget rumligt med sine effekter og distortede delay lyde. Det er det mørke overfor det lyse, hvilket de for eksempel gør ved at lade trombonen spille en figur med dæmper, som en slags call response med bas-saxofonen, der giver et flot modspil.
Der er et patchwork af melodifraser, hvor en melodi pludselig dukker op, det er der flere der fanger, der bliver spillet med på den, og resten af orkesteret underbygger ved sit dynamiske niveau. Crescendo – Klimaks – og så lige et klimaks mere. Lige som man tror at den blæsende lydtornado er nået højdepunktet, så rykker de igen et hak op ad klimaksniveauet.
Peter Brötzmann er fra første færd tilbageholden og lader i den grad, sit orkester vise hvilket stof de er lavet af. Selvom hele orkesteret er utrolig velspillende kan især cellist Fred Lonberg-Holm, saxofonist og klarinettist Ken Vandermark og bassist Kent Kessler fremhæves. Hele orkesteret når over koncerten at være solister, men disse tre er i særklasse. Fred Lonberg-Holm formår i den grad at skabe sin egen lyd, og uden at det kommer til at virke alt for tænkt, da han bruger mange effekter. Ken Vandermark er en af de styrende elementer i hele blæsergruppen og leverer en rigtig kraftfuld solo. Kent Kessler, en bassist med følelserne helt ude på tøjet, hans bas solo bliver spillet med indlevelse, aggressivitet og negle, en voldsom demonstration i hvordan en buesolo på en gulvbas kan tage sig ud. De to trommeslagere formår også at vise en kvalitet i deres sammenspillede solo, hvor de supplerer hinanden særdeles godt. De underdelinger den ene ikke spiller, spiller den anden. Det er følelse, passion, kløpinde og metalplader – der er med til at gøre lyden meget raffineret.
Der er dog ingen tvivl om hvem stjernen er denne aften. For i de
mange soloer Peter Brötzmann spiller, er han i sin helt egen klasse. Det er ubegribeligt, hvordan en næsten 70-årig herre kan levere så særpræget en lyd. Hans evne til at skabe den voldsomme, aggressive og næsten skrigende lyd ud fra saxofonen er unik, og hans forståelse for sine medspillere er noget der ikke kan efterlignes. Den metode hvorpå han skaber en nedadgående tone, samtidig med at han spiller figurer gør også at han oser af teknisk overskud.
Udover Peter Brötzmann, er den helt klare force for tentetten denne aften, at de formår at lyde som en enhed, og ikke som ti mand der kun kommer ind og spiller en solo i ny og næ. Nej forståelsen for sin medmusikant er i top og det fornemmer tilskueren med det samme. De formår at gøre en meget vild og formløs musik til noget utrolig følelsesladet – som sammen med de toner der bliver brugt, får de små hår til at rejse sig.
En klog mand sagde engang at jazz handler om personlighed, og sammen med Chicago tentetten er det lige hvad Peter Brötzmann er – en 67-årig en af slagsen.
Mange af de ovenstående navne, har skrevet historie med den genre de var en del af, men fornyelsen af beboppen var ikke tilstede. De var alle del af en bebop, der var groet fast. Der var ikke fornyelse i valg af instrumenter, der var en tendens til at lave flere strenge af soloer hen over et unisont tema med akkordsekvenser over standard repertoire – og det begrænsede.
Free Jazz – den totale frihed
Derfor var der en ung mand ved navn Ornette Coleman der i 1960 udgav pladen Free Jazz. Idéen ved netop denne plade var at skabe en absolut fri musik. At skære sig fri fra taktlinier, akkordskemaer og gængse kromatiske forløb, som fik frit spil på denne plade. Konventioner skulle brydes og det førte til flere former for fornyelse.
Free jazzens vigtigste tre elementer bestod og består i at inddrage råb, skrig og støj – lyde som ikke normalt blev betragtet som musikalske. En fuldstændig frihed til den der improviserer (med visse undtagelse hvor man må forholde sig til et tema) og til sidst, at undgå alt hvad der tenderer til orden.
Rytmegruppen fik en mere central rolle i stedet for dets rolle som supplement. Men ellers er netop free jazzens kendetegn, at det mangler fast grund under fødderne, eller en fast puls. Den bryder også til dels med de klassiske blå toner, de konventionelle skalaer og tonale harmonier. Derimod favner free jazzen: improvisation, eksperimentering af instrumentation, tone farver og polyrytmer.
Tyske Peter Brötzmann udspringer fra Free Jazz traditionen, og er måske mest kendt fra sit album Machine Gun fra 1968. Den indeholder rigtig mange af de tidligere omtalte elementer. Derudover indeholder den en aggressivitet i sit udtryk, som i 1968 ikke var hørt magen til. Navnet Machine Gun er ikke helt tilfældigt, for de salver figurer, fraser og melodier der bliver sendt af sted, kan tage pusten fra de fleste og gør det stadig.
At være ti og alligevel lyde som en enhed
Da tentetten går på scenen, er det til bifaldet fra et større publikum denne tirsdag aften på Voxhall. Scenen er forbløffende hurtig sat. Fra starten er det et pulserende inferno. Der er et mylder af figurer, toner, opgange og lyde. Men et eller andet sted fornemmer man hele tiden hvor i musikken man er.
I forvildelsen formår musikerne at finde hinanden. Det virker af og til som en skizofren person der møder sit andet jeg – den stille strukturelle og den noget mere aggressive person med trang til opfarenhed. Midt i virvaret finder bassen pludselig ind, med en figur der giver bund og sammenhæng, samtidig med at celloen tilføjer noget rumligt med sine effekter og distortede delay lyde. Det er det mørke overfor det lyse, hvilket de for eksempel gør ved at lade trombonen spille en figur med dæmper, som en slags call response med bas-saxofonen, der giver et flot modspil.
Der er et patchwork af melodifraser, hvor en melodi pludselig dukker op, det er der flere der fanger, der bliver spillet med på den, og resten af orkesteret underbygger ved sit dynamiske niveau. Crescendo – Klimaks – og så lige et klimaks mere. Lige som man tror at den blæsende lydtornado er nået højdepunktet, så rykker de igen et hak op ad klimaksniveauet.
Peter Brötzmann er fra første færd tilbageholden og lader i den grad, sit orkester vise hvilket stof de er lavet af. Selvom hele orkesteret er utrolig velspillende kan især cellist Fred Lonberg-Holm, saxofonist og klarinettist Ken Vandermark og bassist Kent Kessler fremhæves. Hele orkesteret når over koncerten at være solister, men disse tre er i særklasse. Fred Lonberg-Holm formår i den grad at skabe sin egen lyd, og uden at det kommer til at virke alt for tænkt, da han bruger mange effekter. Ken Vandermark er en af de styrende elementer i hele blæsergruppen og leverer en rigtig kraftfuld solo. Kent Kessler, en bassist med følelserne helt ude på tøjet, hans bas solo bliver spillet med indlevelse, aggressivitet og negle, en voldsom demonstration i hvordan en buesolo på en gulvbas kan tage sig ud. De to trommeslagere formår også at vise en kvalitet i deres sammenspillede solo, hvor de supplerer hinanden særdeles godt. De underdelinger den ene ikke spiller, spiller den anden. Det er følelse, passion, kløpinde og metalplader – der er med til at gøre lyden meget raffineret.
Der er dog ingen tvivl om hvem stjernen er denne aften. For i de
mange soloer Peter Brötzmann spiller, er han i sin helt egen klasse. Det er ubegribeligt, hvordan en næsten 70-årig herre kan levere så særpræget en lyd. Hans evne til at skabe den voldsomme, aggressive og næsten skrigende lyd ud fra saxofonen er unik, og hans forståelse for sine medspillere er noget der ikke kan efterlignes. Den metode hvorpå han skaber en nedadgående tone, samtidig med at han spiller figurer gør også at han oser af teknisk overskud.
Udover Peter Brötzmann, er den helt klare force for tentetten denne aften, at de formår at lyde som en enhed, og ikke som ti mand der kun kommer ind og spiller en solo i ny og næ. Nej forståelsen for sin medmusikant er i top og det fornemmer tilskueren med det samme. De formår at gøre en meget vild og formløs musik til noget utrolig følelsesladet – som sammen med de toner der bliver brugt, får de små hår til at rejse sig.
En klog mand sagde engang at jazz handler om personlighed, og sammen med Chicago tentetten er det lige hvad Peter Brötzmann er – en 67-årig en af slagsen.
Besætning I Peter Brötzmann Chicago Tentet:
PETER BRÖTZMANN - Saxofon, klarinetter
MATS GUSTAFSSON - Saxofon
JOHANNES BAUER - Saxofon
KEN VANDERMARK - Saxofon
PER-ÅKE HOLMLANDER – Tuba
FRED LONBERG-HOLM – Cello
MICHAEL ZERANG - Trommer
PAAL NILSSEN-LOVE – Trommer
JEB BISHOP - Trombone
KENT KESSLER - Bas
JOE McPHEE – Trompet
onsdag den 18. februar 2009
Niche-kvantitet og dialog - Kulturjournalistens fremtidige rolle
Kunst, Drama, Musik, Film, Bøger og så videre og så videre. Kultur.Det er sådan alle de omtalte emner bliver kendetegnet i vores morgen/ formiddags/ weekendaviser og sådan set også i det store (fiske)net - den store 'put and take sø' på din lap-top. Kulturen bliver som et andet supermarked, opdelt i afdelinger hvor 'varen' er placeret og dermed indirekte gjort til genstand for en hvis nichekonstruktion. Lad mig uddybe.
De steder man kigger efter sin kultur på nettet, bliver i højere og højere grad et meget afgrænset sted, hvor netop DIN favorit kultur bliver anmeldt omtalt og lagt ud som forfodder. Hvis man tager musikken som eksempel:
Jeg er hip-hopper og vil gerne undersøge hvad der er hipt - jeg går på danskrap.dk og ser det her - her er kompetente hip-hop kendere eller autodedakte musik anmeldere. Hvis jeg vil læse Heavy Metal anmeldelser og omtale, så går jeg ind på heavymetal.dk eller noget tilsvarende, hvor skribenterne er frivillige og siden er drevet af frivillige. Det er folk med en reelle kompetencer opbygget via erfaring og dyrkning af den enkelte genre - de formelle kompetencer bliver, sammen med kandidatgraden - losset ad hækkenfelt til.
Det er lige præcis disse 'niche-amatør' sider, der er med til at gøre det sværere for fiskeren (læs brugeren) at definere, om det er en god eller en dårlig fisk (læs musik) der er på krogen. Brugeren har fået sværere ved at afgøre, om en side egentlig er kvalificeret til at guide dig.
Don't get me wrong. Man kan få rigtig mange konstruktive ting ud af at udforske amatør sider og finde ny inspiration. Men det er til hver en tid afgørende, at der stadig eksistere en række mere kvalificerede steder hvor eksperter kan give deres mening til kende. Netop her, er kulturjournliastens rolle vigtig. For med alskens amatør-bloggeri og sider drevet af musikfanatikere uden belæg, er det vigtigt ikke at forfalde til det subjektive uden at det kan sættes ind i et større kvalificeret perspektiv.
Dialog - et vigtigt grundelement
Det er også vigtigt at den fremtidige kulturjournalist er villig til at indgå i en diskussion om sit materiale. At inddrage de nye medier. Erik Jensen, mangeårig kulturskribent og musikanmelder ved Politiken, viser på en fornem vis hvordan sagen for eksempel kan gribes an. I et blog indlæg på det tidligere MyMusic (Nu Bandbase.dk), angriber Martin Buck, Erik Jensens metoder.
Martin Buck skriver her hvad han mener Erik Jensen mener om danske musikere:
"De beskrives som tossede, velmenende optimister, der banker på Politikens dør og ringer journalisterne op i tide og utide."
Martin Buck kritisere Erik Jensens måde, at bedrive sin gatekeeper/smagsdommer rolle på. Det ikke interessant i dette indlæg om man er enig eller uenig med disse beskyldninger, men derimod, at Erik Jensen tager til genmæle. Han forsvarer sin sag, og argurmentere overfor de kommentarer der kommer til Martin Bucks blog indlæg.
Niche-kvanitet og dialog er altså nogle af de præmisser, kulturjournalister i fremtiden skal arbejde på baggrund af, og arbejde med.
Så før du tager indbkøsvognen i hånden, og begiver dig ud i det store indkøbscenter til niche varen, bør du ruste dig med en naturlig skepsis, for det er blevet sværere for kulturjournalisten at nå igennem, men dog nemmere at indgå i en dialog, og det er den der er vigtig.
De steder man kigger efter sin kultur på nettet, bliver i højere og højere grad et meget afgrænset sted, hvor netop DIN favorit kultur bliver anmeldt omtalt og lagt ud som forfodder. Hvis man tager musikken som eksempel:
Jeg er hip-hopper og vil gerne undersøge hvad der er hipt - jeg går på danskrap.dk og ser det her - her er kompetente hip-hop kendere eller autodedakte musik anmeldere. Hvis jeg vil læse Heavy Metal anmeldelser og omtale, så går jeg ind på heavymetal.dk eller noget tilsvarende, hvor skribenterne er frivillige og siden er drevet af frivillige. Det er folk med en reelle kompetencer opbygget via erfaring og dyrkning af den enkelte genre - de formelle kompetencer bliver, sammen med kandidatgraden - losset ad hækkenfelt til.
Det er lige præcis disse 'niche-amatør' sider, der er med til at gøre det sværere for fiskeren (læs brugeren) at definere, om det er en god eller en dårlig fisk (læs musik) der er på krogen. Brugeren har fået sværere ved at afgøre, om en side egentlig er kvalificeret til at guide dig.
Don't get me wrong. Man kan få rigtig mange konstruktive ting ud af at udforske amatør sider og finde ny inspiration. Men det er til hver en tid afgørende, at der stadig eksistere en række mere kvalificerede steder hvor eksperter kan give deres mening til kende. Netop her, er kulturjournliastens rolle vigtig. For med alskens amatør-bloggeri og sider drevet af musikfanatikere uden belæg, er det vigtigt ikke at forfalde til det subjektive uden at det kan sættes ind i et større kvalificeret perspektiv.
Dialog - et vigtigt grundelement
Det er også vigtigt at den fremtidige kulturjournalist er villig til at indgå i en diskussion om sit materiale. At inddrage de nye medier. Erik Jensen, mangeårig kulturskribent og musikanmelder ved Politiken, viser på en fornem vis hvordan sagen for eksempel kan gribes an. I et blog indlæg på det tidligere MyMusic (Nu Bandbase.dk), angriber Martin Buck, Erik Jensens metoder.
Martin Buck skriver her hvad han mener Erik Jensen mener om danske musikere:
"De beskrives som tossede, velmenende optimister, der banker på Politikens dør og ringer journalisterne op i tide og utide."
Martin Buck kritisere Erik Jensens måde, at bedrive sin gatekeeper/smagsdommer rolle på. Det ikke interessant i dette indlæg om man er enig eller uenig med disse beskyldninger, men derimod, at Erik Jensen tager til genmæle. Han forsvarer sin sag, og argurmentere overfor de kommentarer der kommer til Martin Bucks blog indlæg.
Niche-kvanitet og dialog er altså nogle af de præmisser, kulturjournalister i fremtiden skal arbejde på baggrund af, og arbejde med.
Så før du tager indbkøsvognen i hånden, og begiver dig ud i det store indkøbscenter til niche varen, bør du ruste dig med en naturlig skepsis, for det er blevet sværere for kulturjournalisten at nå igennem, men dog nemmere at indgå i en dialog, og det er den der er vigtig.
Abonner på:
Opslag (Atom)