Bon Iver - For Emma, Forever Ago

Bag navnet Bon Iver (kommer af det franske ord Bon Hiver = God Vinter) gemmer der sig en fyr ved navn Justin Vernon. Han har lavet denne debutplade under og efter et ophold i en hytte i ødemarken i Wisconsin i 3 måneder, hvor han med meget få midler har formået at lave en plade af den fineste slags, kun horn trommer og nogle kor stemmer er efterfølgende tilføjet i et studie i North Carolina. Ud over kun at have primitivt optage grej med, måtte han også, i bedste Christopher McCandless stil, selv sørge for mad, varme osv. Og nu tænker man så, det er da set før at en musiker bruger isolation som inspiration, men der er blot en ting der adskiller Bon Iver fra mange af disse andre – det virker i hans tilfælde.

”For Emma, Forever Ago” blev oprindeligt udgivet i 2007 af Justin selv i 500 eksemplarer, men efter at disse 500 eksemplarer blev revet væk, er albummet udgivet i både USA og Europa.

Denne plade er noget ganske særligt, det kan der ikke herske nogen tvivl om. Allerede efter første gennemlytning føler man sig allerede inde i Bon Ivers univers. Numrene på pladen bærer præg af en nærhed der sjældent er set bedre. Det kommer bl.a. af en meget minimalistisk produktion, hvor man har bibeholdt den meget mand-der-spiller-i-en-hytte-på-sin-guitar stemning. Guitaren har en meget varm lyd hele vejen igennem, og selvom der kommer instrumenter der ikke er optaget i hytten, så ødelægger det på ingen måde nærhedsfornemmelsen eller det meget autentiske lydbillede.

Nærmest samtlige numre er blevet overdubbet på den ene eller den anden måde. F.eks. i ”re: Stacks” hvor panoreringen af vokalen giver en fornemmelse af at Justin Vernon rent faktisk fører en samtale med sig selv. Generelt er det et kæmpe stykke kvalitets arbejde der er gjort for vokalen, og den varme falset Justin Vernon besidder fører en ganske blidt gennem albummet og putter en under dynen i hytten i Wisconsin, hvor man kan få lov at se og lytte med.

Og spændende er det bestemt at lytte med, for de fortællinger der er på albummet er virkelig godt skrevet. Eks. I re: stacks: There's a black crow sitting across from me; his wiry legs are crossed // And he's dangling my keys he even fakes a toss // Whatever could it be // That has brought me to this loss? Her bliver desperationen virkelig underbygget, og ligeledes i omkvædet: On your back with your racks as the stacks as your load // In the back and the racks and the stacks are your load // In the back with your racks and you're un-stacking your load. Lidt finurligt bliver disse linier præsenteret, sammen med en ganske fin og enkel guitar figur. Der er med til at gøre re: Stacks til et af albummets absolutte højdepunkter, i den grad det er muligt at fremhæve en perle frem for en anden.

Pladen består nemlig udelukkende af perler og der er ganske enkelt ikke nogen let sag at skulle sætte en finger på noget. Det er sjældent man hører et album man i den grad føler er så uopslideligt, at man efter utallige gennemlytninger bliver ved med at finde en ny yndling, og dette på trods af at albummet kun indeholder 9 numre.

Man kunne sagtens i denne anmeldelse rose hvert enkelt nummer for dets kvaliteter og for albummet røde tråd der gør dette album til noget helt særligt. Men i stedet vil jeg komme med den inderligste opfordring om at erhverve sig dette album, for det er for alvor det smukkeste album der i skrivende stund er lavet i 2008.


Numre på ”For Emma, Forever Ago”:

Flume
Lump Sum
Skinny Love
The Wolves (Act I & II)
Blindsided
Creature Fear
Team
For Emma
re: Stacks

Man Man, d. 19. maj, Voxhall

Der er noget undertegnede fra starten af denne anmeldelse gerne vil gøre klart. Man Man er et mærkværdigt band. Denne aften starter det 5 man store orkester showet ved at gøre entre i hvide dragter, malet med hvid krigsmaling. Og sikke en kamp man bliver taget igennem. Man står og taber pusten bliver tørstig og man skyller det hele ned med den blanding af så mange ting, som Man Man i virkeligheden er.

En typisk Man Man krigs-cocktail kunne bestå af 1 del Kaizers Orchestra, 1 del Tom Waits, 1 del fusions rock/jazz alt dette tyndes og blandes med ligeså meget fandenivoldskhed og ligeså meget spilleglæde der overhovedet kan være plads til.

Man Man starter fra første tone/trut/slag/fløjt med at overvælde sit publikum. Der sker hele tiden noget nyt på scenen man finder interessant og det hele bliver altså fremført med en dygtighed der er bemærkelsesværdig. Nogen gange spiller de nogle fine melodier fremført af en fint mandskor, andre gange bliver man hevet i gennem en sigøjner rock med improvisation og pludselig befinder man sig i næste nummer med konstant skiftende taktarter og nytårshorn som hovedingrediens. Men det der binder alle disse umiddelbart vanvittige ting sammen er i høj grad bandet fingerspitzgefühl til at lave fremragende korarrangementer, og til hele tiden at underbygge nummeret med nogle fængende stemmer. Især forsangeren formår med hans meget dybe stemme at holde lytteren stangen.

Man Man’s musikalske performance kan mest sammenlignes med en leg. De virker som sig selv i det de laver. De hopper, danser, råber, synger, spiller (på alles instrumenter) og legen er i sandhed en oplevelse at iagttage.

Man Man måtte desværre nøjes med at se ud på ca. 30 publikummer, man kunne håbe for dem at der næste gang er flere til at opleve denne fantastiske energiudladning som Man Man er. Og selvom Man Man virker som noget der kunne betegnes som en niche inden for musik, så er de bestemt et band der fortjener opmærksomhed og som undertegnede til enhver tid rejse for at se igen.

Man Man they can play!

Ane Brun, d. 28. april 2008, Voxhall

”Changing Of The Season” er navnet på Ane Bruns tredje studiealbum, som i mange danske medier har fået en ganske god modtagelse og Ane Brun kunne da også på denne tirsdag aften skue ud over en næsten fyldt sal, der for alvor var klar på at høre hvordan denne nye plade skulle tage sig ud live.

Efter opvarmning af Nina Kinert (S), der også agerede som korsanger for Ane Brun, var der for alvor lagt i ovnen til en af de mere afdæmpede aftener. Et spøjst indslag med en ’ladyboy’ som ekstra trommeslager i sidste nummer lagde bunden for den lettere humoristiske stemning, der bestemt virkede på publikum.

Det var et veloplagt orkester, og en veloplagt Ane Brun, som blødt, sparkede showet i gang med nummeret: ”Raise My Head”. Dens fine strygerarrangement kombineret med en afdæmpet guitar lagde virkelig en godt akkompagnement til Ane Bruns varme vokal. Herefter fulgte en tour de force gennemspilning af hele ”Changing The Seasons”, bortset fra et par sidespring indimellem. Især ”This Voice”, fra Ane Bruns andet studiealbum bør fremhæves. Strygernes enkelt toner der sammen med trommerne danner rammen for en drømmende sfære, der meget symbolsk, leder tankerne hen mod faldende blade og efterårsstemning. Også ”Ten Seconds” fra det nye album fungerede aldeles fremragende, med dens svævende ”uh” kor der bærer nummeret hele vejen igennem.

Dog var der tre absolutte højdepunkter denne aften. De første to: ”Lullaby For Grown-Ups” og titel nummeret til det nye album ”Changing Of The Seasons”. De er begge højdepunkter på den nye plade, og de er det så absolut også i sin live udførelse. Især efter ”Changing Of The Seasons”, som i sig selv er meget akustisk med kor og strygere dog med et velvalgt orgel hen over, føler man virkelig at årstiderne skifter. Også ekstra nummeret ”Rubber Soul” gør sig til genstand for ros. Sangen er vel mest kendt fra duetten med den færøsken sanger Teitur, men i duet med Nina Kinert gjorde den sig bestemt værdig som et af højdepunkterne på denne aften.

Ane Bruns 7 mand store orkester, er virkelig godt sammensat, og de formår virkelig at tage de ting med fra Ane Bruns studiealbum der virker, plus lidt til. For det bliver spillet med et gribende overskud, og arrangementerne bliver spillet med en sikkerhed og dog en frihed der er værd at rose.

Publikum lå mere eller mindre på et sølvfad foran Ane Brun hele aftenen. Der var stille fra start til slut, og man er ikke i tvivl om at folk der var der stod og nød hvad det var de hørte. Måske var de stille pga. vinterens lange indtog i det nye år, men jeg personligt synes mere det bar præg af at de i deres stille sind bød foråret velkommen hånd i hånd med Ane Brun, og tak for det Ane, for nu er foråret for alvor kommet.


Set liste:
1. Raise My Head
2. Round Table Conference
3. The Puzzle
4. To Let Myself Go (x)
5. This Voice (x)
6. My Star
7. Ten Seconds
8. Lullaby for Grown-ups
9. Changing of the Seasons
10. Linger with Pleasure
11. Balloon Ranger (x)
12. Drowning In Those Eyes (x)
13. Gillian
14. The Treehouse Song
15. The Fall
16. Don’t Leave
X-tra
17. Armour
18. Rubber & Soul (x)
19. Song No. 6 (x)
20. My Lover Will Go (x)
21. True Colours (Cindy Lauper) (x)

( (x) = ikke fra ”Changing Of The Seasons” )