turboschlosser

Fuck Buttons, Voxhall, d. 11. oktober 2009

2009-10-12T00:38:00.000-07:00

Lydmanden havde for alvor trykket på sin ’fuck button’ søndag aften på Voxhall. Aldrig før har jeg oplevet den fysiske forstand af ’the-wall-of-sound”. Mine næseben vibrerede når jeg trak vejret og jeg kunne mærke, at de små hår på mine arme bevægede sig, i takt med en fast four-to-the-floor fornemmelse.

Først var jeg skeptisk, men så indså jeg lidt efter, at det egentlig er sådan den musik skal være. Fuck Buttons, som er det band der er på tale, skal være højt og kroppen skal kunne tage den bas-blæs. Det hører simpelthen med til oplevelsen af Fuck Buttons.

Ligeså snart man indser det, åbner der sig et helt nyt musikalsk univers. Det univers Fuck Buttons centrerer sig om, er en post-rocket udgave af en digital støjrock, og det gør de med digitale samples, legetøjsmikrofoner, tromme og keyboards.

De to gutter står ved det samme elektroniske alter, hvor de bruger tribal-rytmer, primal-skrig, en fast pulserende dyb bas, plus en helt fantastisk indlevelse i den musik de kanaliserer ud via jack-kabler, synth og sample-triggere.

Bandet spillede både numre fra den nye plade Tarot Sport, men også fra deres helt fantastiske plade Street Horrrsing fra 2008. Pladerne har delt vandende, ligesom deres koncert på Roskilde Festivalen i år delte vandende - men det er ret svært at forstår.

For på Voxhall var højdepunkterne mange og især: Bright Tomorrow og singlen fra det nye album Surf Solar, stod som de stærkeste denne søndag aften. Når primal-skrigene skærer sig ind i marven på dig, når trommerne giver dine indvolde en rystetur eller når øregangene næsten er ved at give på, er Fuck Buttons stærkest.

Lys- og lydmæssigt gik det hele op i en højere enhed, lyset supplerede musikken så godt, at stemningen kom ligeså meget til udtryk via strob og flashing lights. Selvom detaljen af og til forsvandt i lydbilledet, på grund af det meget høje bas-niveau, så fornemmede man virkelig bandets udtryk.

De store lydflader stod generelt godt til Voxhalls store rum, og Benjamin John Power og Andrew Hung beviste med deres utrolig intense indlevelsesevne, at deres digitale støj æstetik har en berettigelse.

Malcolm Middleton, d. 30. september 2009, Voxhall

2009-10-01T14:17:00.000-07:00

Fin optræden af den ironiske sortseer fra Skotland
Jeg stødte første gang på Malcolm Middleton for nogle år tilbage, hvor jeg fik ham anbefalet. Jeg lyttede lidt til ham, og erfarede at det var nogle melankolske tekster, leveret på en forfriskende afslappet og ironisk måde. Der var, og er, ingen selvhøjtidelighed der. Ikke fordi Malcolm Middletons sange ikke kan bære det, for det kan de nu sagtens, men hele hans storbritiske-humor univers kan tale til selv den største pessimist såvel som den største optimist – og det synes jeg er lidt af en bedrift.

Jeg var naturligvis nysgerrig – for at se giraffen som man jo siger. Og i levende live ser Malcolm Middleton også lige så afslappet ud, som det tilbagelænede tekstunivers hans musik kredser om, hvor især kærlighed er emnet. For at bruge klichéen, så ligner han en ganske almindelig skotte, der ligeså godt kunne være på vej til fodboldkamp med sine ’mates’, iført en polyester zipper. Der er ikke så mange fancy-smancy dikkedarer. Ud over små vittige kommentarer indimellem, så lader han det der betyder noget, være i centrum og det er skottens sange.

Musikalsk var koncerten meget professionelt udført. De spillede en god time, og som ekstra numre, fik publikum lov til at komme med forslag til de fem studiealbums som det er blevet til – i akustisk form. Egentlig var det her, nerven i Malcolm Middletons sange kom tydeligst frem – for man tror bare på ham, når han står der med sin akustiske guitar og krænger sin sjæl og sine problemer ud. Bandet skal dog have kredit for, at levere et fint supplement i form af programmerede beats og bas, guitar, trommer og kor. Både de spidsfindige korstemmer og de støjende guitarelementer, var med til at understrege Malcolm’s fine pointer.

Selvom bandet virkede en smule matte, som muligvis glædede sig til at afslutte deres tour om en uge, så holdte de en god kontakt til publikum. Men med en så dygtig sangskriver som Malcolm Middleton, så kunne man godt have undet dem et lidt større publikum. Overordnet var det en god koncert, der på trods af et lavt energi niveau, kom flere alen over mange andre i samme genre.

Malcolm Middletons Myspace

Loney, Dear + Marching Band, d. 6. april 2009, Voxhall

2009-04-07T05:28:00.000-07:00

Troubadour med stort T

I starten af marts udgave Loney, Dear albummet ’Dear John’. Den har fået en ganske fin reception her i landet, og lever så sandelig også op til Emil Svanängens (som er Loney, Dear) tidligere albums. Loney, Dear, skulle, mandag aften i Århus, bevise for et halvfyldt Voxhall, at Dear John også bærer kvalitet som livemateriale.

Selve koncerten var især i starten, en præsentation af numre fra den nye plade, men der var så sandelig også plads til materiale fra tidligere albums senere i sættet. Det virkede umiddelbart som en rigtig fin vekslen, mellem præsentation og nostalgi.

Emil Svangängens vokal var et af de vigtigste elementer. Den særdeles kraftige falset i en kombination med resten af hans stemmerepertoire, var virkelig underbyggende og dragende. Især med supplementet af korstemmer, der var arrangeret på en meget naturlig og underbyggende måde.

I sjæleren ’I Love You (In With the Arms)’ var der rene ’a-capella’ stykker hvor Emil Svangängen, sang uden mikrofon sammen med en meget afdæmpet guitar. Selve effekten, hvor han skifter fra ’a-capella’ til at synge i mikrofonen igen i samme nummer, var Loney, Dear utrolig gode til at udnytte, og på den måde formåede de virkelig at bygge et dynamisk klimaks op, på en meget naturlig måde. Desuden inddrog han publikum til fællessang til svarkor, og det virkede rigtig godt. De stille numre er virkelig en af Emil Svangängen absolutte forcer.

Men ud over fællessang fra publikums side, på opfordring fra forsanger Svangängen, så var der så sandelig også en ’rave’ fest ind i midten af koncerten. Nummeret ’Under A Silent Sea’, hvor trance elementer pludselig dukker op og giver et forfriskende energisk input, hvor to hi-hats ’off-beater’, mens auto-pitch effekten a la Cher giver nummeret et skævt, men spændende touch.

Singlen fra den nye plade, *Airport Surroundings’, var også et af højdepunkterne, med et meget energisk ’Na-Na-Na’ kor, og trommernes pulserende rytme, der virkelig satte festen i gang. Ekstranumrene, ’Sinister In A State Of Hope’, ’I Am John’, ’Saturday Waits’ og ’Dear John’, var alle gode numre på afslutningen af en rigtig gennemført aften.

Stemningsmæssigt, var forholdende virkelig fordelagtige. Et utrolig velopdragent publikum, sugede nærmest alt til sig, og lyden var tilmed også særdeles tilfredsstillende. Men Loney, Dear var grundlaget for dette, og de beviste i særdeleshed deres værd denne aften.

Opvarmningsband ’Marching Band’ gjorde desuden også en god figur. Med en utrolig energi og en ganske lysten indie-pop dannede de et rigtig fint grundlag og en rigtig god stemning til Loney, Dear. Et meget spændende band, som helt sikkert bør checkes ud.

Links:

http://myspace.com/loneydear

http://myspace.com/marchingband

Lampshade - Stop Pause Play

2009-03-28T05:40:00.000-07:00

Middelmådigt minialbum fra musikkollektivet Lampshades tredje udspil.

Rebekka Maria Andersson, den kvindelige del af Lampshades vokal, har i en rum tid, beskæftiget sig med hendes solo projekt AsInRebekkaMaria. Derfor er det rart, at se Lampshade lave materiale sammen igen, da de er et ganske spændende og interessant band. De har lavet nogle fine albums før, især nogle af de allerførste ting, blandt andet samlingen ’3P’ samt deres reelle solo album ’Because Trees Can Fly’, har for denne anmelder stået som centrale punkter.

På ’Stop Pause Play’ er det er et velspillende band, og rent musikalsk fungerer Lampshade godt sammen. Forcerne er især den meget unikke kvindelige vokal og en dejligt afvekslende mandlig vokal. Et element der fungerer aldeles godt. Derudover er det gode gennemarbejdede arrangementer og grundige instrumentale elementer, der sammen med producer Nikolaj Nørlund er med til at gøre pladen bedre.

Men. ’Stop Pause Play’ virker som om vi for en stund, er blevet draget med ind i arbejdsprocessen mod et længere reelt album. Især fordi der er visse kvalitative udsving i musikken, og derfor virker det som om bandet skal have prøvet nogle sange af. Der er tre lyspunkter, og det er sådan set også det er der giver de tre stjerner i denne anmeldelse. Det er ’Silkesår’ hvor Rebkka Marias vokal, bliver flettet sammen med færøske Teiturs fine vokal – begge på dansk. ’Architecture Wounds’ hvor arrangementsarbejdet er i top, og hvor en vekslen mellem den mandlig/kvindelig vokal virker utrolig godt, samt ’Den Støjende Tid’, som er en fortolkning af et Michael Strunge digt, der med en ’ond’ guitar giver nummeret en interessant kant, igen som et fremragende supplement til Rebekka Marias vokal.

Desværre mangler de sidste tre numre lidt mere af den kant, de bruger i det sidst omtalte nummer. De dunkle og afvekslende elementer, som de viser at de kan lave, og det på en spændende måde, giver næring til en optimisme mod deres forhåbentlig kommende fuldlængde album. Her vil vi forhåbentlig se Lampshade, som et band der har sorteret det mest overflødige væk, og tilmed givet numrene kant, og turde skille sig ud, for det er der de skinner igennem.

Fakta:
Udkom d. 26. januar 2009 på A:Larm Records

Trackliste på ’Stop Pause Play’ (Minialbum):
The Rest
123 - Lalala - Take It Back
Silkesår (Featuring Teitur)
Neon People
Architecture Wounds

Links:
Lampshade på MySpace

Peter Brötzmann, d. 17. februar, Voxhall

2009-02-23T06:19:00.000-08:00

PETER BRöTZMANN CHICAGO TENTET LEVERER ET SKOLEEKSEMPEL PÅ HVORDAN FREEJAZZ SER UD I DAG.

Charlie Parker, Red Rodney, Fats Navarro, Chet Baker, Wardell Gray, Sonny Rollins, Miles Davis, John Coltrane, Stan Getz – dette er blot nogle af de navne der kæmpede deres kamp med heroinen da beboppen var på højeste I de glade 60’ere. Som bekendt var der nogle der tabte kampen mod det hvide stads, mens andre blot beskadigede deres karriere. Beboppens, eller jazzens udvikling i det hele taget, tog en drejning, som den måske ikke ville have taget – havde det ikke været for de prominente jazzmusikeres trang til stoffer.

Mange af de ovenstående navne, har skrevet historie med den genre de var en del af, men fornyelsen af beboppen var ikke tilstede. De var alle del af en bebop, der var groet fast. Der var ikke fornyelse i valg af instrumenter, der var en tendens til at lave flere strenge af soloer hen over et unisont tema med akkordsekvenser over standard repertoire – og det begrænsede.

Free Jazz – den totale frihed
Derfor var der en ung mand ved navn Ornette Coleman der i 1960 udgav pladen Free Jazz. Idéen ved netop denne plade var at skabe en absolut fri musik. At skære sig fri fra taktlinier, akkordskemaer og gængse kromatiske forløb, som fik frit spil på denne plade. Konventioner skulle brydes og det førte til flere former for fornyelse.

Free jazzens vigtigste tre elementer bestod og består i at inddrage råb, skrig og støj – lyde som ikke normalt blev betragtet som musikalske. En fuldstændig frihed til den der improviserer (med visse undtagelse hvor man må forholde sig til et tema) og til sidst, at undgå alt hvad der tenderer til orden.

Rytmegruppen fik en mere central rolle i stedet for dets rolle som supplement. Men ellers er netop free jazzens kendetegn, at det mangler fast grund under fødderne, eller en fast puls. Den bryder også til dels med de klassiske blå toner, de konventionelle skalaer og tonale harmonier. Derimod favner free jazzen: improvisation, eksperimentering af instrumentation, tone farver og polyrytmer.

Tyske Peter Brötzmann udspringer fra Free Jazz traditionen, og er måske mest kendt fra sit album Machine Gun fra 1968. Den indeholder rigtig mange af de tidligere omtalte elementer. Derudover indeholder den en aggressivitet i sit udtryk, som i 1968 ikke var hørt magen til. Navnet Machine Gun er ikke helt tilfældigt, for de salver figurer, fraser og melodier der bliver sendt af sted, kan tage pusten fra de fleste og gør det stadig.

At være ti og alligevel lyde som en enhed
Da tentetten går på scenen, er det til bifaldet fra et større publikum denne tirsdag aften på Voxhall. Scenen er forbløffende hurtig sat. Fra starten er det et pulserende inferno. Der er et mylder af figurer, toner, opgange og lyde. Men et eller andet sted fornemmer man hele tiden hvor i musikken man er.

I forvildelsen formår musikerne at finde hinanden. Det virker af og til som en skizofren person der møder sit andet jeg – den stille strukturelle og den noget mere aggressive person med trang til opfarenhed. Midt i virvaret finder bassen pludselig ind, med en figur der giver bund og sammenhæng, samtidig med at celloen tilføjer noget rumligt med sine effekter og distortede delay lyde. Det er det mørke overfor det lyse, hvilket de for eksempel gør ved at lade trombonen spille en figur med dæmper, som en slags call response med bas-saxofonen, der giver et flot modspil.

Der er et patchwork af melodifraser, hvor en melodi pludselig dukker op, det er der flere der fanger, der bliver spillet med på den, og resten af orkesteret underbygger ved sit dynamiske niveau. Crescendo – Klimaks – og så lige et klimaks mere. Lige som man tror at den blæsende lydtornado er nået højdepunktet, så rykker de igen et hak op ad klimaksniveauet.

Peter Brötzmann er fra første færd tilbageholden og lader i den grad, sit orkester vise hvilket stof de er lavet af. Selvom hele orkesteret er utrolig velspillende kan især cellist Fred Lonberg-Holm, saxofonist og klarinettist Ken Vandermark og bassist Kent Kessler fremhæves. Hele orkesteret når over koncerten at være solister, men disse tre er i særklasse. Fred Lonberg-Holm formår i den grad at skabe sin egen lyd, og uden at det kommer til at virke alt for tænkt, da han bruger mange effekter. Ken Vandermark er en af de styrende elementer i hele blæsergruppen og leverer en rigtig kraftfuld solo. Kent Kessler, en bassist med følelserne helt ude på tøjet, hans bas solo bliver spillet med indlevelse, aggressivitet og negle, en voldsom demonstration i hvordan en buesolo på en gulvbas kan tage sig ud. De to trommeslagere formår også at vise en kvalitet i deres sammenspillede solo, hvor de supplerer hinanden særdeles godt. De underdelinger den ene ikke spiller, spiller den anden. Det er følelse, passion, kløpinde og metalplader – der er med til at gøre lyden meget raffineret.

Der er dog ingen tvivl om hvem stjernen er denne aften. For i de
mange soloer Peter Brötzmann spiller, er han i sin helt egen klasse. Det er ubegribeligt, hvordan en næsten 70-årig herre kan levere så særpræget en lyd. Hans evne til at skabe den voldsomme, aggressive og næsten skrigende lyd ud fra saxofonen er unik, og hans forståelse for sine medspillere er noget der ikke kan efterlignes. Den metode hvorpå han skaber en nedadgående tone, samtidig med at han spiller figurer gør også at han oser af teknisk overskud.

Udover Peter Brötzmann, er den helt klare force for tentetten denne aften, at de formår at lyde som en enhed, og ikke som ti mand der kun kommer ind og spiller en solo i ny og næ. Nej forståelsen for sin medmusikant er i top og det fornemmer tilskueren med det samme. De formår at gøre en meget vild og formløs musik til noget utrolig følelsesladet – som sammen med de toner der bliver brugt, får de små hår til at rejse sig.

En klog mand sagde engang at jazz handler om personlighed, og sammen med Chicago tentetten er det lige hvad Peter Brötzmann er – en 67-årig en af slagsen.

Besætning I Peter Brötzmann Chicago Tentet:
PETER BRÖTZMANN - Saxofon, klarinetter
MATS GUSTAFSSON - Saxofon
JOHANNES BAUER - Saxofon
KEN VANDERMARK - Saxofon
PER-ÅKE HOLMLANDER – Tuba
FRED LONBERG-HOLM – Cello
MICHAEL ZERANG - Trommer
PAAL NILSSEN-LOVE – Trommer
JEB BISHOP - Trombone
KENT KESSLER - Bas
JOE McPHEE – Trompet

Niche-kvantitet og dialog - Kulturjournalistens fremtidige rolle

2009-02-18T01:31:00.000-08:00

Kunst, Drama, Musik, Film, Bøger og så videre og så videre. Kultur.

Det er sådan alle de omtalte emner bliver kendetegnet i vores morgen/ formiddags/ weekendaviser og sådan set også i det store (fiske)net - den store 'put and take sø' på din lap-top. Kulturen bliver som et andet supermarked, opdelt i afdelinger hvor 'varen' er placeret og dermed indirekte gjort til genstand for en hvis nichekonstruktion. Lad mig uddybe.

De steder man kigger efter sin kultur på nettet, bliver i højere og højere grad et meget afgrænset sted, hvor netop DIN favorit kultur bliver anmeldt omtalt og lagt ud som forfodder. Hvis man tager musikken som eksempel:
Jeg er hip-hopper og vil gerne undersøge hvad der er hipt - jeg går på danskrap.dk og ser det her - her er kompetente hip-hop kendere eller autodedakte musik anmeldere. Hvis jeg vil læse Heavy Metal anmeldelser og omtale, så går jeg ind på heavymetal.dk eller noget tilsvarende, hvor skribenterne er frivillige og siden er drevet af frivillige. Det er folk med en reelle kompetencer opbygget via erfaring og dyrkning af den enkelte genre - de formelle kompetencer bliver, sammen med kandidatgraden - losset ad hækkenfelt til.

Det er lige præcis disse 'niche-amatør' sider, der er med til at gøre det sværere for fiskeren (læs brugeren) at definere, om det er en god eller en dårlig fisk (læs musik) der er på krogen. Brugeren har fået sværere ved at afgøre, om en side egentlig er kvalificeret til at guide dig.
Don't get me wrong. Man kan få rigtig mange konstruktive ting ud af at udforske amatør sider og finde ny inspiration. Men det er til hver en tid afgørende, at der stadig eksistere en række mere kvalificerede steder hvor eksperter kan give deres mening til kende. Netop her, er kulturjournliastens rolle vigtig. For med alskens amatør-bloggeri og sider drevet af musikfanatikere uden belæg, er det vigtigt ikke at forfalde til det subjektive uden at det kan sættes ind i et større kvalificeret perspektiv.

Dialog - et vigtigt grundelement
Det er også vigtigt at den fremtidige kulturjournalist er villig til at indgå i en diskussion om sit materiale. At inddrage de nye medier. Erik Jensen, mangeårig kulturskribent og musikanmelder ved Politiken, viser på en fornem vis hvordan sagen for eksempel kan gribes an. I et blog indlæg på det tidligere MyMusic (Nu Bandbase.dk), angriber Martin Buck, Erik Jensens metoder.
Martin Buck skriver her hvad han mener Erik Jensen mener om danske musikere:
"De beskrives som tossede, velmenende optimister, der banker på Politikens dør og ringer journalisterne op i tide og utide."
Martin Buck kritisere Erik Jensens måde, at bedrive sin gatekeeper/smagsdommer rolle på. Det ikke interessant i dette indlæg om man er enig eller uenig med disse beskyldninger, men derimod, at Erik Jensen tager til genmæle. Han forsvarer sin sag, og argurmentere overfor de kommentarer der kommer til Martin Bucks blog indlæg.

Niche-kvanitet og dialog er altså nogle af de præmisser, kulturjournalister i fremtiden skal arbejde på baggrund af, og arbejde med.
Så før du tager indbkøsvognen i hånden, og begiver dig ud i det store indkøbscenter til niche varen, bør du ruste dig med en naturlig skepsis, for det er blevet sværere for kulturjournalisten at nå igennem, men dog nemmere at indgå i en dialog, og det er den der er vigtig.

Powderdust - First Second

2008-12-02T11:50:00.000-08:00

Elektro-pop trio, når desværre aldrig helt til toppen af den bakketop de så ihærdigt stræber efter.

Powderdust er et dansk orkester, der består af Anneli Lindeborgh på vokal, Per Christensen på bas/programmering og Lars Meiling på keys/kor. Bandet har i varierende former været i live i et lille årti og udgav i 2006 deres debut album. ’First Second’ er dermed bandets anden plade, som består af 10 skæringer og et enkelt bonus track.

Powderdust leverer en gennemsnitlig toer uden det store pondus eller de helt store overraskelser. Det er den elektroniske popmusik der står i centrum, og det meget polerede udtryk mangler generelt substans og kant. Hele pladen vipper på æggen af en kniv, hvor det segment som irske Róisín Murphy også ville have henvendt sig til står på den ene side, mens de kiltklædte danskere fra Infernal står og ånder dem i nakken på den anden side.

Nummeret ’The Foreman’ er et spøjst flashback tilbage 90’erne, hvor off-beat hi-hat var en dyd og hvor vers-bro-omkvæds formen stod i enhver musikmagers musikbibel. Nummeret hører ganske enkelt et helt andet årti til, og den virker yderst malplaceret. Også ’Egoistic Mama’ bygger på en tynd melodi der, trods en spændende basgang, ikke kan holde nummeret oppe. ’Sum of All Good Things’ mangler også noget der kan forhindre det i at være mindre kedsommeligt, måske en smule form-kreativitet der kunne overraske lidt.

Men Bevares, der er gode numre på pladen. Titelnummeret til pladen ’First Second’, har en god energi, og formår via vokalen og i særdeleshed produktionen at skabe et pakket pop nummer der sagtens ville kunne gøre sig på et dansegulv. ’My Sonority’ er også et udmærket nummer, hvor en god kombination flydende pads understøtter en simpel keyboard figur parallelt med vokalen. Nummeret ’Addict’, der er et af pladens mere afdæmpede numre, formår at skabe stemning og et univers, der også er ganske fint.

Jeppe Federspiel og Powderdust begår altså desværre ikke noget mesterværk. Indimellem formår de at finde hinanden og ramme noget der fungerer rigtig godt, men generelt gør Powderdust sig bedst, som en slags baggrundsmusik hvor små finesser ikke skal danne grobund for et interessant stykke musik. Der bliver brugt mange traditionelle elementer, og Powderdust opfinder ikke just den dybe elektro-tallerken på ’First Second’.

Fakta:
Udkom d. 24. november 2008 på A:larm Records

Links:
http://www.powderdust.dk
http://myspace.com/powderdust

Jamen, hvordan kan de stadig ikke forstå det?

2008-10-20T06:32:00.000-07:00

Man kan sidde og blive hel harm sådan en mandag eftermiddag. Ud af ingenting, kan man pludselig føle væmmelsen over mennesket og hvor grisk og blindt det kan være.
Jeg faldt over en artikel på TV2's side (Se Link), hvor en mand bliver sagsøgt for 160.000 kr. for at have delt ca. 13,000 numre online vha. P2P. Efter så lang tid med denne fildelingsdebat, er det mig fuldstændig ufatteligt, hvorledes pladeselskaber og anti-piratgruppe, endnu ikke har forstået hvad det her går ud på. Man snakker om rettigheder der bliver krænket, penge der ikke bliver betalt og om at der bliver stjålet fra musikernes lommer. Jeg vil vove at påstå, at disse mennesker der gør sig til poltivogtere over vores allesammens internet, gør sig skyldig i en forbrydelse der er meget værre. Frihedsberøvelse. Gid jeg ikke sad og skrev eksamen, så jeg havde tid til en yderligere uddybning af denne, trættende debat, som desværre får sympati og støtte fra vores eget system. Tænk nu airplay, tænk promovering, tænk eksponering, tænk nyt.

Kald mig endelig ensidet, men det er simpelthen et eksempel på EKSTREM dårlig markedsføring vi ser endnu et eksempel på. Øv, hvor bliver man harm.

Link til TV2's historie
Link til Politikens dækning af samme historie

No And The Maybes - No And The Maybes

2008-10-19T05:17:00.001-07:00

Interessant debut fra 3 mandsorkesteret, nej og måskerne.
No And The Maybes er et navn der er dukket op ret ofte på det sidste. De spillede på dette års spot festival og har på flere danske, og ikke mindst udenlandske, magasiner fået stor opmærksomhed, og er blevet spået som de næste ’store’. Derfor har forventningerne da også været store til dette ventede debut album.

Når et band bliver eksponeret på denne måde, er det altid næsten 50/50 om det går den ene eller den anden vej. Og er det mon så gået den ene eller den anden vej i forhold til denne anmelders mening. Tja, man vil nok, som de fleste, fristes til at lægge pladen et sted i midten. Så kan man komme med de klassiske kommentarer om at man synes der er potentiale, og at man glæder sig til at høre næste udspil, med håbet om at bandet vokser i stil og i modenhed. Pladen, har jeg, da også placeret et sikkert sted i midten. Det er svært at undgå de ovenstående klichéer, men man vil dog understrege at denne plade, i det omfang det kan bruges til noget, karaktermæssigt, får et stort 4 tal.

Bandet besidder nemlig evnen til at skabe en naiv, enkel kvalitativ melodi, samtidig med at det undgår at blive ensformigt og kedeligt. Dette er en kunst der ikke er nem at gøre efter. Godt nok bliver bandet, fra pladeselskabets side, slået op som et band der søger at finde deres egen lyd, og generelt er trætte af genrekopier osv., og de finder den da også, men der er inspiration at spore. Hvis man skulle placere bandets plade på genrehylden, ville den nok skulle placeres et sted mellem Pet Sounds og The White Album, men med et twist af synth, håndklap, bjælder og klokkespil/xylofon. Ja, fantasi skal der til.

Det forhindre dog bestemt ikke albummet i at have nogle perler. Førstesinglen, ”Petra Petrified”, bør fremhæves. Omkvædet er en sand ørehænger, og de små finurlige elementer der bygger de forskellige elementer af sangen op fungerer rigtig godt i det samlede billede. Derudover er både ”Hummingbird Bed”, ”Mouth”, ”Can I Sleep With Your Friends?” og ”I Know A Girl” alle numre der skinner igennem som nogle af albummets stærkeste. Især sidstnævnte sang, har et yderst originalt omkvæd, og er et af de absolutte højdepunkter. Korarrangementet er i top, og guitarfigurerne falder rigtig godt i hak med beat og alle de små ’sjove’ lyde der dukker op.

Bandet holder et generelt højt bundniveau og særligt alle de små gimmicks der dukker op i deres sange, med en bred bue af instrumenter, fungerer rigtig godt. Sammen med de flerstemmige og virkelig gennemarbejdede korarrangementer og deres gode melodier, er disse elementer bandets klare force. Så, selvom inspirationskilderne er indlysende, formår bandet at forblive sig selv, og det må man sige er en kvalitet i sig selv. Spændende debut.

Links:
http://myspace.com/noandthemaybes

M83, d. 7. oktober, Voxhall

2008-10-08T03:19:00.000-07:00

Store klangflader, Simple pop melodier og det store Anthem.
Anthony Gonzalez er hovedmanden bag M83. Han har, som M83, efterhånden eksisteret i en årrække, men har desværre ikke opnået det helt store gennembrud her i Danmark. Det seneste album ”Saturday = Youth”, har i danske sammenhænge fået en meget blandet modtagelse, mens den i internationale sammenhænge har høstet store roser af bl.a. Pitchfork m.fl. M83 er et af de tilfælde hvor stilen har det med at dele vandene, og skabe en god debat, om hvor grænsens mellem stilinspiration og originalitet går. I hvert fald bliver bandet ofte klandret for, at lyde for meget som ”My Bloody Valentine”, ”Múm”, ”Sigur Rós”, ”Mercury Rev”, ”Air” og andre. Der er ikke nogen tvivl om hvor inspirationen kommer fra, og om det er for meget vil jeg nu lade stå til åben diskussion. Men til koncert tirsdag d. 7. oktober overbeviser bandet nu alligevel undertegnede om deres, mere end momentvise, kvaliteter og deres originalitet.

Bandet består af en trommeslager, en guitarist, en kvindelige synth- og vokal samt Anthony Gonzalez på synth, guitar, samples og vokal. Og i denne besætning skaber de en af de største lyde jeg har hørt i længere tid (vores egne danske Small, er de eneste der kommer tilnærmelsesvis i nærheden af), hvilket så absolut hælder til det gode, det meste af vejen. Deres opbygninger af numrene fra noget ofte ganske afdæmpet til et klimaks er et gammelt trick, som de mestrer til fulde. Ofte fungerer deres numre faktisk bedst når de får lov at kulminere og udvikle sig oppe i det røde felt. De skift trommeslageren laver fra el- til rigtige trommer er en af elementerne, samt meget store klangflader i en kombination af synths, guitar og et stramt back-track (supplerende spor fra en computer) der supplerer bandet hele vejen igennem.

Et af bandets lidt svage sider, er omkring de vokal samples der er på nogle af deres numre, bl.a. til ”Highway of Endless Dreams”, her er det et vokalt sample der starter nummeret, og i ”Moonchild” hvor tilfældet er det samme. Det narrative, historiefortællende element de formodentlig ønsker at skabe, ved at benytte disse elementer, fungerede ikke helt så godt i live situationen som det gør de respektive studiealbums. Dette er lidt en skam da begge vokalister i bandet er yderst overbevisende, og derfor måske godt kunne påtage sig rollen, eller simpelthen udelade det i live sammenhæng. Derudover fylder bandets back-track en stor del af deres lyd, især i ekstranummeret ”coleurs” hvor vi er på grænsen til techno, og dette er også et, til dels, energi tabende element.

Ellers var første del af koncerten nok desværre bandets svageste. Lyden var ikke helt god, faktisk var den ganske enkelt for lav. Når man er inde og høre musik i denne genre, vil man gerne kunne mærke den der bund i maven og så man rent faktisk også kan mærke hvor højt til loftet der bliver spillet. Det blev der heldigvis gjort noget ved som koncerten skred frem, hvilket hjalp på at få de dynamiske elementer op til det sted under loftet, hvor de hører hjemme.

M83 tog os altså igennem deres univers på alle leder og kanter. De kan nemlig både skrive simple synth pop sange, samtidig med at de kan spille støj på den synth-prog-rock agtige måde, hvor der bliver bygget op til klimaks efter klimaks. Derudover formår de også, at skabe deciderede anthems, især nummeret ”Don’t Save Us From The Flames” skinner igennem her. Numrene fra ”Saturdays = Youth” var, herudover, også dem der klart var bedst og flest (fx. Kim and Jessie), og som for alvor bragte M83’s kvaliteter frem i lyset. Når de kan lave en kombination af de simple pop melodier, sammenkoblet med de prog-rock agtige elementer, ja så bliver det interessant at høre. I hvert fald kan man håbe at M83 går i samme retning, som der er at finde på ”Saturdays = Youth” det er her deres sande originalitets element ligger, og det her man kan håbe de finder inspirationen til at nå nye højde.

Selvom første del af koncerten måske kun kunne vurderes til en 3 stjerner, så formåede de alligevel at hive den op i sidste del af koncerten til omkring de 5 stjerner, derfor falder vurderingen et jævnt retfærdigt sted i midten, og så må man inderligt håbe at bandet formår at hive den skridtet længere op næste gang. Men hvis man stadig ikke helt ved hvor man skal placere M83’s lyd, så synes jeg såmænd bare man skal tage den næste raket ud i rummet og så kigge ud af vinduet, for det er lige der man finder M83’s univers, ufattelig højt oppe og svævende. Men de kan nå højere, og det håber jeg virkelig man får lov at opleve.

Set-liste:
Run Into Flowers
Moonchild
Kim & Jessie
We Own The Sky
Graveyard Girl
Gone
Teen Angst
Highway Of Endless Dreams
Don’t Save Us From The Flames
Skin Of The Night
X-tra
Coleurs

Links:
http://ilovem83.com
http://myspace.com/m83

Bon Iver, d. 20. september, Voxhall

2008-09-21T05:35:00.000-07:00

Fantastik optræden af Justin Vernon og Co.

Det er virkelig svært at skulle anmelde en koncert, som man på forhånd har spået til et af årets absolutte musikalske højdepunkter. I hvert fald hvis man skal gøre det med en hvis form for objektivisme. Men efter koncerten var det såmænd ikke svært at bibeholde sin objektivisme, for det var ganske enkelt en pragtkoncert, veludført, velspillet og veltilrettelagt. Det var indiskutabelt et absolut musikalsk højdepunkt, og det var (heldigvis) også en stor publikumsskare der havde fundet vej til Voxhall denne aften.

Bon Iver udgave tidligere på året sin debut plade, ”For Emma, Forever Ago”, og med gode anmeldelser og en generel god reception af dette album, synes forventninger også at være store til ”den gode vinter” (Bon Hiver, fransk). Det store spørgsmål synes især at være, hvorvidt den samme hytte stemning, som Vernon opnåede gennem en lag-på-lag teknik på pladen, ville kunne genskabes live. Det skulle det altså vise sig, at det kunne, plus lidt til.

Som hjælpemiddel til dette, havde Vernon sammensat et band. Bandet bestod af to rytmefolk/bas/altmuligmænd der stod for det rytmiske modspil til Vernons melodier, samt en guitarist i front sammen med Vernon. Dette band, var mere eller mindre koncertens lag-på-lag element, grundstenen. Hver enkelt musiker supplerede med kor, hvilket virkelig var med til at gengive pladens stemning. De to trommeslagere lavede nogle fremragende effekter, ved at spille synkront i et nummer, og spiller med en lille forsinkelse af hinanden i andre numre. Og selvom en rytme jo helst skal være fast, så fangede de virkelig stemningen på albummet, bl.a. via disse elementer. Derudover var bandet, som helhed, god til at underbygge de stigende dynamisk højdepunkter der forekom undervejs.

Sangmæssigt, blev man taget igennem det meste af ”For Emma, Forever Ago”. Bandet lagde ud med en tour-de-force af de første fem sange på albummet, i den rækkefølge. Derefter spillede de en veludført cover af ”Talk Talk” klassikeren ”I Believe In You”, samt det nye nummer ”Bloodbank”. Og til slut, den modsætningsfyldte ”Creature Fear”. Hvorefter ekstranumrene, ”For Emma” og soloopførelsen af ”re:stacks” sluttede det hele af.

”Flume” hvor Vernon’s stemme skærer en lige ind til benet og rejser de små hår. ”Lump Sum”, hvor kor arrangementet var i aldeles særklasse. ”Skinny Love” hvor de dynamiske opbygninger holdte en stangen. ”The Wolves (Act I & II)”, som endte i et rent fællessangs- og støj nummer, måske et af de absolutte højdepunkter. Den enkle ”Blindsided”, hvor en guitarsolo også fik sneget sig ind, og hvor bassen og trommerne lagde den perfekte bund til Vernons stemme. Man kan diskuterer hvor vidt, det var nødvendigt for ”Bon Iver” at spille et cover nummer, men det virkede faktisk som et godt pusterum for publikum, for at det ikke blev en slavisk gennemgang af pladen. Et interessant nyt nummer, ”Bloodbank”, knap så falsetbaseret og en smule anderledes end det rum der agerer på pladen, spændende. ”Creature Fear” hvor koret igen var i verdensklasse og hvor der var en stigende intens stemning, som bestemt sluttede på højdepunktet. ”For Emma” der fremstår meget mere intens i sin live udførelse, og ”re:stacks” det mest intime, smukke, skrøbelige nummer, som igen løftede niveauet til noget ganske unikt.

Kombinationen af en fremragende lyd, yderst kompetente musikere , Vernons unikke falset-vokal og nogle fantastiske numre - gjorde stemningen på Voxhall til en lille hytte i Wisconsin, og man ville egentlig hellere blive inde i selskab med Bon Iver, end at bevæge sig ud i den kolde Wisconsin sne bagefter. Men gode ting varer ikke evigt, så vi må tålmodigt se til hvad der nu skal ske for Bon Iver, i hvert fald, er man allerede misundelig på dem der skal se ham til den kommende koncert i København.

Set-liste:
Flume
Lump Sum
Skinny Love
The Wolves (Act I & II)
Blindsided
I Believe In You (Talk Talk Cover)
Bloodbank (Nyt nummer)
Creature Fear
X-tra
For Emma
re: stacks (Solo)

Links:
http://myspace.com/boniver

The Late Parade, d. 6. juni, Voxhall / Spot

2008-06-06T11:05:00.000-07:00

Intenst, Storladent, Forfriskende.
Jeg vil godt starte med at fremhæve, at The Late Parade er et yderst spændende band. De spiller storladen alternativ pop/rock af den høj kaliber, og de store dynamiske højdepunkter er der bestemt ikke langt imellem.

Det var en halvfuld koncertsal The Late Parade måtte overbevise denne varme fredag eftermiddag. Og det lykkedes et godt stykke hen af vejen. Bandet fremstår meget originalt og så, til tider, alligevel ikke. Grundet deres meget markante forsanger, der i øvrigt synger fremragende, og de meget store guitarflader, kan deres sange, for et utrænet øre, godt mangle lidt adspredelse. Dette er blot ment i den forstand at deres materiale i og for sig er ganske godt, men når vokalen lydmæssigt desværre ikke kommer ordentligt ud til publikum, kan det være svært at fornemme detaljen og idéen. Dog skal det siges at der i flere numre er gjort et godt stykke arrangementsarbejde. Især trommernes ganske fine udvikling i rigtig mange numre er passer godt ind i den stemning der forsøges at skabe, og når det så også bliver gjort velspillende og overbevisende er det svært ikke at trampe med foden.

En sang bør især fremhæves, som særdeles smuk. ”My Spies”, står for undertegnede som et af højdepunkterne denne eftermiddag. Netop et nummer hvor de små ting kan fornemmes og hvor man fornemmer en nærhed, og en personlighed der er af høj kvalitet.

Det skal dog ikke lyde som om denne anmelder er blevet skræmt af den storladne stil bandet leger med i største delen af koncerten, for dette mestre de så absolut også til fulde. Den meget rå guitarlyd og de store synthflader blandet med forsangerens mew’ske/placebo’ske røst er en fin blanding.

Personligt vil jeg glæde mig til at høre The Late Parade igen når de har udgivet deres første fuldlængde cd. Forhåbentlig med en lidt bedre lyd, der kan få de detaljer og den smukke vokal til at komme til sin ret, samt et lidt bredere spektrum der kan løfte det hele blot en smule mere.
Og så må de endelig fortsætte paraden, for jeg vil i hvert fald gerne følge med fra sidelinien.

http://myspace.com/thelateparade

Spiritualized

2008-06-05T06:29:00.000-07:00

Hej jeg vil blot gøre opmærksom på en virkelig god plade der just er udgivet... Navnet er "Spiritualized" pladen hedder "Songs In A & E" og den er virkelig god. Der er nogle lækre klangflader, der er nogle gode afdæmpede numre med en meget eftertænksom tekst, og derudover indeholder hele pladen bare en stemning der er bemærkelsesværdig. Den er lyt værd!

Deres hjemmeside her.

Bon Iver - For Emma, Forever Ago

2008-05-22T02:40:00.000-07:00

Bag navnet Bon Iver (kommer af det franske ord Bon Hiver = God Vinter) gemmer der sig en fyr ved navn Justin Vernon. Han har lavet denne debutplade under og efter et ophold i en hytte i ødemarken i Wisconsin i 3 måneder, hvor han med meget få midler har formået at lave en plade af den fineste slags, kun horn trommer og nogle kor stemmer er efterfølgende tilføjet i et studie i North Carolina. Ud over kun at have primitivt optage grej med, måtte han også, i bedste Christopher McCandless stil, selv sørge for mad, varme osv. Og nu tænker man så, det er da set før at en musiker bruger isolation som inspiration, men der er blot en ting der adskiller Bon Iver fra mange af disse andre – det virker i hans tilfælde.

”For Emma, Forever Ago” blev oprindeligt udgivet i 2007 af Justin selv i 500 eksemplarer, men efter at disse 500 eksemplarer blev revet væk, er albummet udgivet i både USA og Europa.

Denne plade er noget ganske særligt, det kan der ikke herske nogen tvivl om. Allerede efter første gennemlytning føler man sig allerede inde i Bon Ivers univers. Numrene på pladen bærer præg af en nærhed der sjældent er set bedre. Det kommer bl.a. af en meget minimalistisk produktion, hvor man har bibeholdt den meget mand-der-spiller-i-en-hytte-på-sin-guitar stemning. Guitaren har en meget varm lyd hele vejen igennem, og selvom der kommer instrumenter der ikke er optaget i hytten, så ødelægger det på ingen måde nærhedsfornemmelsen eller det meget autentiske lydbillede.

Nærmest samtlige numre er blevet overdubbet på den ene eller den anden måde. F.eks. i ”re: Stacks” hvor panoreringen af vokalen giver en fornemmelse af at Justin Vernon rent faktisk fører en samtale med sig selv. Generelt er det et kæmpe stykke kvalitets arbejde der er gjort for vokalen, og den varme falset Justin Vernon besidder fører en ganske blidt gennem albummet og putter en under dynen i hytten i Wisconsin, hvor man kan få lov at se og lytte med.

Og spændende er det bestemt at lytte med, for de fortællinger der er på albummet er virkelig godt skrevet. Eks. I re: stacks: There's a black crow sitting across from me; his wiry legs are crossed // And he's dangling my keys he even fakes a toss // Whatever could it be // That has brought me to this loss? Her bliver desperationen virkelig underbygget, og ligeledes i omkvædet: On your back with your racks as the stacks as your load // In the back and the racks and the stacks are your load // In the back with your racks and you're un-stacking your load. Lidt finurligt bliver disse linier præsenteret, sammen med en ganske fin og enkel guitar figur. Der er med til at gøre re: Stacks til et af albummets absolutte højdepunkter, i den grad det er muligt at fremhæve en perle frem for en anden.

Pladen består nemlig udelukkende af perler og der er ganske enkelt ikke nogen let sag at skulle sætte en finger på noget. Det er sjældent man hører et album man i den grad føler er så uopslideligt, at man efter utallige gennemlytninger bliver ved med at finde en ny yndling, og dette på trods af at albummet kun indeholder 9 numre.

Man kunne sagtens i denne anmeldelse rose hvert enkelt nummer for dets kvaliteter og for albummet røde tråd der gør dette album til noget helt særligt. Men i stedet vil jeg komme med den inderligste opfordring om at erhverve sig dette album, for det er for alvor det smukkeste album der i skrivende stund er lavet i 2008.

Numre på ”For Emma, Forever Ago”:

Flume
Lump Sum
Skinny Love
The Wolves (Act I & II)
Blindsided
Creature Fear
Team
For Emma
re: Stacks

Man Man, d. 19. maj, Voxhall

2008-05-20T07:21:00.000-07:00

Der er noget undertegnede fra starten af denne anmeldelse gerne vil gøre klart. Man Man er et mærkværdigt band. Denne aften starter det 5 man store orkester showet ved at gøre entre i hvide dragter, malet med hvid krigsmaling. Og sikke en kamp man bliver taget igennem. Man står og taber pusten bliver tørstig og man skyller det hele ned med den blanding af så mange ting, som Man Man i virkeligheden er.

En typisk Man Man krigs-cocktail kunne bestå af 1 del Kaizers Orchestra, 1 del Tom Waits, 1 del fusions rock/jazz alt dette tyndes og blandes med ligeså meget fandenivoldskhed og ligeså meget spilleglæde der overhovedet kan være plads til.

Man Man starter fra første tone/trut/slag/fløjt med at overvælde sit publikum. Der sker hele tiden noget nyt på scenen man finder interessant og det hele bliver altså fremført med en dygtighed der er bemærkelsesværdig. Nogen gange spiller de nogle fine melodier fremført af en fint mandskor, andre gange bliver man hevet i gennem en sigøjner rock med improvisation og pludselig befinder man sig i næste nummer med konstant skiftende taktarter og nytårshorn som hovedingrediens. Men det der binder alle disse umiddelbart vanvittige ting sammen er i høj grad bandet fingerspitzgefühl til at lave fremragende korarrangementer, og til hele tiden at underbygge nummeret med nogle fængende stemmer. Især forsangeren formår med hans meget dybe stemme at holde lytteren stangen.

Man Man’s musikalske performance kan mest sammenlignes med en leg. De virker som sig selv i det de laver. De hopper, danser, råber, synger, spiller (på alles instrumenter) og legen er i sandhed en oplevelse at iagttage.

Man Man måtte desværre nøjes med at se ud på ca. 30 publikummer, man kunne håbe for dem at der næste gang er flere til at opleve denne fantastiske energiudladning som Man Man er. Og selvom Man Man virker som noget der kunne betegnes som en niche inden for musik, så er de bestemt et band der fortjener opmærksomhed og som undertegnede til enhver tid rejse for at se igen.

Man Man they can play!

Ane Brun, d. 28. april 2008, Voxhall

2008-05-06T04:09:00.000-07:00

”Changing Of The Season” er navnet på Ane Bruns tredje studiealbum, som i mange danske medier har fået en ganske god modtagelse og Ane Brun kunne da også på denne tirsdag aften skue ud over en næsten fyldt sal, der for alvor var klar på at høre hvordan denne nye plade skulle tage sig ud live.

Efter opvarmning af Nina Kinert (S), der også agerede som korsanger for Ane Brun, var der for alvor lagt i ovnen til en af de mere afdæmpede aftener. Et spøjst indslag med en ’ladyboy’ som ekstra trommeslager i sidste nummer lagde bunden for den lettere humoristiske stemning, der bestemt virkede på publikum.

Det var et veloplagt orkester, og en veloplagt Ane Brun, som blødt, sparkede showet i gang med nummeret: ”Raise My Head”. Dens fine strygerarrangement kombineret med en afdæmpet guitar lagde virkelig en godt akkompagnement til Ane Bruns varme vokal. Herefter fulgte en tour de force gennemspilning af hele ”Changing The Seasons”, bortset fra et par sidespring indimellem. Især ”This Voice”, fra Ane Bruns andet studiealbum bør fremhæves. Strygernes enkelt toner der sammen med trommerne danner rammen for en drømmende sfære, der meget symbolsk, leder tankerne hen mod faldende blade og efterårsstemning. Også ”Ten Seconds” fra det nye album fungerede aldeles fremragende, med dens svævende ”uh” kor der bærer nummeret hele vejen igennem.

Dog var der tre absolutte højdepunkter denne aften. De første to: ”Lullaby For Grown-Ups” og titel nummeret til det nye album ”Changing Of The Seasons”. De er begge højdepunkter på den nye plade, og de er det så absolut også i sin live udførelse. Især efter ”Changing Of The Seasons”, som i sig selv er meget akustisk med kor og strygere dog med et velvalgt orgel hen over, føler man virkelig at årstiderne skifter. Også ekstra nummeret ”Rubber Soul” gør sig til genstand for ros. Sangen er vel mest kendt fra duetten med den færøsken sanger Teitur, men i duet med Nina Kinert gjorde den sig bestemt værdig som et af højdepunkterne på denne aften.

Ane Bruns 7 mand store orkester, er virkelig godt sammensat, og de formår virkelig at tage de ting med fra Ane Bruns studiealbum der virker, plus lidt til. For det bliver spillet med et gribende overskud, og arrangementerne bliver spillet med en sikkerhed og dog en frihed der er værd at rose.

Publikum lå mere eller mindre på et sølvfad foran Ane Brun hele aftenen. Der var stille fra start til slut, og man er ikke i tvivl om at folk der var der stod og nød hvad det var de hørte. Måske var de stille pga. vinterens lange indtog i det nye år, men jeg personligt synes mere det bar præg af at de i deres stille sind bød foråret velkommen hånd i hånd med Ane Brun, og tak for det Ane, for nu er foråret for alvor kommet.

Set liste:
1. Raise My Head
2. Round Table Conference
3. The Puzzle
4. To Let Myself Go (x)
5. This Voice (x)
6. My Star
7. Ten Seconds
8. Lullaby for Grown-ups
9. Changing of the Seasons
10. Linger with Pleasure
11. Balloon Ranger (x)
12. Drowning In Those Eyes (x)
13. Gillian
14. The Treehouse Song
15. The Fall
16. Don’t Leave
X-tra
17. Armour
18. Rubber & Soul (x)
19. Song No. 6 (x)
20. My Lover Will Go (x)
21. True Colours (Cindy Lauper) (x)

( (x) = ikke fra ”Changing Of The Seasons” )

The William Blakes

2008-04-13T15:03:00.000-07:00

Ja her er der så langt om længe en lille frisk anbefaling. Det er ved at være lang tid siden at der er kommet en impulsiv anbefaling herfra, men nu skal jeg da lige love for at der er nogen der har gjort sig fortjent til en. The Williams Blakes. Ja det vidst noget med at det er en forfatter, og faktisk så hedder deres nyligt udkommede album "Wayne Coyne", som jo bekendt er forsangeren fra The Flaming Lips. De har referencerne i orden må man sige. Men det viser sig, at dette band, bl.a. består af Kristian Leth (fra det nu nedlagte musikprogram LIGA), og han viser sig faktisk at være en glimrende musiker. De numre der ligger på myspace er i hvert fald af høj høj kvalitet, og jeg faldt over det med det samme. Så check det ud, det er sgu fedt. Især "Violent God" og "Secrets Of The State" YEAH!

Teitur - The Singer

2008-03-24T15:56:00.000-07:00

Flotte popsange, et godt omkvæd, en god gang charme. Dette har været nogle af de bærende elementer på Teitur’s to foregående engelsksprogede albums. Men Teitur, er med sit tredje engelsksprogede album, gået ad en lidt anden sti, der fører et andet, men dog fantastisk smukt sted hen.

Teitur har i nogen henseende bygget sine tidligere numre op i en stil, hvor guitar eller klaver har haft en stor rolle for det enkelte nummer. Dette har ganske givet været en kvalitet, hvilket også ses på mandens popularitet i Danmark. Derfor var det også en spændt Teitur fan der satte ”The Singer”, på første gang.

Med færingens tidligere albums i tankerne, må man sige at undertegnede var overrasket ved første gennemlytning. Dette er helt sikkert noget ganske andet. Nogle elementer er bevaret: Der forefindes stadig guitar akkompagnement og der findes stadig de uskyldige tekster om kærlighed. Men der er nogle helt andre ting der står i centrum. Især to ting er bemærkelsesværdige. For det første er der på dette album arbejdet med arrangementerne i en sådan grad, at man kan blive ved med at lægge mærke
til nye detaljer ved hver eneste gennemlytning. For det andet er en bemærkelsesværdig ting ved ”The Singer”, at vokalen har fået lov til at stå så meget frem i lydbilledet som den gør. På hvert eneste nummer på pladen får Teitur’s stemme lov til at være det styrende element. Man får vitterligt hver eneste detalje fra mandens vokal med, og sikke en fryd det er. Åbningsnummeret ”The Singer” er blot et eksempel på hvordan det kan gøres. Dette bæres af Teitur hele vejen, med meget få supplerende elementer.

Hele pladen er et stort højepunkt, men hvis der skal drages et par favoritter frem kan bl.a. ”Legendary Afterparty” nævnes, hvor Teitur fortæller om sit møde med den nu afdøde texanske guitarist Chris Whitley, man føler virkelig at man sidder med ved bordet i historien. Også ”Don’t Let Me Fall In Love With You” er en af safirerne på denne plade, med den blide sang og det ligeså svævende akkompagnement. Ren nydelse.

Arrangementerne og vokalen skaber ikke nødvendigvis de store pop hook-lines eller P3 hit, udover naturligvis første singlen ”Catherine The Waitress”, men dette skal absolut ikke forstås i nogen negativ forstand. Det skal forstås sådan, at Teitur har lavet, hvad der virker som en noget mere eftertænksom og ærlig plade. Den har personlighed og frem for alt et ufattelig højt kvalitetsniveau. Jeg tror personligt ikke at Teitur vil beholde hele sin gamle lytterskare med hunger efter radiohit, men han vil derimod få mange flere der vil forstå hans ufattelig flair for at lave de gode, fantastisk følte pop numre der i den grad klæder ham.

Dette er et af de smukkeste albums der er lavet i år, og det fastsætter for alvor Teitur på en mur sammen med resten af de nordiske skjalde.
Kun et råd kan gives, køb pladen!

I Got You On Tape, d. 28. feb. 2008

2008-02-29T02:51:00.000-08:00

Dette var den første koncert, af en lille Danmarks turné på 6 koncerter rundt i landet, som I Got You On Tape er på i øjeblikket. De er aktuelle med deres andet album ”2”, som udkom i oktober sidste år. Det har fået en fin modtagelse, og bandet har fået opmærksomhed omkring nummeret ”Somersault”, der har fået en del airplay i radioen. Men derudover var der denne torsdag aften lagt i ovnen til en opførsel af det bedste fra de 2 første albums.

Det er et 5 mands orkester, der hver især virkelig spiller med den tilbagelænethed, man også føler kendetegner I Got You On Tape’s musik. Især når det ses med det blotte øje virker det ufattelig godt. Bandet startede dog en anelse forsigtigt ud og det var først i sidste halvdel af sættet, trods god lyd, at man for alvor kunne mærke at de havde spillet sig varme.

Første halvdel af sættet havde dog også sine højdepunkter. Især var ”Dumping The Motorheads” og ”Hammertime” begge ufattelig velspillet, og med guitarflader der giver en nærmest drømmende effekt, og med hamrende rytmer der bygger nummeret op i ”Hammertime”. Ved skiftet mellem ”Prophet Rock” og ”Pins And Needles” kan man mærke at energien lige trækkes et niveau op. Efterfulgt af en lo-fi agtig ”Polkadots”, hvor Hr. Jacob Bellens’ stemme virkelig får lov til at træde frem, til det gode.

Højdepunkter er der nok at tage af i sidste halvdel af sættet, den fængende ”Buzz On My Block”, den til tider reggae (guitar) inspirerede ”Le Complication”, og den fantastisk smukke ”Somersault”. Før bandet bliver hidkaldt af publikum til 2 ekstra numre spilles en ufattelig tung udgave af nummeret ”Mary Jane”, desperationen løber nærmest ned ad væggene.

De to ekstra numre, sluttes med en god gang instrumental frihed, hvor bandet for alvor får lov at afslutte med manér, og det gør de i sandhed også.

Der er ingen tvivl om at I Got You On Tape er et ufattelig velspillende band med en ganske unik forsanger, deres efterhånden fyldige repertoire er med til at skabe flere højdepunkter end det modsatte. Dog savnede undertegnede at spilleglæden kommer til udtryk en anelse tidligere, selvom de små hår også rejste sig i første halvdel af sættet. Men altså, ganske fortrinlig optræden af et band, der forhåbentlig kommer tilbage inden længe.

Set-liste
Bedbug
Dumping The Motorheads
Hammertime
Sound Of My Bell
Waiting To Blow
Guerilla Girl
Medicine
Sticks And Bars
Prophet Rock
Pins And Needles
Polkadots
Buzz On My Block
Doctor Watching
Le Complication
Concorde
Somersault
Mary Jane
X-tra
Cream
Grasshopper

Teitur (m. Helgi Jonsson), Train, d. 15. feb.

2008-02-16T08:16:00.000-08:00

Opvarmningen bestod af den islandske Helgi Jonsson, der også i Danmark har fået gode anmeldelser for sin tidligere optræden på Spot festivalen, og han skuffede da aldeles heller ikke denne aften. Med sin trækbasun og hans nøgne uforstærkede, og absolut ubesværede flotte stemme, startede han ud med nummeret On/Off. Efterfølgende tog han sin guitar i hånde, og serverede et par af hans utrolig smukke sjælere. Og trods et knap så høfligt publikum, formåede Helgi Jonsson alligevel at levere et indtryk. Et indtryk af noget frisk, umiddelbart og en så absolut fremragende vokal.

Det var til en udsolgt koncert Teitur denne kølige fredag aften i februar skulle indfri forventningerne til hans nye album. ”The Singer” er titlen, og den har allerede vundet store roser i de fleste anmeldende instanser i Danmark. De har alle båret præg af at Teitur til dels har ændret sin vanlige, en mand og en guitar, arrangementer. Det er i højere grad blevet drejet over mod blæsere, bas, cello, klokkespil og kor der er med til at skabe en ny stemning i Teiturs musik, men absolut ikke noget fremmed. Og det var netop denne besætning der var tilstede til denne koncert, kun tilføjet af en trommeslager.

Første del af koncerten ligger mere eller mindre ud med en gennemspilning af det tidligere omtalte nye album. Startende ud med ”Guilt By Association”, med bl.a. strygere på guitar. Vokalen står i centrum, og hvilken fornøjelse det er, Teitur har ganske enkelt en ekstremt blød og behagelig stemme, der virkelig kommer til sin ret.

Arrangementerne til The Singer er gennemførte, og de er i den grad blevet gennemarbejdet. De virker utrolig godt i en live-sammenhæng. De små hår på armene får flere gange under koncerten frit spil. Det ændrer dog ikke ved at publikum i nogen grad, var lidt svært at trække rundt i manegen. Folk ventede spændt på noget de kendte, og udover ”I Run The Carousel”, fik de ikke dette før til allersidst i sættet. Og det vakte da også en forventningens glæde, i sidste halvdel af sættet, at høre velkendte sjælere som ”I Was Just Thinking” og ”Josephine”. Bandets jam agtige facon i ”Hitchhiker” var også opløftende, med de yderst strikte arrangementer der havde været tidligere, at få plads til lidt frispil. Men også nogle af de nye numre formåede at træde frem. Det Quentin Tarantino inspirede ”The Girl I Don’t Know” og ”Legendary Afterparty”, var begge to gode højdepunkter.

I midten af sættet kom der skumfiduser rundt til alle, og det ligesom med resten af Teiturs udstråling denne aften, kunne man da heller ikke andet end at blive glad. Dette blev efterfulgt af singlen fra ”The Singer”, ”Catherine The Waitress”, som vakte glæde ved publikum. Sidste nummer på programmet, før det færøske ekstranummer, var titlen til ”The Singer”. Denne blev fremfør af blot Teitur og hans underfundige, behagelige vokal. Dette var måske det mest intense under hele koncerten, og viste virkelig hvor meget Teitur i virkeligheden er netop det hans album giver ham ud fra at være.

Over en kam, var det en vellykket aften for den gode Teitur, og jeg er sikker på at når hans nye album for alvor har vundet indpas ved publikum, vil de vende ligeså talstærkt tilbage næste gang.
Det var en servering af den blødeste, behagelige Teiturske musik som vi kender den, og som Teitur selv ville have sagt: Så er der skumfiduser til folket! For det var i sandhed det man fik serveret for ørene.

Set-liste
Guilt By Association
Your Great Book
Don’t Let Me Fall In Love With You
We Still Drink The Same Water
You Should Have Seen Us
The Girl I Don’t Know
I Run The Carousel
Letter From Alex
Legendary Afterparty
Catherine The Waitress
Start Wasting My Time
I Was Just Thinking (Akustisk)
Josephine
Louis Louis
Hitchhiker
One And And Only
The Singer
X-tra
”Færøsk Sang”

Teitur - The Singer

2008-02-09T08:00:00.000-08:00

Vil bare lige pointere at man kan høre det meste af Teitur's album, der udkommer på mandag d. 11. feb., på hans Myspace side :) God fornøjelse, jeg har haft glæde af det hele dagen i hvert fald.

Vampire Weekend - Vampire Weekend

2008-02-09T07:45:00.000-08:00

Jeg hørte engang en sige at indie var det nye sort. Dette kan nogen grad sættes til diskussion, men denne debut plade af det New York’ske band Vampire Weekend, kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

Bandet slog sine rødder på Colombia University i 2006, hvor de startede med små jobs til fester og lignende. Herfra har de arbejdet sig op, ved at udgive deres The Mansard Roof EP, der skabte en stor hype om bandet i 2007, og er altså nu aktuelle med deres selvbetitlede debut plade ved XL Records.

Stilen bliver af dem selv kaldet ”Upper West Side Soweto”, men kan nærmere beskrives som en art indie-pop med inspiration af afro-pop. Sangene er nemlig meget bygget op af særegne rytmer og melodi figurer. Dette mikset sammen med forsanger Ezra Koenig’s bløde stemme, giver en behagelig lyd. Heller ikke i produktionen rører producer Rostam Batmanglij meget ved instrumenternes lyd, og alt har i høj grad fået lov til at komme ud nogenlunde uberørt. Første sang på skiven er ”Mansard Roof”, der også er orkesterets første single udspil. Der er bygget op omkring finurlige rytmer, og en instrumentalt omkvæd der egner sig som et fantastisk gimmick, og fænger med det samme. Også ”Bryn” skal nævnes, hvor melodierne og guitar figuren ikke kan andet end at få træbenet til at vippe. Gennemgående er det et utrolig dansabelt album der burde kunne få smilet frem på enhver, og få en fast plads hos alskens indie DJ’s.

Temaerne omhandler de klassiske universitetsproblemer, kærlig, piger og fester. Og dette gør de sidste tre numre på albummet også, I Stand Corrected, Walcott, The Kids Don’t Stand A Chance er alle pust på en indie scene der trængte til et friskt af slagsen. For selv efter 4., 5. Og 10. Gennemlytning holder disse numre.

Det er vedvarende og absolut noget der bør anskaffes hvis ikke man har gjort det. Disse blodsugende universitets vampyrer har formået at skabe et album, der i hvert fald får indie-afro-pop til at fremstå som det nye rødt.

Og hvis det er tilfældet må rødt være det nye sort. Fremragende.

Marybell Katastrophy

2007-12-18T06:59:00.000-08:00

Jeg så lige at jeg slet ikke have kommenteret omkring Marybell Katastrophy. Ikke fordi man i disse massemediale tider skal kommentere alt, men jeg synes virkelig at det er værd at lytte til dette band. Marybell Katastrophy har på deres hjemmeside deres numre til download (som virtuelt album), og kan selv bestemme hvad man vil give. Ikke mere snak om metoden mere, for deres sange er fantastisk interessante at lytte til. Det er blot 5 numre, men der er rigeligt at give sig i kast med. Man kommer for alvor rundt i følelsesregisteret. Eksempelvis "Jaques", hvor en aggresiv underliggende pulserende rytme driver nummeret frem, og til slut nummeret "His Desperate Voice" der er meget skrøbeligt og flot, med blot klaver, sang og nogle få effekter. Højdepunktet for undertegnede er dog nummeret "Red Red", hvor nogle kontrasterende elementer mellem vers og omkvæd er med til at skabe en meget intens stemning omkring dette nummer. Versene viskes, med den effekt at lytteren i høj skærper koncentrationen og lytter efter. Virkelig fedt album, det kræver nogle lyt, men så sidder den der også.

Hent det her.

Sød blød fløde vokal

2007-12-17T04:32:00.000-08:00

Ja nu kan det da godt være at der er mange der har fået for meget af kvinder med den lækre flødestemme (Tina Dickow, Feist, Jonna Lee etc.). Men jeg må sige at de tiltaler mig på det kraftigste, og så var det jo at jeg for leden lige faldt over endnu en, med en helt fantastisk stemme. Sådan en aften hvor du lige sidder og skal køle ned før du skal i seng, så tage lige lyt til Somebody Hurt You med hende her "A Girl Called Eddy".

Det er et helt fantastisk enkelt pop nummer, men det er bare så lækkert.

Ed Harcourt

2007-12-12T12:28:00.000-08:00

Jeg var inde og se Ed Harcourt i fredags, og man må alvor sige at han gjorde sit indtryk. Jeg har i lang tid hørt lidt en gang imellem af ham, men efter at have oplevet ham har hans musik for alvor vokset på mig. Ed Harcourt laver noget fantastisk følsomt musik, der i den grad kan dække hele registeret. Lyt lige til det en gang mere næste gang :)

Rufus Wainwright

2007-12-07T02:47:00.002-08:00

Ok, onsdag aften var jeg inde og opleve Rufus Wainwright. Det var virkelig en ligeså god oplevelse som jeg havde regnet med, og der kom en ekstra bonus oven i hatten. For udover at han spillede alle de gode fra sit nye album, så viste det sig, ja jeg må virkelig have sove i timen, at det var Jeff Buckleys gamle trommeslager Matt Johnson der spillede for Rufus. Jeg sad det meste af koncerten og funderede over at det virkelig var en dygtig trommeslager, og da han så blev præsenteret faldt femøren :) Fedt at opleve en der har været så tæt, på den mest inspirerende musiker der nogensinde har levet. Tak for det Rufus!

RADIOHEAD

2007-10-11T02:22:00.000-07:00

OK, jeg vil bare lige sige at der virkelig ikke er nogen vej uden om Radioheads nye album. Man henter bare skidtet gratis fra deres hjemmeside. Det ligger til download, og man bestemmer fuldstændig hvad man vil betale. Man kan også vælge ikke at betale noget for det faktisk. Tror dog efter første gennemlytning, at den pakke de reklamere for bliver den næste investering.

Check it out!

Efterklangs Nye Album

2007-10-08T03:03:00.000-07:00

Uha nu kan man finde et nummer fra Efterklangs nye album inde på deres hjemmeside :) Det er absolut ikke værst.

Efterklangs Hjemmeside

Maskineriet

2007-09-26T12:26:00.000-07:00

Jeg vil blot gøre opmærksom på et relativt nyt spillested der er startet på i Århus. Det hedder Maskineriet, og for at være helt ærlig så ved jeg ikke meget om stedet, ud over at undergrundsmusikken virkelig kan få lov til at udfolde sig der. Og efter Fabrikens exit er det virkelig lækkert at have et sted for den mere alternative del af undergrunden. Godt initiativ!!!

Link til deres myspace profil

Alice Sings.... oh yes she does!

2007-09-22T03:18:00.000-07:00

Jamen så er der endelig lige et update. Jeg var vidne til en utrolig smuk koncert i går, denne foregik på musikcaféen, hvor "Alice Sings The Petterson Songbook" spillede. Utrolig dejllig musik. Præsenterer sig selv om Indiepop/Cabaret/Jazz, yderst spændende blanding var tanken først, og det viste sig i høj grad også at være tilfældet.
Man starter med at blive fuldstændig bundfanget af nummeret Butterflies, og helt ærligt, så kunne det nummer alene få mig til at købe cd'en, ikke fordi at resten af deres numre ikke også var gode, for det var de så absolut! De helt optempo numre hvor spilleglæden lyser ud af orkesteret, samt de yderst skrøbelige numre numre hvor kun klaver og sang bærer det hele. Men selvom om de bar det hele på den tyndeste snor, så ville det så absolut kunne løfte flere ton! Fantastisk koncert, ærgeligt at der ikke var nogen der dansede.

Se deres hjemmeside

ROSKILDE FESTIVAL 2007

2007-07-11T04:14:00.001-07:00

Puha så er man hjemme fra årets Roskilde Festival. Det var en drøj omgang, men man må tage det sure med det søde.. For sødt musik til øregangene har der været rigeligt af. Så meget at man desværre ikke har fået det hele med, men sådan er det jo altid. Well, her dem det kunne blive til:

Death By Kite
Forest And Crispian
Choir Of Young Believers
Nordic By Nature 5:
Sort Stue m. Piratkor, Nils m/ Skillz, Lazee, Kasper Spez (Host: Per V, DJ Noize)
Analogik
As In RebekkaMaria

Arcade Fire
The Killers
Björk

Roskillz feat. Jøden
Murder
Kama Aina
Beastie Boys
Dizzee Rascal
CSS
Queens of the Stoneage
Nephew feat. L.O.C.
Nicolai Molbech

The National
Hayseed Dixie
The Flaming Lips
The Whitest Boy Alive
The Who
Grizzly Bear
Red Hot Chili Peppers

Suspekt
Arctic Monkeys
Muse

Var meget mere man gerne ville have hørt.....

Top 3:
1. Björk (Virkelig en fantastisk koncert!)
2. The National (Fortryllende....Ubeskriveligt)
3. Analogik (Den største overraskelse, har simpelthen været nødt til at købe albummet efterfølgende....SE DEM!)

Good Copy - Bad Copy

2007-06-21T11:17:00.000-07:00

Good Copy - Bad Copy

- Virkelig en spændende dokumentar, der sætter copyright i et helt nyt perspektiv
(Bl.a. Girl Talk og Danger Mouse medvirker)

Hvad skal der ske i fremtiden?

2007-06-11T16:27:00.001-07:00

Uha det store spørgsmål.....Hvordan kommer fremtidens musik deling/salg til at foregå? Og har pladeselskaberne nogen rolle at spille mere overhovedet?
Jeg faldt lige over dette hersens link, yderst interessant..... Der er et kort bud hvilke ingridienser der skal til... Fed debat!

Not Your Usual Bollocks

Og kig også på linket.... Pladeselskaberne begynder selv at lukke biksen og erkende deres nederlag.... Wow... Fremskridt! Mere af det tak.

Forest And Crispian

2007-06-03T15:35:00.000-07:00

Endnu et band der lige skal have et ekstra skulderklap! De var virkelig et dejligt og underholdende band at se. Med en stående trommeslager, der har lavet sin helt egen stil :) Check selv på LINKET.

SLOWTRAINSOUL

2007-06-03T15:24:00.000-07:00

Og jvf. mit SPOT indlæg, så smider jeg hermed min varmeste anbefaling på SLOWTRAINSOUL.De sluttede på SPOT, og det gjorde de med stil.
De skal ganske enkelt opleves! Læs bare her på Gaffa.

SPOT 2007

2007-06-03T14:55:00.000-07:00

Så er SPOT festival 2007 vel overstået. Det var et kanont arrangement. Det er jo helt elendigt at det var min jomfruSPOT festival. Især i betragtning af hvor fed en festival det er. Virkelig en hyggeligt festival proppet op med god musik!
Her var hvad det kunne blive til udover Præ-Spot:

Moi Caprice
Lily Electric (VIRKELIG FEDT!)
Johnson // F.U.K.T. Back-Up
Turboweekend
Kernefamilien
Marie Køhnke

Murder (Utrolig behageligt, er vild med Jacob B.'s stemme)
Lo-Fi-Fnk
Forest And Crispian
USO // F.U.K.T. Back-Up
Munck // Johnson
Powersolo
Jazz Kamikaze
BliGlad
Og sidst, men godt nok absolut ikke mindst: SlowtTrainSoul!

Virkelig en fed festival "#€!"#€%&/()

PRÆ-SPOT! 4 koncerter 1 aften :)

2007-06-01T01:49:00.000-07:00

Jeg forvildede mig til 4 koncerter i går, til Præ-Spot.

Jeg startede ud med at se "Marybell Katastrophy" (Tidligere Tiger Tunes medlem), efterfulgt af "The National Bank" (Thomas Dybdahl's nye band) på musikhuset. Det viste sig at være en god idé. Marybell K. havde stablet noget af et sceneshow på banen. Hende i front med band og 8-10 personers kvindekor. Desuden var der udsmykket med digital art på storskærm og rødglødende ulve på scenen. Desuden var salen fuldstændig mørklagt, og der var virkelig mange ting der var med til at skabe en meget mystisk og dunkel stemning i salen. På den gode måde naturligvis. De to første numre var utrolig intense og intensiteten faldt på ingen måde da aftenens sjæler skulle fange det nysgerrige publikum. Virkelig en fed koncert, jeg kendte ikke navnet, det gør jeg nu. SPOT er for fedt.

The National Bank er nogle personlige favoritter og de levede også helt op til forventningerne. Spillede rigtig mange numre fra deres CD, og altså også nogle, i mine øjne, "nye" numre. De er et utrolig velspillende band der virkelig også fangede folks opmærksomhed. Især "I hear The Sparrow Sing", uha den sang er god :) Men ellers toppede koncerten helt klart når bandet foldede sig fuldt ud, under meldiøse stykker, trods Thomas Dybdahls' utrolig lækre stemme i under resten af koncerten. Virkelig en god koncert. Jeg glæder mig til at høre dem igen.

Så gik turen på studenterhuset.

Taxi Taxi! og The Floor Is Made Of Lava

Taxi Taxi! var virkelig virkelig behageligt musik. Jeg kendte det kun lidt gennem et par overfladiske lyt på deres MySpace bruger. Det skal da også siges at der var virkelig mange mennesker der måske ikke lige havde regnet med at de rent faktisk skulle ned og HØRE noget god musik. Men trods dette var de virkelig virkelig gode til, med deres nuttethed, at fange de få i front, med deres meget inderlige udstråling. Deres stemmer klinger virkelig godt sammen, og trods dårlig lyd, udtrykker de virkelig skrøbelighed på et højt plan. Med Klokkespil, akustisk guitar, ukuele og harmonika... Uha det er et dejligt band!

The Floor Is Made Of Lava, var forventninger personligt, høje til.
Jeg synes bandet bærer en bemærkelsesværdig energi, og især forsangeren serverer virkelig tingene til publikum. Bandet mangler måske en smule flere "hit"'s der fanger. Dog må man erkende at deres absolutte hit "I Told Her I'm From Compton". Uha dem vil jeg gerne have nogle flere af, for det nummer rykker virkelig! Glæder mig alligevel til der kommer en cd fra disse gutter. Fed energi.

Jeff Buckley 10 års dag!

2007-05-29T02:10:00.001-07:00

Blot en reminder om at det i dag er 10 år siden at den gode Jeff gik bort. En usandsynlig sørgelig dag. Jeg tror ikke der kommer nogen som ham forløbig. R.I.P.

The Mitchell Brothers

2007-05-19T09:50:00.000-07:00

Ja så er der godt nok lige kommet det fedeste nummer fra The Mitchell Brothers, det skal ganske enkelt høres! Det hedder "Solemate", og er virkelig fedt! Check også videoen til samme sang på deres profil, alt alt for genialt lavet!

"I WAN' THOSE SNEAKERS!"

Choir Of Young Believers

2007-05-15T00:25:00.000-07:00

Lige en lækkerbisken, det er bare lækker lækker lækker....!

Choir Of Young Believers

Feist

2007-05-14T11:21:00.000-07:00

Den canadiske sangerinde, Feist, har ganske enkelt gjort det igen. Hendes sidste album Let It Die , var ubetvivlsomt et album af stor værdi, især for undertegnede. Men det nye album er der simpelthen sket det, at Feist har taget et skridt op af kvalitets-stigen. Da dette i sandhed er et album der når nye højder. Især sjæleren "The Water" bør nydes og vokse på DIG!

Tjeck hende på MySpace

Nye Solar Numre!

2007-05-14T02:32:00.001-07:00

Så er der gang i den fra de gode gutter fra Kbh, i Solár, igen.

Personligt er jeg helt vild med dette nummer, Step On it, men bedøm selv med resten af numrene på Solár's hjemmeside.