Flotte popsange, et godt omkvæd, en god gang charme. Dette har været nogle af de bærende elementer på Teitur’s to foregående engelsksprogede albums. Men Teitur, er med sit tredje engelsksprogede album, gået ad en lidt anden sti, der fører et andet, men dog fantastisk smukt sted hen.Teitur har i nogen henseende bygget sine tidligere numre op i en stil, hvor guitar eller klaver har haft en stor rolle for det enkelte nummer. Dette har ganske givet været en kvalitet, hvilket også ses på mandens popularitet i Danmark. Derfor var det også en spændt Teitur fan der satte ”The Singer”, på første gang.
Med færingens tidligere albums i tankerne, må man sige at undertegnede var overrasket ved første gennemlytning. Dette er helt sikkert noget ganske andet. Nogle elementer er bevaret: Der forefindes stadig guitar akkompagnement og der findes stadig de uskyldige tekster om kærlighed. Men der er nogle helt andre ting der står i centrum. Især to ting er bemærkelsesværdige. For det første er der på dette album arbejdet med arrangementerne i en sådan grad, at man kan blive ved med at lægge mærke
til nye detaljer ved hver eneste gennemlytning. For det andet er en bemærkelsesværdig ting ved ”The Singer”, at vokalen har fået lov til at stå så meget frem i lydbilledet som den gør. På hvert eneste nummer på pladen får Teitur’s stemme lov til at være det styrende element. Man får vitterligt hver eneste detalje fra mandens vokal med, og sikke en fryd det er. Åbningsnummeret ”The Singer” er blot et eksempel på hvordan det kan gøres. Dette bæres af Teitur hele vejen, med meget få supplerende elementer.
Hele pladen er et stort højepunkt, men hvis der skal drages et par favoritter frem kan bl.a. ”Legendary Afterparty” nævnes, hvor Teitur fortæller om sit møde med den nu afdøde texanske guitarist Chris Whitley, man føler virkelig at man sidder med ved bordet i historien. Også ”Don’t Let Me Fall In Love With You” er en af safirerne på denne plade, med den blide sang og det ligeså svævende akkompagnement. Ren nydelse.
Arrangementerne og vokalen skaber ikke nødvendigvis de store pop hook-lines eller P3 hit, udover naturligvis første singlen ”Catherine The Waitress”, men dette skal absolut ikke forstås i nogen negativ forstand. Det skal forstås sådan, at Teitur har lavet, hvad der virker som en noget mere eftertænksom og ærlig plade. Den har personlighed og frem for alt et ufattelig højt kvalitetsniveau. Jeg tror personligt ikke at Teitur vil beholde hele sin gamle lytterskare med hunger efter radiohit, men han vil derimod få mange flere der vil forstå hans ufattelig flair for at lave de gode, fantastisk følte pop numre der i den grad klæder ham.
Dette er et af de smukkeste albums der er lavet i år, og det fastsætter for alvor Teitur på en mur sammen med resten af de nordiske skjalde.
Kun et råd kan gives, køb pladen!
