Bon Iver, d. 20. september, Voxhall

Fantastik optræden af Justin Vernon og Co.

Det er virkelig svært at skulle anmelde en koncert, som man på forhånd har spået til et af årets absolutte musikalske højdepunkter. I hvert fald hvis man skal gøre det med en hvis form for objektivisme. Men efter koncerten var det såmænd ikke svært at bibeholde sin objektivisme, for det var ganske enkelt en pragtkoncert, veludført, velspillet og veltilrettelagt. Det var indiskutabelt et absolut musikalsk højdepunkt, og det var (heldigvis) også en stor publikumsskare der havde fundet vej til Voxhall denne aften.

Bon Iver udgave tidligere på året sin debut plade, ”For Emma, Forever Ago”, og med gode anmeldelser og en generel god reception af dette album, synes forventninger også at være store til ”den gode vinter” (Bon Hiver, fransk). Det store spørgsmål synes især at være, hvorvidt den samme hytte stemning, som Vernon opnåede gennem en lag-på-lag teknik på pladen, ville kunne genskabes live. Det skulle det altså vise sig, at det kunne, plus lidt til.

Som hjælpemiddel til dette, havde Vernon sammensat et band. Bandet bestod af to rytmefolk/bas/altmuligmænd der stod for det rytmiske modspil til Vernons melodier, samt en guitarist i front sammen med Vernon. Dette band, var mere eller mindre koncertens lag-på-lag element, grundstenen. Hver enkelt musiker supplerede med kor, hvilket virkelig var med til at gengive pladens stemning. De to trommeslagere lavede nogle fremragende effekter, ved at spille synkront i et nummer, og spiller med en lille forsinkelse af hinanden i andre numre. Og selvom en rytme jo helst skal være fast, så fangede de virkelig stemningen på albummet, bl.a. via disse elementer. Derudover var bandet, som helhed, god til at underbygge de stigende dynamisk højdepunkter der forekom undervejs.

Sangmæssigt, blev man taget igennem det meste af ”For Emma, Forever Ago”. Bandet lagde ud med en tour-de-force af de første fem sange på albummet, i den rækkefølge. Derefter spillede de en veludført cover af ”Talk Talk” klassikeren ”I Believe In You”, samt det nye nummer ”Bloodbank”. Og til slut, den modsætningsfyldte ”Creature Fear”. Hvorefter ekstranumrene, ”For Emma” og soloopførelsen af ”re:stacks” sluttede det hele af.

”Flume” hvor Vernon’s stemme skærer en lige ind til benet og rejser de små hår. ”Lump Sum”, hvor kor arrangementet var i aldeles særklasse. ”Skinny Love” hvor de dynamiske opbygninger holdte en stangen. ”The Wolves (Act I & II)”, som endte i et rent fællessangs- og støj nummer, måske et af de absolutte højdepunkter. Den enkle ”Blindsided”, hvor en guitarsolo også fik sneget sig ind, og hvor bassen og trommerne lagde den perfekte bund til Vernons stemme. Man kan diskuterer hvor vidt, det var nødvendigt for ”Bon Iver” at spille et cover nummer, men det virkede faktisk som et godt pusterum for publikum, for at det ikke blev en slavisk gennemgang af pladen. Et interessant nyt nummer, ”Bloodbank”, knap så falsetbaseret og en smule anderledes end det rum der agerer på pladen, spændende. ”Creature Fear” hvor koret igen var i verdensklasse og hvor der var en stigende intens stemning, som bestemt sluttede på højdepunktet. ”For Emma” der fremstår meget mere intens i sin live udførelse, og ”re:stacks” det mest intime, smukke, skrøbelige nummer, som igen løftede niveauet til noget ganske unikt.

Kombinationen af en fremragende lyd, yderst kompetente musikere , Vernons unikke falset-vokal og nogle fantastiske numre - gjorde stemningen på Voxhall til en lille hytte i Wisconsin, og man ville egentlig hellere blive inde i selskab med Bon Iver, end at bevæge sig ud i den kolde Wisconsin sne bagefter. Men gode ting varer ikke evigt, så vi må tålmodigt se til hvad der nu skal ske for Bon Iver, i hvert fald, er man allerede misundelig på dem der skal se ham til den kommende koncert i København.

Set-liste:
Flume
Lump Sum
Skinny Love
The Wolves (Act I & II)
Blindsided
I Believe In You (Talk Talk Cover)
Bloodbank (Nyt nummer)
Creature Fear
X-tra
For Emma
re: stacks (Solo)

Links:
http://myspace.com/boniver

The Late Parade, d. 6. juni, Voxhall / Spot

Intenst, Storladent, Forfriskende.
Jeg vil godt starte med at fremhæve, at The Late Parade er et yderst spændende band. De spiller storladen alternativ pop/rock af den høj kaliber, og de store dynamiske højdepunkter er der bestemt ikke langt imellem.

Det var en halvfuld koncertsal The Late Parade måtte overbevise denne varme fredag eftermiddag. Og det lykkedes et godt stykke hen af vejen. Bandet fremstår meget originalt og så, til tider, alligevel ikke. Grundet deres meget markante forsanger, der i øvrigt synger fremragende, og de meget store guitarflader, kan deres sange, for et utrænet øre, godt mangle lidt adspredelse. Dette er blot ment i den forstand at deres materiale i og for sig er ganske godt, men når vokalen lydmæssigt desværre ikke kommer ordentligt ud til publikum, kan det være svært at fornemme detaljen og idéen. Dog skal det siges at der i flere numre er gjort et godt stykke arrangementsarbejde. Især trommernes ganske fine udvikling i rigtig mange numre er passer godt ind i den stemning der forsøges at skabe, og når det så også bliver gjort velspillende og overbevisende er det svært ikke at trampe med foden.

En sang bør især fremhæves, som særdeles smuk. ”My Spies”, står for undertegnede som et af højdepunkterne denne eftermiddag. Netop et nummer hvor de små ting kan fornemmes og hvor man fornemmer en nærhed, og en personlighed der er af høj kvalitet.

Det skal dog ikke lyde som om denne anmelder er blevet skræmt af den storladne stil bandet leger med i største delen af koncerten, for dette mestre de så absolut også til fulde. Den meget rå guitarlyd og de store synthflader blandet med forsangerens mew’ske/placebo’ske røst er en fin blanding.

Personligt vil jeg glæde mig til at høre The Late Parade igen når de har udgivet deres første fuldlængde cd. Forhåbentlig med en lidt bedre lyd, der kan få de detaljer og den smukke vokal til at komme til sin ret, samt et lidt bredere spektrum der kan løfte det hele blot en smule mere.
Og så må de endelig fortsætte paraden, for jeg vil i hvert fald gerne følge med fra sidelinien.

http://myspace.com/thelateparade

Spiritualized

Hej jeg vil blot gøre opmærksom på en virkelig god plade der just er udgivet... Navnet er "Spiritualized" pladen hedder "Songs In A & E" og den er virkelig god. Der er nogle lækre klangflader, der er nogle gode afdæmpede numre med en meget eftertænksom tekst, og derudover indeholder hele pladen bare en stemning der er bemærkelsesværdig. Den er lyt værd!

Deres hjemmeside her.

Bon Iver - For Emma, Forever Ago

Bag navnet Bon Iver (kommer af det franske ord Bon Hiver = God Vinter) gemmer der sig en fyr ved navn Justin Vernon. Han har lavet denne debutplade under og efter et ophold i en hytte i ødemarken i Wisconsin i 3 måneder, hvor han med meget få midler har formået at lave en plade af den fineste slags, kun horn trommer og nogle kor stemmer er efterfølgende tilføjet i et studie i North Carolina. Ud over kun at have primitivt optage grej med, måtte han også, i bedste Christopher McCandless stil, selv sørge for mad, varme osv. Og nu tænker man så, det er da set før at en musiker bruger isolation som inspiration, men der er blot en ting der adskiller Bon Iver fra mange af disse andre – det virker i hans tilfælde.

”For Emma, Forever Ago” blev oprindeligt udgivet i 2007 af Justin selv i 500 eksemplarer, men efter at disse 500 eksemplarer blev revet væk, er albummet udgivet i både USA og Europa.

Denne plade er noget ganske særligt, det kan der ikke herske nogen tvivl om. Allerede efter første gennemlytning føler man sig allerede inde i Bon Ivers univers. Numrene på pladen bærer præg af en nærhed der sjældent er set bedre. Det kommer bl.a. af en meget minimalistisk produktion, hvor man har bibeholdt den meget mand-der-spiller-i-en-hytte-på-sin-guitar stemning. Guitaren har en meget varm lyd hele vejen igennem, og selvom der kommer instrumenter der ikke er optaget i hytten, så ødelægger det på ingen måde nærhedsfornemmelsen eller det meget autentiske lydbillede.

Nærmest samtlige numre er blevet overdubbet på den ene eller den anden måde. F.eks. i ”re: Stacks” hvor panoreringen af vokalen giver en fornemmelse af at Justin Vernon rent faktisk fører en samtale med sig selv. Generelt er det et kæmpe stykke kvalitets arbejde der er gjort for vokalen, og den varme falset Justin Vernon besidder fører en ganske blidt gennem albummet og putter en under dynen i hytten i Wisconsin, hvor man kan få lov at se og lytte med.

Og spændende er det bestemt at lytte med, for de fortællinger der er på albummet er virkelig godt skrevet. Eks. I re: stacks: There's a black crow sitting across from me; his wiry legs are crossed // And he's dangling my keys he even fakes a toss // Whatever could it be // That has brought me to this loss? Her bliver desperationen virkelig underbygget, og ligeledes i omkvædet: On your back with your racks as the stacks as your load // In the back and the racks and the stacks are your load // In the back with your racks and you're un-stacking your load. Lidt finurligt bliver disse linier præsenteret, sammen med en ganske fin og enkel guitar figur. Der er med til at gøre re: Stacks til et af albummets absolutte højdepunkter, i den grad det er muligt at fremhæve en perle frem for en anden.

Pladen består nemlig udelukkende af perler og der er ganske enkelt ikke nogen let sag at skulle sætte en finger på noget. Det er sjældent man hører et album man i den grad føler er så uopslideligt, at man efter utallige gennemlytninger bliver ved med at finde en ny yndling, og dette på trods af at albummet kun indeholder 9 numre.

Man kunne sagtens i denne anmeldelse rose hvert enkelt nummer for dets kvaliteter og for albummet røde tråd der gør dette album til noget helt særligt. Men i stedet vil jeg komme med den inderligste opfordring om at erhverve sig dette album, for det er for alvor det smukkeste album der i skrivende stund er lavet i 2008.


Numre på ”For Emma, Forever Ago”:

Flume
Lump Sum
Skinny Love
The Wolves (Act I & II)
Blindsided
Creature Fear
Team
For Emma
re: Stacks

Man Man, d. 19. maj, Voxhall

Der er noget undertegnede fra starten af denne anmeldelse gerne vil gøre klart. Man Man er et mærkværdigt band. Denne aften starter det 5 man store orkester showet ved at gøre entre i hvide dragter, malet med hvid krigsmaling. Og sikke en kamp man bliver taget igennem. Man står og taber pusten bliver tørstig og man skyller det hele ned med den blanding af så mange ting, som Man Man i virkeligheden er.

En typisk Man Man krigs-cocktail kunne bestå af 1 del Kaizers Orchestra, 1 del Tom Waits, 1 del fusions rock/jazz alt dette tyndes og blandes med ligeså meget fandenivoldskhed og ligeså meget spilleglæde der overhovedet kan være plads til.

Man Man starter fra første tone/trut/slag/fløjt med at overvælde sit publikum. Der sker hele tiden noget nyt på scenen man finder interessant og det hele bliver altså fremført med en dygtighed der er bemærkelsesværdig. Nogen gange spiller de nogle fine melodier fremført af en fint mandskor, andre gange bliver man hevet i gennem en sigøjner rock med improvisation og pludselig befinder man sig i næste nummer med konstant skiftende taktarter og nytårshorn som hovedingrediens. Men det der binder alle disse umiddelbart vanvittige ting sammen er i høj grad bandet fingerspitzgefühl til at lave fremragende korarrangementer, og til hele tiden at underbygge nummeret med nogle fængende stemmer. Især forsangeren formår med hans meget dybe stemme at holde lytteren stangen.

Man Man’s musikalske performance kan mest sammenlignes med en leg. De virker som sig selv i det de laver. De hopper, danser, råber, synger, spiller (på alles instrumenter) og legen er i sandhed en oplevelse at iagttage.

Man Man måtte desværre nøjes med at se ud på ca. 30 publikummer, man kunne håbe for dem at der næste gang er flere til at opleve denne fantastiske energiudladning som Man Man er. Og selvom Man Man virker som noget der kunne betegnes som en niche inden for musik, så er de bestemt et band der fortjener opmærksomhed og som undertegnede til enhver tid rejse for at se igen.

Man Man they can play!

Ane Brun, d. 28. april 2008, Voxhall

”Changing Of The Season” er navnet på Ane Bruns tredje studiealbum, som i mange danske medier har fået en ganske god modtagelse og Ane Brun kunne da også på denne tirsdag aften skue ud over en næsten fyldt sal, der for alvor var klar på at høre hvordan denne nye plade skulle tage sig ud live.

Efter opvarmning af Nina Kinert (S), der også agerede som korsanger for Ane Brun, var der for alvor lagt i ovnen til en af de mere afdæmpede aftener. Et spøjst indslag med en ’ladyboy’ som ekstra trommeslager i sidste nummer lagde bunden for den lettere humoristiske stemning, der bestemt virkede på publikum.

Det var et veloplagt orkester, og en veloplagt Ane Brun, som blødt, sparkede showet i gang med nummeret: ”Raise My Head”. Dens fine strygerarrangement kombineret med en afdæmpet guitar lagde virkelig en godt akkompagnement til Ane Bruns varme vokal. Herefter fulgte en tour de force gennemspilning af hele ”Changing The Seasons”, bortset fra et par sidespring indimellem. Især ”This Voice”, fra Ane Bruns andet studiealbum bør fremhæves. Strygernes enkelt toner der sammen med trommerne danner rammen for en drømmende sfære, der meget symbolsk, leder tankerne hen mod faldende blade og efterårsstemning. Også ”Ten Seconds” fra det nye album fungerede aldeles fremragende, med dens svævende ”uh” kor der bærer nummeret hele vejen igennem.

Dog var der tre absolutte højdepunkter denne aften. De første to: ”Lullaby For Grown-Ups” og titel nummeret til det nye album ”Changing Of The Seasons”. De er begge højdepunkter på den nye plade, og de er det så absolut også i sin live udførelse. Især efter ”Changing Of The Seasons”, som i sig selv er meget akustisk med kor og strygere dog med et velvalgt orgel hen over, føler man virkelig at årstiderne skifter. Også ekstra nummeret ”Rubber Soul” gør sig til genstand for ros. Sangen er vel mest kendt fra duetten med den færøsken sanger Teitur, men i duet med Nina Kinert gjorde den sig bestemt værdig som et af højdepunkterne på denne aften.

Ane Bruns 7 mand store orkester, er virkelig godt sammensat, og de formår virkelig at tage de ting med fra Ane Bruns studiealbum der virker, plus lidt til. For det bliver spillet med et gribende overskud, og arrangementerne bliver spillet med en sikkerhed og dog en frihed der er værd at rose.

Publikum lå mere eller mindre på et sølvfad foran Ane Brun hele aftenen. Der var stille fra start til slut, og man er ikke i tvivl om at folk der var der stod og nød hvad det var de hørte. Måske var de stille pga. vinterens lange indtog i det nye år, men jeg personligt synes mere det bar præg af at de i deres stille sind bød foråret velkommen hånd i hånd med Ane Brun, og tak for det Ane, for nu er foråret for alvor kommet.


Set liste:
1. Raise My Head
2. Round Table Conference
3. The Puzzle
4. To Let Myself Go (x)
5. This Voice (x)
6. My Star
7. Ten Seconds
8. Lullaby for Grown-ups
9. Changing of the Seasons
10. Linger with Pleasure
11. Balloon Ranger (x)
12. Drowning In Those Eyes (x)
13. Gillian
14. The Treehouse Song
15. The Fall
16. Don’t Leave
X-tra
17. Armour
18. Rubber & Soul (x)
19. Song No. 6 (x)
20. My Lover Will Go (x)
21. True Colours (Cindy Lauper) (x)

( (x) = ikke fra ”Changing Of The Seasons” )

The William Blakes

Ja her er der så langt om længe en lille frisk anbefaling. Det er ved at være lang tid siden at der er kommet en impulsiv anbefaling herfra, men nu skal jeg da lige love for at der er nogen der har gjort sig fortjent til en. The Williams Blakes. Ja det vidst noget med at det er en forfatter, og faktisk så hedder deres nyligt udkommede album "Wayne Coyne", som jo bekendt er forsangeren fra The Flaming Lips. De har referencerne i orden må man sige. Men det viser sig, at dette band, bl.a. består af Kristian Leth (fra det nu nedlagte musikprogram LIGA), og han viser sig faktisk at være en glimrende musiker. De numre der ligger på myspace er i hvert fald af høj høj kvalitet, og jeg faldt over det med det samme. Så check det ud, det er sgu fedt. Især "Violent God" og "Secrets Of The State" YEAH!