Lydmanden havde for alvor trykket på sin ’fuck button’ søndag aften på Voxhall. Aldrig før har jeg oplevet den fysiske forstand af ’the-wall-of-sound”. Mine næseben vibrerede når jeg trak vejret og jeg kunne mærke, at de små hår på mine arme bevægede sig, i takt med en fast four-to-the-floor fornemmelse.
Først var jeg skeptisk, men så indså jeg lidt efter, at det egentlig er sådan den musik skal være. Fuck Buttons, som er det band der er på tale, skal være højt og kroppen skal kunne tage den bas-blæs. Det hører simpelthen med til oplevelsen af Fuck Buttons.
Ligeså snart man indser det, åbner der sig et helt nyt musikalsk univers. Det univers Fuck Buttons centrerer sig om, er en post-rocket udgave af en digital støjrock, og det gør de med digitale samples, legetøjsmikrofoner, tromme og keyboards.
De to gutter står ved det samme elektroniske alter, hvor de bruger tribal-rytmer, primal-skrig, en fast pulserende dyb bas, plus en helt fantastisk indlevelse i den musik de kanaliserer ud via jack-kabler, synth og sample-triggere.
Bandet spillede både numre fra den nye plade Tarot Sport, men også fra deres helt fantastiske plade Street Horrrsing fra 2008. Pladerne har delt vandende, ligesom deres koncert på Roskilde Festivalen i år delte vandende - men det er ret svært at forstår.
For på Voxhall var højdepunkterne mange og især: Bright Tomorrow og singlen fra det nye album Surf Solar, stod som de stærkeste denne søndag aften. Når primal-skrigene skærer sig ind i marven på dig, når trommerne giver dine indvolde en rystetur eller når øregangene næsten er ved at give på, er Fuck Buttons stærkest.
Lys- og lydmæssigt gik det hele op i en højere enhed, lyset supplerede musikken så godt, at stemningen kom ligeså meget til udtryk via strob og flashing lights. Selvom detaljen af og til forsvandt i lydbilledet, på grund af det meget høje bas-niveau, så fornemmede man virkelig bandets udtryk.
De store lydflader stod generelt godt til Voxhalls store rum, og Benjamin John Power og Andrew Hung beviste med deres utrolig intense indlevelsesevne, at deres digitale støj æstetik har en berettigelse.
mandag den 12. oktober 2009
torsdag den 1. oktober 2009
Malcolm Middleton, d. 30. september 2009, Voxhall
Fin optræden af den ironiske sortseer fra Skotland
Jeg stødte første gang på Malcolm Middleton for nogle år tilbage, hvor jeg fik ham anbefalet. Jeg lyttede lidt til ham, og erfarede at det var nogle melankolske tekster, leveret på en forfriskende afslappet og ironisk måde. Der var, og er, ingen selvhøjtidelighed der. Ikke fordi Malcolm Middletons sange ikke kan bære det, for det kan de nu sagtens, men hele hans storbritiske-humor univers kan tale til selv den største pessimist såvel som den største optimist – og det synes jeg er lidt af en bedrift.
Jeg var naturligvis nysgerrig – for at se giraffen som man jo siger. Og i levende live ser Malcolm Middleton også lige så afslappet ud, som det tilbagelænede tekstunivers hans musik kredser om, hvor især kærlighed er emnet. For at bruge klichéen, så ligner han en ganske almindelig skotte, der ligeså godt kunne være på vej til fodboldkamp med sine ’mates’, iført en polyester zipper. Der er ikke så mange fancy-smancy dikkedarer. Ud over små vittige kommentarer indimellem, så lader han det der betyder noget, være i centrum og det er skottens sange.
Musikalsk var koncerten meget professionelt udført. De spillede en god time, og som ekstra numre, fik publikum lov til at komme med forslag til de fem studiealbums som det er blevet til – i akustisk form. Egentlig var det her, nerven i Malcolm Middletons sange kom tydeligst frem – for man tror bare på ham, når han står der med sin akustiske guitar og krænger sin sjæl og sine problemer ud. Bandet skal dog have kredit for, at levere et fint supplement i form af programmerede beats og bas, guitar, trommer og kor. Både de spidsfindige korstemmer og de støjende guitarelementer, var med til at understrege Malcolm’s fine pointer.
Selvom bandet virkede en smule matte, som muligvis glædede sig til at afslutte deres tour om en uge, så holdte de en god kontakt til publikum. Men med en så dygtig sangskriver som Malcolm Middleton, så kunne man godt have undet dem et lidt større publikum. Overordnet var det en god koncert, der på trods af et lavt energi niveau, kom flere alen over mange andre i samme genre.
Malcolm Middletons Myspace
Jeg stødte første gang på Malcolm Middleton for nogle år tilbage, hvor jeg fik ham anbefalet. Jeg lyttede lidt til ham, og erfarede at det var nogle melankolske tekster, leveret på en forfriskende afslappet og ironisk måde. Der var, og er, ingen selvhøjtidelighed der. Ikke fordi Malcolm Middletons sange ikke kan bære det, for det kan de nu sagtens, men hele hans storbritiske-humor univers kan tale til selv den største pessimist såvel som den største optimist – og det synes jeg er lidt af en bedrift.
Jeg var naturligvis nysgerrig – for at se giraffen som man jo siger. Og i levende live ser Malcolm Middleton også lige så afslappet ud, som det tilbagelænede tekstunivers hans musik kredser om, hvor især kærlighed er emnet. For at bruge klichéen, så ligner han en ganske almindelig skotte, der ligeså godt kunne være på vej til fodboldkamp med sine ’mates’, iført en polyester zipper. Der er ikke så mange fancy-smancy dikkedarer. Ud over små vittige kommentarer indimellem, så lader han det der betyder noget, være i centrum og det er skottens sange.
Musikalsk var koncerten meget professionelt udført. De spillede en god time, og som ekstra numre, fik publikum lov til at komme med forslag til de fem studiealbums som det er blevet til – i akustisk form. Egentlig var det her, nerven i Malcolm Middletons sange kom tydeligst frem – for man tror bare på ham, når han står der med sin akustiske guitar og krænger sin sjæl og sine problemer ud. Bandet skal dog have kredit for, at levere et fint supplement i form af programmerede beats og bas, guitar, trommer og kor. Både de spidsfindige korstemmer og de støjende guitarelementer, var med til at understrege Malcolm’s fine pointer.
Selvom bandet virkede en smule matte, som muligvis glædede sig til at afslutte deres tour om en uge, så holdte de en god kontakt til publikum. Men med en så dygtig sangskriver som Malcolm Middleton, så kunne man godt have undet dem et lidt større publikum. Overordnet var det en god koncert, der på trods af et lavt energi niveau, kom flere alen over mange andre i samme genre.
Malcolm Middletons Myspace
Abonner på:
Opslag (Atom)