Marybell Katastrophy

Jeg så lige at jeg slet ikke have kommenteret omkring Marybell Katastrophy. Ikke fordi man i disse massemediale tider skal kommentere alt, men jeg synes virkelig at det er værd at lytte til dette band. Marybell Katastrophy har på deres hjemmeside deres numre til download (som virtuelt album), og kan selv bestemme hvad man vil give. Ikke mere snak om metoden mere, for deres sange er fantastisk interessante at lytte til. Det er blot 5 numre, men der er rigeligt at give sig i kast med. Man kommer for alvor rundt i følelsesregisteret. Eksempelvis "Jaques", hvor en aggresiv underliggende pulserende rytme driver nummeret frem, og til slut nummeret "His Desperate Voice" der er meget skrøbeligt og flot, med blot klaver, sang og nogle få effekter. Højdepunktet for undertegnede er dog nummeret "Red Red", hvor nogle kontrasterende elementer mellem vers og omkvæd er med til at skabe en meget intens stemning omkring dette nummer. Versene viskes, med den effekt at lytteren i høj skærper koncentrationen og lytter efter. Virkelig fedt album, det kræver nogle lyt, men så sidder den der også.

Hent det her.

Sød blød fløde vokal

Ja nu kan det da godt være at der er mange der har fået for meget af kvinder med den lækre flødestemme (Tina Dickow, Feist, Jonna Lee etc.). Men jeg må sige at de tiltaler mig på det kraftigste, og så var det jo at jeg for leden lige faldt over endnu en, med en helt fantastisk stemme. Sådan en aften hvor du lige sidder og skal køle ned før du skal i seng, så tage lige lyt til Somebody Hurt You med hende her "A Girl Called Eddy".

Det er et helt fantastisk enkelt pop nummer, men det er bare så lækkert.

Ed Harcourt

Jeg var inde og se Ed Harcourt i fredags, og man må alvor sige at han gjorde sit indtryk. Jeg har i lang tid hørt lidt en gang imellem af ham, men efter at have oplevet ham har hans musik for alvor vokset på mig. Ed Harcourt laver noget fantastisk følsomt musik, der i den grad kan dække hele registeret. Lyt lige til det en gang mere næste gang :)

Rufus Wainwright

Ok, onsdag aften var jeg inde og opleve Rufus Wainwright. Det var virkelig en ligeså god oplevelse som jeg havde regnet med, og der kom en ekstra bonus oven i hatten. For udover at han spillede alle de gode fra sit nye album, så viste det sig, ja jeg må virkelig have sove i timen, at det var Jeff Buckleys gamle trommeslager Matt Johnson der spillede for Rufus. Jeg sad det meste af koncerten og funderede over at det virkelig var en dygtig trommeslager, og da han så blev præsenteret faldt femøren :) Fedt at opleve en der har været så tæt, på den mest inspirerende musiker der nogensinde har levet. Tak for det Rufus!