Spiritualized

Hej jeg vil blot gøre opmærksom på en virkelig god plade der just er udgivet... Navnet er "Spiritualized" pladen hedder "Songs In A & E" og den er virkelig god. Der er nogle lækre klangflader, der er nogle gode afdæmpede numre med en meget eftertænksom tekst, og derudover indeholder hele pladen bare en stemning der er bemærkelsesværdig. Den er lyt værd!

Deres hjemmeside her.

Bon Iver - For Emma, Forever Ago

Bag navnet Bon Iver (kommer af det franske ord Bon Hiver = God Vinter) gemmer der sig en fyr ved navn Justin Vernon. Han har lavet denne debutplade under og efter et ophold i en hytte i ødemarken i Wisconsin i 3 måneder, hvor han med meget få midler har formået at lave en plade af den fineste slags, kun horn trommer og nogle kor stemmer er efterfølgende tilføjet i et studie i North Carolina. Ud over kun at have primitivt optage grej med, måtte han også, i bedste Christopher McCandless stil, selv sørge for mad, varme osv. Og nu tænker man så, det er da set før at en musiker bruger isolation som inspiration, men der er blot en ting der adskiller Bon Iver fra mange af disse andre – det virker i hans tilfælde.

”For Emma, Forever Ago” blev oprindeligt udgivet i 2007 af Justin selv i 500 eksemplarer, men efter at disse 500 eksemplarer blev revet væk, er albummet udgivet i både USA og Europa.

Denne plade er noget ganske særligt, det kan der ikke herske nogen tvivl om. Allerede efter første gennemlytning føler man sig allerede inde i Bon Ivers univers. Numrene på pladen bærer præg af en nærhed der sjældent er set bedre. Det kommer bl.a. af en meget minimalistisk produktion, hvor man har bibeholdt den meget mand-der-spiller-i-en-hytte-på-sin-guitar stemning. Guitaren har en meget varm lyd hele vejen igennem, og selvom der kommer instrumenter der ikke er optaget i hytten, så ødelægger det på ingen måde nærhedsfornemmelsen eller det meget autentiske lydbillede.

Nærmest samtlige numre er blevet overdubbet på den ene eller den anden måde. F.eks. i ”re: Stacks” hvor panoreringen af vokalen giver en fornemmelse af at Justin Vernon rent faktisk fører en samtale med sig selv. Generelt er det et kæmpe stykke kvalitets arbejde der er gjort for vokalen, og den varme falset Justin Vernon besidder fører en ganske blidt gennem albummet og putter en under dynen i hytten i Wisconsin, hvor man kan få lov at se og lytte med.

Og spændende er det bestemt at lytte med, for de fortællinger der er på albummet er virkelig godt skrevet. Eks. I re: stacks: There's a black crow sitting across from me; his wiry legs are crossed // And he's dangling my keys he even fakes a toss // Whatever could it be // That has brought me to this loss? Her bliver desperationen virkelig underbygget, og ligeledes i omkvædet: On your back with your racks as the stacks as your load // In the back and the racks and the stacks are your load // In the back with your racks and you're un-stacking your load. Lidt finurligt bliver disse linier præsenteret, sammen med en ganske fin og enkel guitar figur. Der er med til at gøre re: Stacks til et af albummets absolutte højdepunkter, i den grad det er muligt at fremhæve en perle frem for en anden.

Pladen består nemlig udelukkende af perler og der er ganske enkelt ikke nogen let sag at skulle sætte en finger på noget. Det er sjældent man hører et album man i den grad føler er så uopslideligt, at man efter utallige gennemlytninger bliver ved med at finde en ny yndling, og dette på trods af at albummet kun indeholder 9 numre.

Man kunne sagtens i denne anmeldelse rose hvert enkelt nummer for dets kvaliteter og for albummet røde tråd der gør dette album til noget helt særligt. Men i stedet vil jeg komme med den inderligste opfordring om at erhverve sig dette album, for det er for alvor det smukkeste album der i skrivende stund er lavet i 2008.


Numre på ”For Emma, Forever Ago”:

Flume
Lump Sum
Skinny Love
The Wolves (Act I & II)
Blindsided
Creature Fear
Team
For Emma
re: Stacks

Man Man, d. 19. maj, Voxhall

Der er noget undertegnede fra starten af denne anmeldelse gerne vil gøre klart. Man Man er et mærkværdigt band. Denne aften starter det 5 man store orkester showet ved at gøre entre i hvide dragter, malet med hvid krigsmaling. Og sikke en kamp man bliver taget igennem. Man står og taber pusten bliver tørstig og man skyller det hele ned med den blanding af så mange ting, som Man Man i virkeligheden er.

En typisk Man Man krigs-cocktail kunne bestå af 1 del Kaizers Orchestra, 1 del Tom Waits, 1 del fusions rock/jazz alt dette tyndes og blandes med ligeså meget fandenivoldskhed og ligeså meget spilleglæde der overhovedet kan være plads til.

Man Man starter fra første tone/trut/slag/fløjt med at overvælde sit publikum. Der sker hele tiden noget nyt på scenen man finder interessant og det hele bliver altså fremført med en dygtighed der er bemærkelsesværdig. Nogen gange spiller de nogle fine melodier fremført af en fint mandskor, andre gange bliver man hevet i gennem en sigøjner rock med improvisation og pludselig befinder man sig i næste nummer med konstant skiftende taktarter og nytårshorn som hovedingrediens. Men det der binder alle disse umiddelbart vanvittige ting sammen er i høj grad bandet fingerspitzgefühl til at lave fremragende korarrangementer, og til hele tiden at underbygge nummeret med nogle fængende stemmer. Især forsangeren formår med hans meget dybe stemme at holde lytteren stangen.

Man Man’s musikalske performance kan mest sammenlignes med en leg. De virker som sig selv i det de laver. De hopper, danser, råber, synger, spiller (på alles instrumenter) og legen er i sandhed en oplevelse at iagttage.

Man Man måtte desværre nøjes med at se ud på ca. 30 publikummer, man kunne håbe for dem at der næste gang er flere til at opleve denne fantastiske energiudladning som Man Man er. Og selvom Man Man virker som noget der kunne betegnes som en niche inden for musik, så er de bestemt et band der fortjener opmærksomhed og som undertegnede til enhver tid rejse for at se igen.

Man Man they can play!

Ane Brun, d. 28. april 2008, Voxhall

”Changing Of The Season” er navnet på Ane Bruns tredje studiealbum, som i mange danske medier har fået en ganske god modtagelse og Ane Brun kunne da også på denne tirsdag aften skue ud over en næsten fyldt sal, der for alvor var klar på at høre hvordan denne nye plade skulle tage sig ud live.

Efter opvarmning af Nina Kinert (S), der også agerede som korsanger for Ane Brun, var der for alvor lagt i ovnen til en af de mere afdæmpede aftener. Et spøjst indslag med en ’ladyboy’ som ekstra trommeslager i sidste nummer lagde bunden for den lettere humoristiske stemning, der bestemt virkede på publikum.

Det var et veloplagt orkester, og en veloplagt Ane Brun, som blødt, sparkede showet i gang med nummeret: ”Raise My Head”. Dens fine strygerarrangement kombineret med en afdæmpet guitar lagde virkelig en godt akkompagnement til Ane Bruns varme vokal. Herefter fulgte en tour de force gennemspilning af hele ”Changing The Seasons”, bortset fra et par sidespring indimellem. Især ”This Voice”, fra Ane Bruns andet studiealbum bør fremhæves. Strygernes enkelt toner der sammen med trommerne danner rammen for en drømmende sfære, der meget symbolsk, leder tankerne hen mod faldende blade og efterårsstemning. Også ”Ten Seconds” fra det nye album fungerede aldeles fremragende, med dens svævende ”uh” kor der bærer nummeret hele vejen igennem.

Dog var der tre absolutte højdepunkter denne aften. De første to: ”Lullaby For Grown-Ups” og titel nummeret til det nye album ”Changing Of The Seasons”. De er begge højdepunkter på den nye plade, og de er det så absolut også i sin live udførelse. Især efter ”Changing Of The Seasons”, som i sig selv er meget akustisk med kor og strygere dog med et velvalgt orgel hen over, føler man virkelig at årstiderne skifter. Også ekstra nummeret ”Rubber Soul” gør sig til genstand for ros. Sangen er vel mest kendt fra duetten med den færøsken sanger Teitur, men i duet med Nina Kinert gjorde den sig bestemt værdig som et af højdepunkterne på denne aften.

Ane Bruns 7 mand store orkester, er virkelig godt sammensat, og de formår virkelig at tage de ting med fra Ane Bruns studiealbum der virker, plus lidt til. For det bliver spillet med et gribende overskud, og arrangementerne bliver spillet med en sikkerhed og dog en frihed der er værd at rose.

Publikum lå mere eller mindre på et sølvfad foran Ane Brun hele aftenen. Der var stille fra start til slut, og man er ikke i tvivl om at folk der var der stod og nød hvad det var de hørte. Måske var de stille pga. vinterens lange indtog i det nye år, men jeg personligt synes mere det bar præg af at de i deres stille sind bød foråret velkommen hånd i hånd med Ane Brun, og tak for det Ane, for nu er foråret for alvor kommet.


Set liste:
1. Raise My Head
2. Round Table Conference
3. The Puzzle
4. To Let Myself Go (x)
5. This Voice (x)
6. My Star
7. Ten Seconds
8. Lullaby for Grown-ups
9. Changing of the Seasons
10. Linger with Pleasure
11. Balloon Ranger (x)
12. Drowning In Those Eyes (x)
13. Gillian
14. The Treehouse Song
15. The Fall
16. Don’t Leave
X-tra
17. Armour
18. Rubber & Soul (x)
19. Song No. 6 (x)
20. My Lover Will Go (x)
21. True Colours (Cindy Lauper) (x)

( (x) = ikke fra ”Changing Of The Seasons” )

The William Blakes

Ja her er der så langt om længe en lille frisk anbefaling. Det er ved at være lang tid siden at der er kommet en impulsiv anbefaling herfra, men nu skal jeg da lige love for at der er nogen der har gjort sig fortjent til en. The Williams Blakes. Ja det vidst noget med at det er en forfatter, og faktisk så hedder deres nyligt udkommede album "Wayne Coyne", som jo bekendt er forsangeren fra The Flaming Lips. De har referencerne i orden må man sige. Men det viser sig, at dette band, bl.a. består af Kristian Leth (fra det nu nedlagte musikprogram LIGA), og han viser sig faktisk at være en glimrende musiker. De numre der ligger på myspace er i hvert fald af høj høj kvalitet, og jeg faldt over det med det samme. Så check det ud, det er sgu fedt. Især "Violent God" og "Secrets Of The State" YEAH!

Teitur - The Singer

Flotte popsange, et godt omkvæd, en god gang charme. Dette har været nogle af de bærende elementer på Teitur’s to foregående engelsksprogede albums. Men Teitur, er med sit tredje engelsksprogede album, gået ad en lidt anden sti, der fører et andet, men dog fantastisk smukt sted hen.

Teitur har i nogen henseende bygget sine tidligere numre op i en stil, hvor guitar eller klaver har haft en stor rolle for det enkelte nummer. Dette har ganske givet været en kvalitet, hvilket også ses på mandens popularitet i Danmark. Derfor var det også en spændt Teitur fan der satte ”The Singer”, på første gang.

Med færingens tidligere albums i tankerne, må man sige at undertegnede var overrasket ved første gennemlytning. Dette er helt sikkert noget ganske andet. Nogle elementer er bevaret: Der forefindes stadig guitar akkompagnement og der findes stadig de uskyldige tekster om kærlighed. Men der er nogle helt andre ting der står i centrum. Især to ting er bemærkelsesværdige. For det første er der på dette album arbejdet med arrangementerne i en sådan grad, at man kan blive ved med at lægge mærke
til nye detaljer ved hver eneste gennemlytning. For det andet er en bemærkelsesværdig ting ved ”The Singer”, at vokalen har fået lov til at stå så meget frem i lydbilledet som den gør. På hvert eneste nummer på pladen får Teitur’s stemme lov til at være det styrende element. Man får vitterligt hver eneste detalje fra mandens vokal med, og sikke en fryd det er. Åbningsnummeret ”The Singer” er blot et eksempel på hvordan det kan gøres. Dette bæres af Teitur hele vejen, med meget få supplerende elementer.

Hele pladen er et stort højepunkt, men hvis der skal drages et par favoritter frem kan bl.a. ”Legendary Afterparty” nævnes, hvor Teitur fortæller om sit møde med den nu afdøde texanske guitarist Chris Whitley, man føler virkelig at man sidder med ved bordet i historien. Også ”Don’t Let Me Fall In Love With You” er en af safirerne på denne plade, med den blide sang og det ligeså svævende akkompagnement. Ren nydelse.

Arrangementerne og vokalen skaber ikke nødvendigvis de store pop hook-lines eller P3 hit, udover naturligvis første singlen ”Catherine The Waitress”, men dette skal absolut ikke forstås i nogen negativ forstand. Det skal forstås sådan, at Teitur har lavet, hvad der virker som en noget mere eftertænksom og ærlig plade. Den har personlighed og frem for alt et ufattelig højt kvalitetsniveau. Jeg tror personligt ikke at Teitur vil beholde hele sin gamle lytterskare med hunger efter radiohit, men han vil derimod få mange flere der vil forstå hans ufattelig flair for at lave de gode, fantastisk følte pop numre der i den grad klæder ham.

Dette er et af de smukkeste albums der er lavet i år, og det fastsætter for alvor Teitur på en mur sammen med resten af de nordiske skjalde.
Kun et råd kan gives, køb pladen!

I Got You On Tape, d. 28. feb. 2008

Dette var den første koncert, af en lille Danmarks turné på 6 koncerter rundt i landet, som I Got You On Tape er på i øjeblikket. De er aktuelle med deres andet album ”2”, som udkom i oktober sidste år. Det har fået en fin modtagelse, og bandet har fået opmærksomhed omkring nummeret ”Somersault”, der har fået en del airplay i radioen. Men derudover var der denne torsdag aften lagt i ovnen til en opførsel af det bedste fra de 2 første albums.

Det er et 5 mands orkester, der hver især virkelig spiller med den tilbagelænethed, man også føler kendetegner I Got You On Tape’s musik. Især når det ses med det blotte øje virker det ufattelig godt. Bandet startede dog en anelse forsigtigt ud og det var først i sidste halvdel af sættet, trods god lyd, at man for alvor kunne mærke at de havde spillet sig varme.

Første halvdel af sættet havde dog også sine højdepunkter. Især var ”Dumping The Motorheads” og ”Hammertime” begge ufattelig velspillet, og med guitarflader der giver en nærmest drømmende effekt, og med hamrende rytmer der bygger nummeret op i ”Hammertime”. Ved skiftet mellem ”Prophet Rock” og ”Pins And Needles” kan man mærke at energien lige trækkes et niveau op. Efterfulgt af en lo-fi agtig ”Polkadots”, hvor Hr. Jacob Bellens’ stemme virkelig får lov til at træde frem, til det gode.

Højdepunkter er der nok at tage af i sidste halvdel af sættet, den fængende ”Buzz On My Block”, den til tider reggae (guitar) inspirerede ”Le Complication”, og den fantastisk smukke ”Somersault”. Før bandet bliver hidkaldt af publikum til 2 ekstra numre spilles en ufattelig tung udgave af nummeret ”Mary Jane”, desperationen løber nærmest ned ad væggene.

De to ekstra numre, sluttes med en god gang instrumental frihed, hvor bandet for alvor får lov at afslutte med manér, og det gør de i sandhed også.

Der er ingen tvivl om at I Got You On Tape er et ufattelig velspillende band med en ganske unik forsanger, deres efterhånden fyldige repertoire er med til at skabe flere højdepunkter end det modsatte. Dog savnede undertegnede at spilleglæden kommer til udtryk en anelse tidligere, selvom de små hår også rejste sig i første halvdel af sættet. Men altså, ganske fortrinlig optræden af et band, der forhåbentlig kommer tilbage inden længe.

Set-liste
Bedbug
Dumping The Motorheads
Hammertime
Sound Of My Bell
Waiting To Blow
Guerilla Girl
Medicine
Sticks And Bars
Prophet Rock
Pins And Needles
Polkadots
Buzz On My Block
Doctor Watching
Le Complication
Concorde
Somersault
Mary Jane
X-tra
Cream
Grasshopper