I Got You On Tape, d. 28. feb. 2008

Dette var den første koncert, af en lille Danmarks turné på 6 koncerter rundt i landet, som I Got You On Tape er på i øjeblikket. De er aktuelle med deres andet album ”2”, som udkom i oktober sidste år. Det har fået en fin modtagelse, og bandet har fået opmærksomhed omkring nummeret ”Somersault”, der har fået en del airplay i radioen. Men derudover var der denne torsdag aften lagt i ovnen til en opførsel af det bedste fra de 2 første albums.

Det er et 5 mands orkester, der hver især virkelig spiller med den tilbagelænethed, man også føler kendetegner I Got You On Tape’s musik. Især når det ses med det blotte øje virker det ufattelig godt. Bandet startede dog en anelse forsigtigt ud og det var først i sidste halvdel af sættet, trods god lyd, at man for alvor kunne mærke at de havde spillet sig varme.

Første halvdel af sættet havde dog også sine højdepunkter. Især var ”Dumping The Motorheads” og ”Hammertime” begge ufattelig velspillet, og med guitarflader der giver en nærmest drømmende effekt, og med hamrende rytmer der bygger nummeret op i ”Hammertime”. Ved skiftet mellem ”Prophet Rock” og ”Pins And Needles” kan man mærke at energien lige trækkes et niveau op. Efterfulgt af en lo-fi agtig ”Polkadots”, hvor Hr. Jacob Bellens’ stemme virkelig får lov til at træde frem, til det gode.

Højdepunkter er der nok at tage af i sidste halvdel af sættet, den fængende ”Buzz On My Block”, den til tider reggae (guitar) inspirerede ”Le Complication”, og den fantastisk smukke ”Somersault”. Før bandet bliver hidkaldt af publikum til 2 ekstra numre spilles en ufattelig tung udgave af nummeret ”Mary Jane”, desperationen løber nærmest ned ad væggene.

De to ekstra numre, sluttes med en god gang instrumental frihed, hvor bandet for alvor får lov at afslutte med manér, og det gør de i sandhed også.

Der er ingen tvivl om at I Got You On Tape er et ufattelig velspillende band med en ganske unik forsanger, deres efterhånden fyldige repertoire er med til at skabe flere højdepunkter end det modsatte. Dog savnede undertegnede at spilleglæden kommer til udtryk en anelse tidligere, selvom de små hår også rejste sig i første halvdel af sættet. Men altså, ganske fortrinlig optræden af et band, der forhåbentlig kommer tilbage inden længe.

Set-liste
Bedbug
Dumping The Motorheads
Hammertime
Sound Of My Bell
Waiting To Blow
Guerilla Girl
Medicine
Sticks And Bars
Prophet Rock
Pins And Needles
Polkadots
Buzz On My Block
Doctor Watching
Le Complication
Concorde
Somersault
Mary Jane
X-tra
Cream
Grasshopper

Teitur (m. Helgi Jonsson), Train, d. 15. feb.

Opvarmningen bestod af den islandske Helgi Jonsson, der også i Danmark har fået gode anmeldelser for sin tidligere optræden på Spot festivalen, og han skuffede da aldeles heller ikke denne aften. Med sin trækbasun og hans nøgne uforstærkede, og absolut ubesværede flotte stemme, startede han ud med nummeret On/Off. Efterfølgende tog han sin guitar i hånde, og serverede et par af hans utrolig smukke sjælere. Og trods et knap så høfligt publikum, formåede Helgi Jonsson alligevel at levere et indtryk. Et indtryk af noget frisk, umiddelbart og en så absolut fremragende vokal.

Det var til en udsolgt koncert Teitur denne kølige fredag aften i februar skulle indfri forventningerne til hans nye album. ”The Singer” er titlen, og den har allerede vundet store roser i de fleste anmeldende instanser i Danmark. De har alle båret præg af at Teitur til dels har ændret sin vanlige, en mand og en guitar, arrangementer. Det er i højere grad blevet drejet over mod blæsere, bas, cello, klokkespil og kor der er med til at skabe en ny stemning i Teiturs musik, men absolut ikke noget fremmed. Og det var netop denne besætning der var tilstede til denne koncert, kun tilføjet af en trommeslager.

Første del af koncerten ligger mere eller mindre ud med en gennemspilning af det tidligere omtalte nye album. Startende ud med ”Guilt By Association”, med bl.a. strygere på guitar. Vokalen står i centrum, og hvilken fornøjelse det er, Teitur har ganske enkelt en ekstremt blød og behagelig stemme, der virkelig kommer til sin ret.

Arrangementerne til The Singer er gennemførte, og de er i den grad blevet gennemarbejdet. De virker utrolig godt i en live-sammenhæng. De små hår på armene får flere gange under koncerten frit spil. Det ændrer dog ikke ved at publikum i nogen grad, var lidt svært at trække rundt i manegen. Folk ventede spændt på noget de kendte, og udover ”I Run The Carousel”, fik de ikke dette før til allersidst i sættet. Og det vakte da også en forventningens glæde, i sidste halvdel af sættet, at høre velkendte sjælere som ”I Was Just Thinking” og ”Josephine”. Bandets jam agtige facon i ”Hitchhiker” var også opløftende, med de yderst strikte arrangementer der havde været tidligere, at få plads til lidt frispil. Men også nogle af de nye numre formåede at træde frem. Det Quentin Tarantino inspirede ”The Girl I Don’t Know” og ”Legendary Afterparty”, var begge to gode højdepunkter.

I midten af sættet kom der skumfiduser rundt til alle, og det ligesom med resten af Teiturs udstråling denne aften, kunne man da heller ikke andet end at blive glad. Dette blev efterfulgt af singlen fra ”The Singer”, ”Catherine The Waitress”, som vakte glæde ved publikum. Sidste nummer på programmet, før det færøske ekstranummer, var titlen til ”The Singer”. Denne blev fremfør af blot Teitur og hans underfundige, behagelige vokal. Dette var måske det mest intense under hele koncerten, og viste virkelig hvor meget Teitur i virkeligheden er netop det hans album giver ham ud fra at være.

Over en kam, var det en vellykket aften for den gode Teitur, og jeg er sikker på at når hans nye album for alvor har vundet indpas ved publikum, vil de vende ligeså talstærkt tilbage næste gang.
Det var en servering af den blødeste, behagelige Teiturske musik som vi kender den, og som Teitur selv ville have sagt: Så er der skumfiduser til folket! For det var i sandhed det man fik serveret for ørene.

Set-liste
Guilt By Association
Your Great Book
Don’t Let Me Fall In Love With You
We Still Drink The Same Water
You Should Have Seen Us
The Girl I Don’t Know
I Run The Carousel
Letter From Alex
Legendary Afterparty
Catherine The Waitress
Start Wasting My Time
I Was Just Thinking (Akustisk)
Josephine
Louis Louis
Hitchhiker
One And And Only
The Singer
X-tra
”Færøsk Sang”

Teitur - The Singer

Vil bare lige pointere at man kan høre det meste af Teitur's album, der udkommer på mandag d. 11. feb., på hans Myspace side :) God fornøjelse, jeg har haft glæde af det hele dagen i hvert fald.

Vampire Weekend - Vampire Weekend

Jeg hørte engang en sige at indie var det nye sort. Dette kan nogen grad sættes til diskussion, men denne debut plade af det New York’ske band Vampire Weekend, kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

Bandet slog sine rødder på Colombia University i 2006, hvor de startede med små jobs til fester og lignende. Herfra har de arbejdet sig op, ved at udgive deres The Mansard Roof EP, der skabte en stor hype om bandet i 2007, og er altså nu aktuelle med deres selvbetitlede debut plade ved XL Records.

Stilen bliver af dem selv kaldet ”Upper West Side Soweto”, men kan nærmere beskrives som en art indie-pop med inspiration af afro-pop. Sangene er nemlig meget bygget op af særegne rytmer og melodi figurer. Dette mikset sammen med forsanger Ezra Koenig’s bløde stemme, giver en behagelig lyd. Heller ikke i produktionen rører producer Rostam Batmanglij meget ved instrumenternes lyd, og alt har i høj grad fået lov til at komme ud nogenlunde uberørt. Første sang på skiven er ”Mansard Roof”, der også er orkesterets første single udspil. Der er bygget op omkring finurlige rytmer, og en instrumentalt omkvæd der egner sig som et fantastisk gimmick, og fænger med det samme. Også ”Bryn” skal nævnes, hvor melodierne og guitar figuren ikke kan andet end at få træbenet til at vippe. Gennemgående er det et utrolig dansabelt album der burde kunne få smilet frem på enhver, og få en fast plads hos alskens indie DJ’s.

Temaerne omhandler de klassiske universitetsproblemer, kærlig, piger og fester. Og dette gør de sidste tre numre på albummet også, I Stand Corrected, Walcott, The Kids Don’t Stand A Chance er alle pust på en indie scene der trængte til et friskt af slagsen. For selv efter 4., 5. Og 10. Gennemlytning holder disse numre.

Det er vedvarende og absolut noget der bør anskaffes hvis ikke man har gjort det. Disse blodsugende universitets vampyrer har formået at skabe et album, der i hvert fald får indie-afro-pop til at fremstå som det nye rødt.

Og hvis det er tilfældet må rødt være det nye sort. Fremragende.