Teitur (m. Helgi Jonsson), Train, d. 15. feb.

Opvarmningen bestod af den islandske Helgi Jonsson, der også i Danmark har fået gode anmeldelser for sin tidligere optræden på Spot festivalen, og han skuffede da aldeles heller ikke denne aften. Med sin trækbasun og hans nøgne uforstærkede, og absolut ubesværede flotte stemme, startede han ud med nummeret On/Off. Efterfølgende tog han sin guitar i hånde, og serverede et par af hans utrolig smukke sjælere. Og trods et knap så høfligt publikum, formåede Helgi Jonsson alligevel at levere et indtryk. Et indtryk af noget frisk, umiddelbart og en så absolut fremragende vokal.

Det var til en udsolgt koncert Teitur denne kølige fredag aften i februar skulle indfri forventningerne til hans nye album. ”The Singer” er titlen, og den har allerede vundet store roser i de fleste anmeldende instanser i Danmark. De har alle båret præg af at Teitur til dels har ændret sin vanlige, en mand og en guitar, arrangementer. Det er i højere grad blevet drejet over mod blæsere, bas, cello, klokkespil og kor der er med til at skabe en ny stemning i Teiturs musik, men absolut ikke noget fremmed. Og det var netop denne besætning der var tilstede til denne koncert, kun tilføjet af en trommeslager.

Første del af koncerten ligger mere eller mindre ud med en gennemspilning af det tidligere omtalte nye album. Startende ud med ”Guilt By Association”, med bl.a. strygere på guitar. Vokalen står i centrum, og hvilken fornøjelse det er, Teitur har ganske enkelt en ekstremt blød og behagelig stemme, der virkelig kommer til sin ret.

Arrangementerne til The Singer er gennemførte, og de er i den grad blevet gennemarbejdet. De virker utrolig godt i en live-sammenhæng. De små hår på armene får flere gange under koncerten frit spil. Det ændrer dog ikke ved at publikum i nogen grad, var lidt svært at trække rundt i manegen. Folk ventede spændt på noget de kendte, og udover ”I Run The Carousel”, fik de ikke dette før til allersidst i sættet. Og det vakte da også en forventningens glæde, i sidste halvdel af sættet, at høre velkendte sjælere som ”I Was Just Thinking” og ”Josephine”. Bandets jam agtige facon i ”Hitchhiker” var også opløftende, med de yderst strikte arrangementer der havde været tidligere, at få plads til lidt frispil. Men også nogle af de nye numre formåede at træde frem. Det Quentin Tarantino inspirede ”The Girl I Don’t Know” og ”Legendary Afterparty”, var begge to gode højdepunkter.

I midten af sættet kom der skumfiduser rundt til alle, og det ligesom med resten af Teiturs udstråling denne aften, kunne man da heller ikke andet end at blive glad. Dette blev efterfulgt af singlen fra ”The Singer”, ”Catherine The Waitress”, som vakte glæde ved publikum. Sidste nummer på programmet, før det færøske ekstranummer, var titlen til ”The Singer”. Denne blev fremfør af blot Teitur og hans underfundige, behagelige vokal. Dette var måske det mest intense under hele koncerten, og viste virkelig hvor meget Teitur i virkeligheden er netop det hans album giver ham ud fra at være.

Over en kam, var det en vellykket aften for den gode Teitur, og jeg er sikker på at når hans nye album for alvor har vundet indpas ved publikum, vil de vende ligeså talstærkt tilbage næste gang.
Det var en servering af den blødeste, behagelige Teiturske musik som vi kender den, og som Teitur selv ville have sagt: Så er der skumfiduser til folket! For det var i sandhed det man fik serveret for ørene.

Set-liste
Guilt By Association
Your Great Book
Don’t Let Me Fall In Love With You
We Still Drink The Same Water
You Should Have Seen Us
The Girl I Don’t Know
I Run The Carousel
Letter From Alex
Legendary Afterparty
Catherine The Waitress
Start Wasting My Time
I Was Just Thinking (Akustisk)
Josephine
Louis Louis
Hitchhiker
One And And Only
The Singer
X-tra
”Færøsk Sang”

Teitur - The Singer

Vil bare lige pointere at man kan høre det meste af Teitur's album, der udkommer på mandag d. 11. feb., på hans Myspace side :) God fornøjelse, jeg har haft glæde af det hele dagen i hvert fald.

Vampire Weekend - Vampire Weekend

Jeg hørte engang en sige at indie var det nye sort. Dette kan nogen grad sættes til diskussion, men denne debut plade af det New York’ske band Vampire Weekend, kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

Bandet slog sine rødder på Colombia University i 2006, hvor de startede med små jobs til fester og lignende. Herfra har de arbejdet sig op, ved at udgive deres The Mansard Roof EP, der skabte en stor hype om bandet i 2007, og er altså nu aktuelle med deres selvbetitlede debut plade ved XL Records.

Stilen bliver af dem selv kaldet ”Upper West Side Soweto”, men kan nærmere beskrives som en art indie-pop med inspiration af afro-pop. Sangene er nemlig meget bygget op af særegne rytmer og melodi figurer. Dette mikset sammen med forsanger Ezra Koenig’s bløde stemme, giver en behagelig lyd. Heller ikke i produktionen rører producer Rostam Batmanglij meget ved instrumenternes lyd, og alt har i høj grad fået lov til at komme ud nogenlunde uberørt. Første sang på skiven er ”Mansard Roof”, der også er orkesterets første single udspil. Der er bygget op omkring finurlige rytmer, og en instrumentalt omkvæd der egner sig som et fantastisk gimmick, og fænger med det samme. Også ”Bryn” skal nævnes, hvor melodierne og guitar figuren ikke kan andet end at få træbenet til at vippe. Gennemgående er det et utrolig dansabelt album der burde kunne få smilet frem på enhver, og få en fast plads hos alskens indie DJ’s.

Temaerne omhandler de klassiske universitetsproblemer, kærlig, piger og fester. Og dette gør de sidste tre numre på albummet også, I Stand Corrected, Walcott, The Kids Don’t Stand A Chance er alle pust på en indie scene der trængte til et friskt af slagsen. For selv efter 4., 5. Og 10. Gennemlytning holder disse numre.

Det er vedvarende og absolut noget der bør anskaffes hvis ikke man har gjort det. Disse blodsugende universitets vampyrer har formået at skabe et album, der i hvert fald får indie-afro-pop til at fremstå som det nye rødt.

Og hvis det er tilfældet må rødt være det nye sort. Fremragende.

Marybell Katastrophy

Jeg så lige at jeg slet ikke have kommenteret omkring Marybell Katastrophy. Ikke fordi man i disse massemediale tider skal kommentere alt, men jeg synes virkelig at det er værd at lytte til dette band. Marybell Katastrophy har på deres hjemmeside deres numre til download (som virtuelt album), og kan selv bestemme hvad man vil give. Ikke mere snak om metoden mere, for deres sange er fantastisk interessante at lytte til. Det er blot 5 numre, men der er rigeligt at give sig i kast med. Man kommer for alvor rundt i følelsesregisteret. Eksempelvis "Jaques", hvor en aggresiv underliggende pulserende rytme driver nummeret frem, og til slut nummeret "His Desperate Voice" der er meget skrøbeligt og flot, med blot klaver, sang og nogle få effekter. Højdepunktet for undertegnede er dog nummeret "Red Red", hvor nogle kontrasterende elementer mellem vers og omkvæd er med til at skabe en meget intens stemning omkring dette nummer. Versene viskes, med den effekt at lytteren i høj skærper koncentrationen og lytter efter. Virkelig fedt album, det kræver nogle lyt, men så sidder den der også.

Hent det her.

Sød blød fløde vokal

Ja nu kan det da godt være at der er mange der har fået for meget af kvinder med den lækre flødestemme (Tina Dickow, Feist, Jonna Lee etc.). Men jeg må sige at de tiltaler mig på det kraftigste, og så var det jo at jeg for leden lige faldt over endnu en, med en helt fantastisk stemme. Sådan en aften hvor du lige sidder og skal køle ned før du skal i seng, så tage lige lyt til Somebody Hurt You med hende her "A Girl Called Eddy".

Det er et helt fantastisk enkelt pop nummer, men det er bare så lækkert.

Ed Harcourt

Jeg var inde og se Ed Harcourt i fredags, og man må alvor sige at han gjorde sit indtryk. Jeg har i lang tid hørt lidt en gang imellem af ham, men efter at have oplevet ham har hans musik for alvor vokset på mig. Ed Harcourt laver noget fantastisk følsomt musik, der i den grad kan dække hele registeret. Lyt lige til det en gang mere næste gang :)

Rufus Wainwright

Ok, onsdag aften var jeg inde og opleve Rufus Wainwright. Det var virkelig en ligeså god oplevelse som jeg havde regnet med, og der kom en ekstra bonus oven i hatten. For udover at han spillede alle de gode fra sit nye album, så viste det sig, ja jeg må virkelig have sove i timen, at det var Jeff Buckleys gamle trommeslager Matt Johnson der spillede for Rufus. Jeg sad det meste af koncerten og funderede over at det virkelig var en dygtig trommeslager, og da han så blev præsenteret faldt femøren :) Fedt at opleve en der har været så tæt, på den mest inspirerende musiker der nogensinde har levet. Tak for det Rufus!