tirsdag den 2. december 2008

Powderdust - First Second


Elektro-pop trio, når desværre aldrig helt til toppen af den bakketop de så ihærdigt stræber efter.


Powderdust er et dansk orkester, der består af Anneli Lindeborgh på vokal, Per Christensen på bas/programmering og Lars Meiling på keys/kor. Bandet har i varierende former været i live i et lille årti og udgav i 2006 deres debut album. ’First Second’ er dermed bandets anden plade, som består af 10 skæringer og et enkelt bonus track.

Powderdust leverer en gennemsnitlig toer uden det store pondus eller de helt store overraskelser. Det er den elektroniske popmusik der står i centrum, og det meget polerede udtryk mangler generelt substans og kant. Hele pladen vipper på æggen af en kniv, hvor det segment som irske Róisín Murphy også ville have henvendt sig til står på den ene side, mens de kiltklædte danskere fra Infernal står og ånder dem i nakken på den anden side.

Nummeret ’The Foreman’ er et spøjst flashback tilbage 90’erne, hvor off-beat hi-hat var en dyd og hvor vers-bro-omkvæds formen stod i enhver musikmagers musikbibel. Nummeret hører ganske enkelt et helt andet årti til, og den virker yderst malplaceret. Også ’Egoistic Mama’ bygger på en tynd melodi der, trods en spændende basgang, ikke kan holde nummeret oppe. ’Sum of All Good Things’ mangler også noget der kan forhindre det i at være mindre kedsommeligt, måske en smule form-kreativitet der kunne overraske lidt.

Men Bevares, der er gode numre på pladen. Titelnummeret til pladen ’First Second’, har en god energi, og formår via vokalen og i særdeleshed produktionen at skabe et pakket pop nummer der sagtens ville kunne gøre sig på et dansegulv. ’My Sonority’ er også et udmærket nummer, hvor en god kombination flydende pads understøtter en simpel keyboard figur parallelt med vokalen. Nummeret ’Addict’, der er et af pladens mere afdæmpede numre, formår at skabe stemning og et univers, der også er ganske fint.

Jeppe Federspiel og Powderdust begår altså desværre ikke noget mesterværk. Indimellem formår de at finde hinanden og ramme noget der fungerer rigtig godt, men generelt gør Powderdust sig bedst, som en slags baggrundsmusik hvor små finesser ikke skal danne grobund for et interessant stykke musik. Der bliver brugt mange traditionelle elementer, og Powderdust opfinder ikke just den dybe elektro-tallerken på ’First Second’.

Fakta:
Udkom d. 24. november 2008 på A:larm Records

Links:
http://www.powderdust.dk
http://myspace.com/powderdust

Ingen kommentarer: