Jamen, hvordan kan de stadig ikke forstå det?

Man kan sidde og blive hel harm sådan en mandag eftermiddag. Ud af ingenting, kan man pludselig føle væmmelsen over mennesket og hvor grisk og blindt det kan være.
Jeg faldt over en artikel på TV2's side (Se Link), hvor en mand bliver sagsøgt for 160.000 kr. for at have delt ca. 13,000 numre online vha. P2P. Efter så lang tid med denne fildelingsdebat, er det mig fuldstændig ufatteligt, hvorledes pladeselskaber og anti-piratgruppe, endnu ikke har forstået hvad det her går ud på. Man snakker om rettigheder der bliver krænket, penge der ikke bliver betalt og om at der bliver stjålet fra musikernes lommer. Jeg vil vove at påstå, at disse mennesker der gør sig til poltivogtere over vores allesammens internet, gør sig skyldig i en forbrydelse der er meget værre. Frihedsberøvelse. Gid jeg ikke sad og skrev eksamen, så jeg havde tid til en yderligere uddybning af denne, trættende debat, som desværre får sympati og støtte fra vores eget system. Tænk nu airplay, tænk promovering, tænk eksponering, tænk nyt.

Kald mig endelig ensidet, men det er simpelthen et eksempel på EKSTREM dårlig markedsføring vi ser endnu et eksempel på. Øv, hvor bliver man harm.

Link til TV2's historie
Link til Politikens dækning af samme historie

No And The Maybes - No And The Maybes

Interessant debut fra 3 mandsorkesteret, nej og måskerne.
No And The Maybes er et navn der er dukket op ret ofte på det sidste. De spillede på dette års spot festival og har på flere danske, og ikke mindst udenlandske, magasiner fået stor opmærksomhed, og er blevet spået som de næste ’store’. Derfor har forventningerne da også været store til dette ventede debut album.

Når et band bliver eksponeret på denne måde, er det altid næsten 50/50 om det går den ene eller den anden vej. Og er det mon så gået den ene eller den anden vej i forhold til denne anmelders mening. Tja, man vil nok, som de fleste, fristes til at lægge pladen et sted i midten. Så kan man komme med de klassiske kommentarer om at man synes der er potentiale, og at man glæder sig til at høre næste udspil, med håbet om at bandet vokser i stil og i modenhed. Pladen, har jeg, da også placeret et sikkert sted i midten. Det er svært at undgå de ovenstående klichéer, men man vil dog understrege at denne plade, i det omfang det kan bruges til noget, karaktermæssigt, får et stort 4 tal.

Bandet besidder nemlig evnen til at skabe en naiv, enkel kvalitativ melodi, samtidig med at det undgår at blive ensformigt og kedeligt. Dette er en kunst der ikke er nem at gøre efter. Godt nok bliver bandet, fra pladeselskabets side, slået op som et band der søger at finde deres egen lyd, og generelt er trætte af genrekopier osv., og de finder den da også, men der er inspiration at spore. Hvis man skulle placere bandets plade på genrehylden, ville den nok skulle placeres et sted mellem Pet Sounds og The White Album, men med et twist af synth, håndklap, bjælder og klokkespil/xylofon. Ja, fantasi skal der til.

Det forhindre dog bestemt ikke albummet i at have nogle perler. Førstesinglen, ”Petra Petrified”, bør fremhæves. Omkvædet er en sand ørehænger, og de små finurlige elementer der bygger de forskellige elementer af sangen op fungerer rigtig godt i det samlede billede. Derudover er både ”Hummingbird Bed”, ”Mouth”, ”Can I Sleep With Your Friends?” og ”I Know A Girl” alle numre der skinner igennem som nogle af albummets stærkeste. Især sidstnævnte sang, har et yderst originalt omkvæd, og er et af de absolutte højdepunkter. Korarrangementet er i top, og guitarfigurerne falder rigtig godt i hak med beat og alle de små ’sjove’ lyde der dukker op.

Bandet holder et generelt højt bundniveau og særligt alle de små gimmicks der dukker op i deres sange, med en bred bue af instrumenter, fungerer rigtig godt. Sammen med de flerstemmige og virkelig gennemarbejdede korarrangementer og deres gode melodier, er disse elementer bandets klare force. Så, selvom inspirationskilderne er indlysende, formår bandet at forblive sig selv, og det må man sige er en kvalitet i sig selv. Spændende debut.

Links:
http://myspace.com/noandthemaybes

M83, d. 7. oktober, Voxhall

Store klangflader, Simple pop melodier og det store Anthem.
Anthony Gonzalez er hovedmanden bag M83. Han har, som M83, efterhånden eksisteret i en årrække, men har desværre ikke opnået det helt store gennembrud her i Danmark. Det seneste album ”Saturday = Youth”, har i danske sammenhænge fået en meget blandet modtagelse, mens den i internationale sammenhænge har høstet store roser af bl.a. Pitchfork m.fl. M83 er et af de tilfælde hvor stilen har det med at dele vandene, og skabe en god debat, om hvor grænsens mellem stilinspiration og originalitet går. I hvert fald bliver bandet ofte klandret for, at lyde for meget som ”My Bloody Valentine”, ”Múm”, ”Sigur Rós”, ”Mercury Rev”, ”Air” og andre. Der er ikke nogen tvivl om hvor inspirationen kommer fra, og om det er for meget vil jeg nu lade stå til åben diskussion. Men til koncert tirsdag d. 7. oktober overbeviser bandet nu alligevel undertegnede om deres, mere end momentvise, kvaliteter og deres originalitet.

Bandet består af en trommeslager, en guitarist, en kvindelige synth- og vokal samt Anthony Gonzalez på synth, guitar, samples og vokal. Og i denne besætning skaber de en af de største lyde jeg har hørt i længere tid (vores egne danske Small, er de eneste der kommer tilnærmelsesvis i nærheden af), hvilket så absolut hælder til det gode, det meste af vejen. Deres opbygninger af numrene fra noget ofte ganske afdæmpet til et klimaks er et gammelt trick, som de mestrer til fulde. Ofte fungerer deres numre faktisk bedst når de får lov at kulminere og udvikle sig oppe i det røde felt. De skift trommeslageren laver fra el- til rigtige trommer er en af elementerne, samt meget store klangflader i en kombination af synths, guitar og et stramt back-track (supplerende spor fra en computer) der supplerer bandet hele vejen igennem.

Et af bandets lidt svage sider, er omkring de vokal samples der er på nogle af deres numre, bl.a. til ”Highway of Endless Dreams”, her er det et vokalt sample der starter nummeret, og i ”Moonchild” hvor tilfældet er det samme. Det narrative, historiefortællende element de formodentlig ønsker at skabe, ved at benytte disse elementer, fungerede ikke helt så godt i live situationen som det gør de respektive studiealbums. Dette er lidt en skam da begge vokalister i bandet er yderst overbevisende, og derfor måske godt kunne påtage sig rollen, eller simpelthen udelade det i live sammenhæng. Derudover fylder bandets back-track en stor del af deres lyd, især i ekstranummeret ”coleurs” hvor vi er på grænsen til techno, og dette er også et, til dels, energi tabende element.

Ellers var første del af koncerten nok desværre bandets svageste. Lyden var ikke helt god, faktisk var den ganske enkelt for lav. Når man er inde og høre musik i denne genre, vil man gerne kunne mærke den der bund i maven og så man rent faktisk også kan mærke hvor højt til loftet der bliver spillet. Det blev der heldigvis gjort noget ved som koncerten skred frem, hvilket hjalp på at få de dynamiske elementer op til det sted under loftet, hvor de hører hjemme.

M83 tog os altså igennem deres univers på alle leder og kanter. De kan nemlig både skrive simple synth pop sange, samtidig med at de kan spille støj på den synth-prog-rock agtige måde, hvor der bliver bygget op til klimaks efter klimaks. Derudover formår de også, at skabe deciderede anthems, især nummeret ”Don’t Save Us From The Flames” skinner igennem her. Numrene fra ”Saturdays = Youth” var, herudover, også dem der klart var bedst og flest (fx. Kim and Jessie), og som for alvor bragte M83’s kvaliteter frem i lyset. Når de kan lave en kombination af de simple pop melodier, sammenkoblet med de prog-rock agtige elementer, ja så bliver det interessant at høre. I hvert fald kan man håbe at M83 går i samme retning, som der er at finde på ”Saturdays = Youth” det er her deres sande originalitets element ligger, og det her man kan håbe de finder inspirationen til at nå nye højde.

Selvom første del af koncerten måske kun kunne vurderes til en 3 stjerner, så formåede de alligevel at hive den op i sidste del af koncerten til omkring de 5 stjerner, derfor falder vurderingen et jævnt retfærdigt sted i midten, og så må man inderligt håbe at bandet formår at hive den skridtet længere op næste gang. Men hvis man stadig ikke helt ved hvor man skal placere M83’s lyd, så synes jeg såmænd bare man skal tage den næste raket ud i rummet og så kigge ud af vinduet, for det er lige der man finder M83’s univers, ufattelig højt oppe og svævende. Men de kan nå højere, og det håber jeg virkelig man får lov at opleve.

Set-liste:
Run Into Flowers
Moonchild
Kim & Jessie
We Own The Sky
Graveyard Girl
Gone
Teen Angst
Highway Of Endless Dreams
Don’t Save Us From The Flames
Skin Of The Night
X-tra
Coleurs

Links:
http://ilovem83.com
http://myspace.com/m83